Paula Larrain: Statens mænd og kvinder må ikke skade spædbørn. Punktum
Kommentar
Paula Larrain | |
Print
REPLIK: Sagen om et spædbarn, der mister samvær med sin mor pga. en teknikalitet i en vejledning, handler ikke om selvretfærdigt juristeri, men om universel moral til ikke at gøre værgeløse ondt, skriver Paula Larrain i svar til Udlændingestyrelsen.
Tak for svar fra kontorchef i Udlændingestyrelsen, Kirsa Reinholt, som dermed understreger, hvor stort et problem vi har med statsmagten, når hun fuldkommen ser bort fra det centrale i min kritik, nemlig at en sagsbehandler med åbne øjne medvirker til at gøre ondt mod et værgeløst spædbarn.
Helt uanset hvordan reglerne er skruet sammen, er der her ikke taget højde for barnets elementære tarv, at sagsbehandlingen først og fremmest skal være basalt menneskelig. At følge regler blindt er ikke nogen undskyldning.
Det gælder også for soldater i krig. Vist skal de adlyde ordrer, men hvis de bliver bedt om at udføre en ordre, der bryder med basal menneskelighed, så skal de lade være. Det er deres egen individuelle menneskelighed, der ligger over i sådan et tilfælde. Og det bliver officererne skam også undervist i.
Filosoffen Hannah Arendt beskrev mekanismen som ”ondskabens banalitet” efter at have nærstuderet og tænkt over Eichmann-afhøringerne og som svar på, hvordan almindelige funktionærer kan forledes til at medvirke til ondskab, når det personlige ansvar tilsidesættes.
I dette tilfælde er der også et personligt ansvar hos den enkelte embedsmand, også hos dig, Kirsa Reinholt, som kontorchef. Det ansvar står langt over egen personlig moral eller selvretfærdighed. Det er nemlig ikke sådan, at man kan gradbøje, hvor meget skade man må påføre et barn fra statens side. Man må ikke påføre skade. Punktum.
Skal vi virkelig ud i at diskutere, om et spædbarn har brug for sin mor i en alder af to måneder?
Det bør stå uden for enhver tvivl. Selvfølgelig kan barnet overleve i den konkrete situation, men det kan ikke være meningen, at en stat ikke kan udsætte SINE behov for regelrytteri, når det drejer sig om så lille et barns tarv. Du og din medarbejder kunne snildt have givet opsættende virkning.
Det er, hvad min kritik går ud på. Jeg vil ikke diskutere juristeri om sagsgange, det her er på et meget mere elementært niveau.
Jeg vil gerne vide, hvor din, Kirsa Reinholt, grænse går for udøvelse af magt. Hvor langt er du personligt villigt til at gå for at beskytte statens interesser? Hvordan vægter du din egen menneskelighed i det arbejde, du udfører?
Mener du ikke, at din personlige menneskelighed er relevant for dit arbejde i Udlændingestyrelsen, er vi for alvor på Herrens mark.
Vi lever i en tid, hvor staten har så mange beføjelser, at vi nu ikke længere kan gå ud fra, at dets arbejde handler om at passe på os – inklusive vores spædbørn.
Vi er flere borgere, der har en stigende fornemmelse af, at staten er til for at holde os alle sammen i skak. Det gælder i forhold til overvågning og som nu, hvor Udlændingestyrelsen med sin magt bag svarer personligt og dømmende på en protest fra en fritstående borger.
Din medarbejder er bevidst holdt anonym. Læg mærke til det.
Vedkommendes arbejde er åbent, for det er relevant for os alle og derfor naturligvis noget, jeg som almindelig borger må kritisere frit uden at kaldes for urimelig og unfair.
Derfor står jeg alligevel til personligt ansvar for min kritik. Og jeg står ved den.
Lars Aslan: Støjbergs ramadan-udmelding er det rene bluf
Flemming Chr. Nielsen: Pas på de politiske klapperslangers hypnotiske magt
