DF: Børns trivsel må ikke bremse den stramme udlændingepolitik

ASYLPOLITIK: Forældre bruger deres børn som gidsler. Sådan lyder det fra DF efter Socialdemokratiets udtalelser om, at børn på udrejsecenter Sjælsmark kan tvangsfjernes. R og SF vil have børnene ud af centret.

Tvangsfjernelse af børn på udrejsecenteret i Sjælmark må ikke blive en genvej til at blive i Danmark, mener Dansk Folkepartis udlændingeordfører, Martin Henriksen.

”Det er en gratis omgang fra Socialdemokratiets side, når de taler om tvangsfjernelser af børn på Sjælsmark. Det er jo regler, som er der i forvejen og allerede bliver benyttet,” siger han.

Socialdemokratiet vil ifølge Martin Henriksen på den ene side udstråle en stram udlændingepolitik og på den anden side sikre bedst tænkelige forhold for børn.

”De blæser med mel i munden. Det kan simpelthen ikke lade sig gøre at få begge dele. Man skal behandle børn så godt som muligt, men man må ikke sætte den stramme udlændingepolitik over styr på grund af det,” siger Martin Henriksen og tilføjer:

”Det er ikke rimeligt, at forældre bruger deres børn som gidsler.”

Reaktionerne kommer, efter at Socialdemokratiet i Altinget opfordrer Hørsholm Kommune til at gribe ind, hvis børn på centeret mistrives, og i yderste tilfælde tvangsfjerne børnene.

V bakker op
Udlændingeordfører for Venstre, Mads Fuglede, bakker Socialdemokratiet op.

”Det er forældrenes beslutning, at de ikke har forladt Danmark og derfor ender på Sjælsmark. De træffer et dårligt valg for deres børn, ligesom andre forældre i Danmark træffer dårlige valg for deres børn og som følge deraf bliver indberettet,” siger han.

Borgmester i Hørsholm Kommune Morten Slotved (K) har tidligere oplyst til Altinget, at der var indgivet 51 underretninger til kommunen om bekymring for børn på Sjælsmark og deres trivsel*. Efterfølgende har borgmesteren i en artikel i Berlingske udtalt, der har været en enkelt tvangsfjernelse i udrejsecenteret, som blev til en frivillig anbringelse, mens flere børn fra centeret er blevet anbragt.  

Nemt at skubbe ansvaret
SF mener ikke, at tvangsfjernelser er løsningen.

Udlændingeordfører for Socialistisk Folkeparti Holger K. Nielsen skriver i en pressemeddelelse, at man burde sikre, at børnene kan få et nogenlunde almindeligt familieliv med deres far og mor.

”Det er for nemt bare at skubbe ansvaret for børnenes mistrivsel på Sjælsmark over på kommunen. Vi er nødt til at tage det dybt alvorligt, at så mange børn mistrives, og sikre, at de ikke bliver straffet for den situation, deres forældre står i,” siger han.

Også integrationsordfører for Radikale Sofie Carsten Nielsen mener, at Socialdemokratiet griber det forkert an, når de snakker om tvangsfjernelser.

”Vi kan ikke tvangsfjerne børn, som vi selv som stat har spærret inde på Sjælsmark. Ombudsmandens rapport siger det ret tydeligt. De her børn bliver ødelagte, fordi de er på det her udrejsecenter. Det handler om, at de sidder der for længe. Det er derfor, de mistrives,” siger hun.

Sofie Carsten Nielsen er enig med borgmesteren i Hørsholm Kommune, Morten Slotved (K), når han siger, at man skal gribe fat om problemets rod i stedet.

Enighed om dårlig trivsel
Mads Fuglede erkender, at ombudsmandens rapport fra december 2018 viser, at centeret er dårligt for børnenes trivsel.

”Det er trist for børnene, at deres forældre vælger det,” siger han.

Også Martin Henriksen er enig i, at opholdet på centeret har konsekvenser for børnene.  

”Jeg synes, forholdene på Sjælsmark er okay, og vi kan godt være det bekendt. Men Sofie Carsten Nielsen har en pointe, når hun siger, at det ikke er så godt for børnene. Det er ikke optimale forhold at vokse op i,” siger han og tilføjer:

”Men vi må ikke skabe et system, hvor man udvisker forholdene mellem dem, der godt må være her, og dem, der ikke må.”

*Rettelse: Det fremgik i en tidligere version af artiklen, at "51 ud af 118 børn på Sjælsmark er indberettet til kommunen". Det korrekte er, at der på daværende tidspunkt var givet 51 underretninger vedrørende børn på Sjælsmark, det vil sige henvendelser til myndighederne om bekymring for deres trivsel eller udvikling. Der kan godt være givet flere underretninger om det samme barn. Artiklen er rettet 11.3.19.

Forrige artikel 11.000 vælgererklæringer til Riskær på to måneder: ”Det er uden fortilfælde” 11.000 vælgererklæringer til Riskær på to måneder: ”Det er uden fortilfælde” Næste artikel Dagens overblik: Samtlige V-regionsrådsmedlemmer advarer Løkke mod at lukke regionerne Dagens overblik: Samtlige V-regionsrådsmedlemmer advarer Løkke mod at lukke regionerne