Det sker i dansk politik: Løkkes demenstopmøde og middag med Obama

OVERBLIK: Lars Løkke Rasmussen starter ugen med et stormøde om demens på Marienborg og slutter den i fint selskab med USA's præsident. Få overblikket over ugen i dansk politik her.

Mandag inviterer statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) og sundheds- og ældreminister Sophie Løhde (V) til møde om demens på Marienborg. Her er mennesker med demens, pårørende, organisationer, patientforeninger, fagprofessionelle, politikere og eksperter inviteret med, og mødet skal give regeringen inspiration til det videre arbejde med et nationaldemenshandlingsplan.

Inden mødet besøger Løkke og Løhde Bofællesskabet Æblehaven og Frydenholm Plejecenter i Holte, hvor man har særligt fokus på mennesker med demens.

Dansk Industri og CO-industri holder mandag Produktionens Dag, hvor der er fokus på Danmark som produktionsland. Her vil både statsminister Lars Løkke Rasmussen og Socialdemokraternes formand Mette Frederiksen præsentere deres visioner, ligesom de to arrangører vil præsentere et fælles forslag til, hvordan politikerne kan bane vejen for flere produktionsarbejdspladser i alle dele af Danmark.

I Folketinget skal politikerne mandag blandt andet diskutere deres egen pensionsalder, hvor Enhedslisten og SF blandt andet har stillet et fælles forslag om at lade politikeres pensionsalder følge folkepensionsalderen.

Senere er et SF-forslag om at ændre valgretsalderen til Folketinget til 16 år også på dagsordenen.

Klokken 20 mandag aften offentliggøres alle dokumenterne fra Panama Papers. Her åbner nemlig en database med navnene på de over 200.000 selskaber, som advokatfirmaet Mossack Fonseca har oprettet for kunder fra hele verden.

Endelig holder Altinget mandag konference om retssikkerhed for samfundets svageste. Her sætter blandt andre social- og indenrigsminister Karen Ellemann (V), socialordfører Marianne Jelved (R) og formand for Dansk Socialrådgiverforening, Majbrit Berlau, fokus på retssikkerheden og sagsbehandlingen i landets kommuner.

Tirsdag ventes Folketinget at vedtage et lovforslag, der giver alle patienter ret til hurtig udredning. Det betyder blandt andet, at hvis der ikke er kapacitet til at udrede en patient inden for 30 dage på offentlige sygehuse, skal man have mulighed for at få hjælp et andet sted.

Folketinget skal også førstebehandle den nye integrationsgrunduddannelse (IGU), som var en del af trepartsaftalen på integrationsområdet, ligesom et forslag fra justitsminister Søren Pind (V), der skal styrke indsatsen mod mobiltelefoner i fængsler, er på dagsordenen.

Også er der også tre samråd på tirsdagens dagsorden:

  • Erhvervs- og vækstminister Troels Lund Poulsen (V) skal i samråd om håndhævelsen af reglerne om måltal og politikker for den kønsmæssige sammensætning af direktioner og bestyrelser
  • Senere har børne- og undervisningsudvalget kaldt Troels Lund Poulsen (V) i samråd om anvendelsen af sociale klausuler.
  • Uddannelses- og forskningsminister Ulla Tørnæs (V) skal i åbent samråd om, at universiteterne vil lukke en række småfag.

Tirsdag og onsdag er affaldet sat i centrum, når Affald2016, der er Dansk Affaldsforenings årsmøde, løber af stablen. Onsdag taler blandt andre energi- og klimaminister Lars Chr. Lilleholt (V), SF-formand Pia Olsen Dyhr, Socialdemokraternes og Alternativets energi- og klimaordførere, henholdsvis Jens Joel (S) og Christian Poll (ALT) og formand for KL's Teknik- og Miljøudvalg Jørn Pedersen (V).

Onsdag er der høring om udenrigsgranskerens rapport, efter Peter Taksøe-Jensens udredning af dansk udenrigs- og sikkerhedspolitik blev offentliggjort i sidste uge. Søren Espersen (DF) indleder, mens der efterfølgende vil være oplæg fra udenrigsminister, Kristian Jensen (V) og forsvarsminister, Peter Christensen (V).

I Folketingssalen er der onsdag hasteforespørgsel om skattely, ligesom der blandt andet skal behandles et forslag fra Dansk Folkeparti, Enhedslisten og SF om at oprette en taskforce til kontrol af Uber.

Onsdag byder også på fire samråd:

  • Udenrigsminister Kristian Jensen (V) skal i samråd om Udenrigsministeriets organisation Invest in Denmarks involvering i etableringen af kørselstjenesten Uber i Danmark.
  • Beskæftigelsesminister Jørn Neergaard Larsen (V) skal i samråd om den midlertidige arbejdsmarkedsydelse
  • Miljø- og fødevareminister Esben Lunde Larsen skal i samråd om henholdsvis stigning af nitratindholdet i grundvandet som følge af landbrugspakken.
  • Erhvervs- og vækstminister Troels Lund Poulsen skal i samråd om kystbyggeri.

Torsdag ventes Folketinget at sætte en stopper for checks og girokort fra Skat på en krone. Det sker, når Folketinget skal stemme om et lovforslag, der indfører en bagatelgrænse på 200 kroner, når Skat udbetaler og opkræver små beløb udenfor NemKontosystemet.

Politikerne skal også førstebehandle et forslag fra Dansk Folkeparti om at afvise asylansøgere ved grænsen, et forslag fra Enhedslisten om at ændre hundeloven og fjerne raceforbud, ligesom energi-, forsynings- og klimaministerens energipolitiske redegørelse 2016 er til debat.

Og så er der ikke færre end seks samråd på menuen torsdag:

  • Forsvarsminister Peter Christensen (V) skal i to samråd om henholdsvis forsvarets samarbejdet med Blackwater og om forsvarets ansattes ytringsfrihed.
  • Transport- og bygningsminister Hans Chr. Schmidt (V) skal i åbent samråd om trafikstøjen fra indfaldsvejene i hovedstadsområdet.
  • Beskæftigelsesminister Jørn Neergaard Larsen skal også i to samråd. Det ene handler om dødsulykker, der sker i trafikken i forbindelse med udførelse af arbejde og det andet om arbejdsprøvninger for personer med meget lille arbejdsevne.
  • Erhvervs- og vækstminister Troels Lund Poulsen skal for tredje dag i træk i samråd, denne gang om arbejdsforhold i udlandet.

Fredag mødes Lars Løkke Rasmussen med Barack Obama, når den amerikanske præsident er vært for et møde mellem de nordiske ledere. Udover Danmark vil Finland, Island, Norge og Sverige også være til stede, og til mødet skal der blandt andet diskuteres strategi mod terror, miljøbeskyttelse, Arktis, nuklear sikkerhed og flygtninge- og migrantsituationen.

Om aftenen vil præsidenten og præsidentfruen være vært for en middag med lederne.

Fredag står den også på kampfly, når der er høring om de tre kandidater på Christiansborg. Høringen er arrangeret af Forsvarsudvalgets formand, Rasmus Jarlov (K), og den kommer kort før at der skal indgås et nyt forsvarsforlig, hvor det skal besluttes hvilke kampfly – og hvor mange – Danmark skal købe. Ved høringen vil alle tre producenter bag kampflykandidaterne være til stede, ligesom også der vil være repræsentanter fra regeringen.

I Folketingssalen skal politikerne fredag diskutere et forslag fra Socialdemokraterne om at tilbageføre omprioriteringsbidraget, som kommunerne betaler, tilbage til kommunerne i både 2017, 2018 og 2019. Folketinget skal også diskutere to forslag fra Liberal Alliance: Et om at give andelsboligforeninger mulighed for at omdanne andelsboliger til ejerboliger og et andet om at afskaffe måltal for den kønsmæssige sammensætning af ledelsen i virksomheder og statslige institutioner.

På samrådsfronten skal justitsministeren Søren Pind, udlændinge- og integrationsminister Inger Støjberg (V) og kirkeminister Bertel Haarder (V) i ét samlet samråd om radikaliserede imamer og den aktivitet, der angiveligt foregår i moskeerne.

Lørdag starter Enhedslistens landsmøde, og det fortsætter helt til mandag. Her skal partiet, udover at diskutere en masse politik, også finde ud af, om Enhedslisten skal stille op som selvstændigt parti ved Europa-Parlamentsvalg. I dag stiller de op under Folkebevægelsen mod EU, der er en tværpolitisk liste af EU-modstandere, som tæller omkring 3.000 individuelle medlemmer og 28 kollektive medlemmer - herunder Enhedslisten.

I marts foretog partiet en vejledende urafstemning om spørgsmålet, og der mente 57 procent af Enhedslistens medlemmer, at man burde stille op som Enhedslisten og ikke under Folkebevægelsen mod EU.

Forrige artikel Konservativ med kometkarriere Konservativ med kometkarriere Næste artikel Det sker i EU: Europol-exit rykker nærmere Det sker i EU: Europol-exit rykker nærmere