Danskerne: A-kasse-medlemskab er folks eget ansvar

A-KASSER: Det er folks eget ansvar at melde sig ind i en a-kasse, mener ca. 70 pct. af danskerne i en måling. LO og 3F er glade for danskernes opbakning, men påpeger, at især unge står uden for a-kasserne.

Der er ikke meget sympati at hente for folk, der ikke er medlem af en a-kasse, i befolkningen. Ifølge en måling foretaget af analysefirmaet A&B Analyse for Altinget mener 68,5 pct. af danskerne, at det er folks eget ansvar at melde sig ind i en a-kasse i tide.

Spørgsmålet om a-kasserne er blevet aktuelt, efter at mange personer uden medlemskab er blevet fyret fra deres arbejdsplads som følge af den økonomiske krise.

I den forbindelse foreslog den socialdemokratiske arbejdsmarkedsordfører, Thomas Adelskov, at folk uden medlemskab af en a-kasse kunne få en måneds frit lejde til at blive medlem, så de ikke skulle stå uden mulighed for dagpengeunderstøttelse, når ledigheden rammer.

Det forslag blev hurtigt skudt ned af Adelskovs egen gruppeformand Carsten Hansen og i befolkningen er der altså heller ikke lydhørhed over for Adelskovs forslag.

Fagbevægelsen: Konsekvens af folks eget valg
I LO er næstformand Lizette Risgaard glad for, at målingen viser, at befolkningen bakker op om LO's eget synspunkt.

"De, der har valgt at stå uden for en a-kasse, møder ikke umiddelbart sympati. De, der har været medlem i flere årtier, ville jo nok se noget underligt på det, hvis de, der stod udenfor, lige pludselig kunne få frit lejde til at komme med," siger Lizette Risgaard, der mener, at mange mennesker, der ikke har et medlemskab af en a-kasse, i denne tid får en brat opvågning.

"Det er selvfølgelig ærgerligt, at folk ikke kan få dagpenge, når de bliver arbejdsløse, men det er nu engang noget, de selv har valgt. Folk træffer et valg, og det støtter vi op om. Det går jo heller ikke, at folk kommer og beder om en forsikring, når ens hus er brændt ned," siger hun.

Især unge er uden a-kasse
For Morten Kaspersen, der er leder af den a-kasse, der har fået flest medlemmer over på dagpenge, nemlig 3F's a-kasse, bekræfter målingen 3F's egen grundholdning. At det er folks eget ansvar at komme med i en a-kasse.

3F og andre har gennem lang tid informeret unge på erhvervsskoler og andre uddannelsesinstitutioner om det gode ved at være medlem af en a-kasse. Desværre har informationsindsatsen over for de unge ikke slået til.

"80 pct. af de unge er ikke medlem af en a-kasse. Det er et kæmpe problem. De unge har ikke oplevet krisetider og føler ikke et behov for at være medlem af en a-kasse. De tænker ikke på, at de kan risikere at blive arbejdsløse, og hvis de bliver, så har de den holdning, at det skal de nok klare selv," siger Morten Kaspersen.

Derfor forslår 3F flere løsninger for at få flere unge med i en a-kasse.

"En løsning vi kan foreslå, er at unge under 30 skal kunne nøjes med et halvt års medlemskab. Dermed er unge, der har et mere usikkert budget, hurtigere dækket af a-kassernes fordele. Et andet forslag kunne være, at unge under 30, der er under uddannelse, skal kunne melde sig ind i en a-kasse gratis."

S: Arbejdsmarkedspolitik kommer med i vækstpakke
For den socialdemokratiske gruppeformand, Carsten Hansen, der udtaler sig på sit partis vegne i denne sag frem for partiets arbejdsmarkedsordfører Thomas Adelskov, er målingen gode nyheder.

"Det er da rart at blive bekræftet i, at folk derude mener det samme, som jeg gør," siger Carsten Hansen med et smil.

"Når det ser ud til, at der vil blive omkring 200.000 arbejdsløse, så er vi nødt til at se på nogen incitamenter for at få folk ind i en a-kasse. Når vi skal diskutere en vækstpakke, så kommer vi ikke uden om at skulle diskutere arbejdsmarkedspolitik, hvor der er en masse bureaukrati, der skal gøres op mod."

"At godt 70 pct. af danskerne mener, at det er folks eget ansvar, harmonerer meget godt med vores udmeldinger på området. Nu lykkedes det jo heldigvis ikke for Lars Løkke Rasmussen (V) at forringe dagpengesatsen, og stod det til min personlige prioritering, så skulle satserne hæves med omkring 10 og 20 pct.," siger Carsten Hansen.

Forrige artikel Flertal imod blasfemiparagraf Flertal imod blasfemiparagraf Næste artikel Fogh afviser S-pakke Fogh afviser S-pakke