Danmark sender overvågningsfly til Middelhavet

BÅDFLYGTNINGE: Danmark sender et fly til Middelhavet, der skal være med til at overvåge og afhjælpe migrationsproblemerne. 

Regeringen har mandag besluttet at sende Forsvarets Challengerfly til overvågning af farvandet syd for Italien for at afhjælpe de store migrationsproblemer i området.

Det oplyser Forsvarsministeriet.

”Jeg er glad for, at Danmark kan bidrage til EU’s bredspektrede indsats i forhold til flygtningestrømmene over Middelhavet," siger forsvarsminister Nicolai Wammen (S) i en pressemeddelelse.

"Det er en meget vigtig opgave at overvåge EU’s sydlige grænser i Middelhavet, som det danske Challengerfly nu skal bidrage til,” tilføjer han.

Bidraget varer sammenlagt 40 dage, og flyet tilknyttes EU's Frontex-operation Triton.

På det ekstraordinære EU-topmøde i slutningen af april, der kom i kølvandet på endnu en bådflygtningekatastrofe, blev de europæiske stats- og regeringsledere enige om en fælles erklæring. Heraf fremgår det blandt andet, at EU's tilstedeværelse i Middelhavet skal styrkes, så færre flygtninge mister livet, når de forsøger at flygte fra det afrikanske kontinent til Europa.

Forrige artikel Højborge: De standhaftige Venstre-soldater Højborge: De standhaftige Venstre-soldater Næste artikel Erhvervsskoler får millionregning for nye prøver Erhvervsskoler får millionregning for nye prøver