Danmark lurepasser om bankunion

EU: Onsdag fremlægger EU-Kommissionen forslag til et fælles banktilsyn i Europa. Det er en rigtig god ide for eurozonen, men vi vil afvente og se, om det er en fordel for Danmark at være med, siger Socialdemokraternes EU-ordfører.

Når EU-kommissær Michel Barnier onsdag præsenterer forslaget til et nyt europæisk banktilsyn, vil den danske regering afvente og se, hvad landene i eurozonen kan blive enige om. Først når eurozonen når et kompromis, vil den danske regering for alvor forholde sig til, om man skal være med i aftalen, der regnes som et væsentligt skridt mod en egentlig bankunion.

"Vi har stadig til gode at se, hvordan forslaget endeligt kommer til at se ud. Men det er klart, at vores ledetråd er, at vi allerede har et ret godt og relativt velfungerende tilsyn. Og på den måde har vi ikke noget akut behov for at skulle træde ind i noget andet," siger Socialdemokraternes EU-ordfører Jens Joel.

Forslag lækket
I weekenden kunne den italienske avis Il Sole 24 Ore bringe et udkast til det forslag, Kommissionen vil fremlægge på onsdag. Heri fremgår det, at Den Europæiske Centralbank (ECB) skal have tilsyn med alle banker i eurozonen. Det er et forslag, som den tyske finansminister Wolfgang Schäuble har kritiseret stærkt.

Den tyske holdning er nemlig, at tilsynet kun skal ske med de banker, der har "strukturel" betydning for økonomien. Og dermed ikke alle små banker, der stadig udgør et meget stort antal i EU. Det ville i sagens natur også gøre opgaven noget mere omfattende for ECB.

I udkastet omtales også forholdet til ikke-eurozone lande. Her er ideen, at de meget gerne skal indgå i et formelt tæt samarbejde, der kan give ECB samme tilsynsbeføjelser her, som i eurozone-landene.

Ikke lukke døren
Men selvom regeringen er en lille smule afvisende over for ideen om et udvidet tilsyn og en egentlig bankunion, så vil man heller ikke helt afvise, at Danmark kan ende med at deltage.

"Vi skal ikke lukke nogle døre, men hele tiden vurdere, hvilke fordele der er ved at være med. Det kan ikke udelukkes, at det kan være en dansk fordel at være med. Men i første omgang drejer det sig om at få en aftale på plads, som passer til eurozonen. Og så må vi derefter se, om det er attraktivt at være med," siger Jens Joel.

Onsdag fremlægges planen for et fælles banktilsyn i eurozonens banker. På fredag skal EU's finansministre så diskutere forslaget på det uformelle ministermøde på Cypern. Bliver forslaget vel modtaget, er det planen, at en aftale skal nås på topmødet i december, så det fælles banktilsyn allerede kan træde i kraft 1. januar 2013.

Forrige artikel Langtidsledigheden er på retur Langtidsledigheden er på retur Næste artikel Kampvalg om formandspost hos Socialrådgiverne