Danmark ender alene på sidelinjen i kampen om EU-mindsteløn

BRUXELLES: Ikke engang svenskerne er med længere.

Den danske regering har som det eneste EU-land stillet sig uden for det forhandlingsmandat, som EU-ambassadører i denne uge klappede af om et kontroversielt nyt direktiv, der skal sikre passende mindsteløn i lande, som har sådan én.

Det sker på trods af, at Beskæftigelsesministeriet i et notat forud for afstemningen konkluderer, at Ministerrådets version af direktivet ikke giver konsekvenser for reguleringen af den danske arbejdsmarkedsmodel, ikke pålægger Danmark eller andre lande at indføre en mindsteløn, og at der efter dansk og svensk pres er sket væsentlige præciseringer af teksten, der minimerer risikoen for, at de skandinaviske landes særlige model senere hen med direktivet i hånden vil kunne udfordres af EU-Domstolen.

Bland jer udenom

Den danske modvilje mod, at EU overhovedet bevæger sig ind på spørgsmål, som i Danmark varetages af arbejdsmarkedets parter, er dog stadig enormt stor.

Derfor var det et solidt flertal i Folketingets Europaudvalg, som i sidste uge fik sendt regeringen i byen med besked om at sige nej til de nye regler.

”Politikerne skal ikke blande sig i fastsættelsen af løn i Danmark. Det gælder både os politikere på Christiansborg og dem i Bruxelles. Derfor har regeringen været imod dette direktiv, og derfor er jeg meget glad for Folketingets opbakning til, at vi kan stemme nej,” lød det i sidste uge fra fungerende beskæftigelsesminister, Mattias Tesfaye (S).

Kun Radikale stod udenfor.

Stiller sig på sidelinjen

I praksis indebærer det, at det kommende franske EU-formandskab ikke behøver at afsøge Danmarks holdning, hvis Rådets kurs skal justeres i de kommende forhandlingerne med medlovgiverne i Europa-Parlamentet, i og med den danske regering på forhånd har stillet sig uden for mandatet.

De forhandlinger kan potentielt blive problematiske for Danmark.

De europæiske folkevalgte har i Parlamentets Beskæftigelsesudvalg stemt for en linje, der på en række punkter trækker i den forkerte retning set med den danske regerings briller.

Blandt andet vil de have stærkere og mere detaljerede lovmæssige bestemmelser om kollektive aftalesystemer.

De vil udvide direktivet til at gælde alle arbejdstagere i EU, som skal sikres en løn, der sikrer en anstændig levestandard.

Og så vil de hæve en tærskel for, hvornår et land kan blive pålagt at udvikle handlingsplaner for at øge overenskomstdækningen, sådan at det sker, hvis andelen af ansatte på overenskomster falder til under 80 procent, i stedet for de 70 procent, som EU-Kommissionen oprindeligt spillede ud med.

Overenskomstdækningen i Danmark ligger lige netop omkring de 80 procent, hvilket vil øge sandsynligheden markant for, at det også kommer til at gælde her.

Danskere og svenskere stemt ned

Den formelle blåstempling af linjen fra de europæiske beskæftigelsesministre skal gives ved et møde 6. december, før den egentlige forhandlingsslutspurt kan indledes mellem de to EU-lovgivere.

I Europa-Parlamentet forsøgte danske og svenske medlemmer torsdag at få trumfet igennem, at hele Parlamentet skal give sit samtykke til de folkevalgtes linje, inden forhandlingerne kan gå i gang. Det mislykkedes, da et stort flertal af medlemmerne stemte for at gøre Beskæftigelsesudvalgets udspil til det egentlige mandat.

Det beklager Enhedslistens Nikolaj Villumsen, der har været med til at indsamle de fornødne underskrifter til at få det sat på dagsordenen i Strasbourg.

”Jeg skal ikke lægge skjul på at jeg er dybt skuffet over resultatet af afstemningen. Mens danske og svenske medlemmer af EU-parlamentet står samlet og skriger om faren ved en EU-bestemt mindsteløn for vores overenskomst-baserede arbejdsmarkedsmodel, så bliver vi kørt hårdt og brutalt over af flertallet i Parlamentet,” lyder det fra Nikolaj Villumsen i en pressemeddelelse.

Han gør klart, at han stadig håber, at regeringen kan være med til at trække i en anden retning.

”Det bliver uden tvivl op ad bakke for den danske beskæftigelsesminister at forsvare den danske arbejdsmarkedsmodel. Den danske regering har fået et klokkeklart mandat fra Folketinget til at afvise direktivforslaget - nu er det op til regeringen at vise, at den står fast.” 

Forrige artikel Forsvaret kræver Støjberg frikendt: “Der er ikke givet nogen instruks eller nogen ordre. Intet” Forsvaret kræver Støjberg frikendt: “Der er ikke givet nogen instruks eller nogen ordre. Intet” Næste artikel Dagens overblik: Nu skal vi bære mundbind i offentlig transport og vise coronapas på statslige arbejdspladser Dagens overblik: Nu skal vi bære mundbind i offentlig transport og vise coronapas på statslige arbejdspladser