Dan Jørgensen kørte taxa for 295.000 kr.

KREATIV BOGFØRING: MEP Dan Jørgensen (S) har på fem år i EU kørt i taxi for 295.000 kr. Ved at flytte rundt på sine konti har han stoppet 166.709 kroner i egen lomme.

B.T. kan i dag afsløre, at Socialdemokraternes EU-toppolitiker, Dan Jørgensen, har stoppet 166.709 kroner i egen lomme, som han ellers havde lovet at tilbagebetale til de europæiske skatteydere.

Under valget i 2004 lovede Dan Jørgensen i en erklæring til vælgerne 'betingelsesløst' at betale hver en krone tilbage, som han havde i overskud på rejserne til Bruxelles og Strasbourg.

Regnskaberne viser, at Dan Jørgensen rent faktisk betaler 57.000 kr. tilbage. Men det beløb kunne være 166.000 kr. større, hvis ikke Dan Jørgensen havde flyttet rundt på regningerne.

I alt kører Dan Jørgensen med bopæl i Bruxelles i taxi i Danmark for i gennemsnit knap 5.000 kr. hver eneste måned. Eller 295.000 kr. i den fem-årige periode.

Overfor B.T. bekræfter kampagnechef Jens Joel Nielsen for Dan Jørgensen, at taxiregningerne retteligt hører under en anden konto - men Socialdemokraterne har blot valgt at organisere det anderledes.

På spørgsmålet om, hvorfor han har betalt taxiregningerne fra en anden konto, end reglerne siger, svarer Dan Jørgensen:

"Pengene er selvsagt kun afholdt en gang. Og der er ikke krav om, at blyantspengene skal bruges på rejseudgifter. Det er et valg, man kan træffe, men ikke et krav. Jeg har sådan set den samme forklaring, som jeg hele tiden har haft - jeg har altså ikke stukket penge til side. Mine penge er brugt på rejseudgifter."

Forrige artikel Mænd frygter ledighed mindre end kvinder Mænd frygter ledighed mindre end kvinder Næste artikel DF: 750 millioner til de ældre