Dagens overblik: Tysk resultat er "næsten det mest vanskelige, man kunne forestille sig", og Justitsministeriet kalder et sikkerhedsbrud "kritisk"

Socialdemokraterne har fået flest stemmer i Tyskland, vagter uden sikkerhedsgodkendelse har taget sig af ministre, og sager om afviste udlændinge kan blive genoptaget. Få morgenoverblikket.

God morgen og velkommen til det korte overblik over de vigtigste politiske nyheder denne mandag.

I Tyskland endte det med tæt løb mellem de to største partier, da socialdemokraterne SPD er gået markant frem, mens Angela Merkels kristenkonservative med den nye leder Armin Laschet i spidsen har fået en ordentlig vælgerlussing.

Socialdemokratiske SPD vinder dog søndagens valg til Forbundsdagen i Tyskland med 25,7 procent af stemmerne foran de konservative søsterpartier CDU/CSU, der får 24,1 procent.

Det skriver Altinget, DR og flere andre medier.

Trods resultatet fastholder den konservative kanslerkandidat, Laschet, at han skal have retten til at danne regering. Det samme mener SPD’s kandidat Olaf Scholz, som hævder, at partiets fremgang kalder på en ny regering.

Altingets europaanalytiker Thomas Lauritzen kalder valgresultatet "næsten det mest vanskelige, man kunne forestille sig". Læs mere her.

Få friske analyser af valget

Vil du have helt friske analyser af resultaterne, så følg med i videoen her, når vi sender live fra Altingets gård i dag fra klokken 8.30-10.

Europaanalytiker Thomas Lauritzen og Mandag Morgens europaredaktør Claus Kragh dissekerer valgresultatet med gæster på scenen og via videolink fra Berlin.

Med sig har de blandt andre Tænketanken Europas direktør, Lykke Friis, tidligere ambassadør Friis Arne Petersen, tidligere overborgmester i København, Frank Jensen, og europaparlamentariker for Venstre Morten Løkkegaard.

Vagter afvist af PET passede på ministre

Tre sikkerhedsvagter har passet på topministre og embedsmænd, selv om de var direkte afvist som egnede til opgaven efter et sikkerheds- og baggrundstjek fra Politiets Efterretningstjeneste (PET).  

Og det er et “alvorligt sikkerhedsbrud”, konstaterer Justitsministeriet i et dokument, som Altinget har fået aktindsigt i. Her fremgår det også, at det var et tip, der satte gang i en “tilbundsgående undersøgelse”. 

Vagterne var fra Vagtservice Danmark, der helt utraditionelt fik ophævet sin servicekontrakt for at “misligholde” de “aftalte vagtydelser”, og som blandt andet stod for at holde vagt ved portene ud til Slotsholmsgade lige ved Christiansborg og inspicere gangene i ministerierne. 

”Det er vores vurdering, at sagen er kritisk, og vi ønsker i forlængelse af orienteringen at få opbakning til kontraktophævelse og indgåelse af ny aftale med G4S,” skrev Justitsministeriet i en mail til de øvrige ministerier tilbage i august.  

Læs mere her.

Sager om afviste udlændinge kan blive genoptaget

En indvandringsprøve, der har været brugt i sager om ophold for religiøse forkyndere og i sager om familiesammenføring, var sværere end loven tillod, og derfor vil Udlændinge- og Integrationsministeriet nu genbehandle sagerne.

Det skriver Jyllands-Posten.

Det drejer sig om ti sager om familiesammenføring og tre sager om religiøse forkyndere. Derudover kan der være medfølgende familiemedlemmer, som er berørt, oplyser ministeriet ifølge avisen.

"Sager, hvor der er meddelt afslag på forlængelse af en opholdstilladelse, alene med henvisning til, at udlændingen ikke har bestået indvandringsprøven, skal genoptages," skriver ministeriet i et svar til Folketinget.

Kommuner i klimasamarbejde

Klima tegner til at blive et stort emne ved det kommende kommunalvalg. Og stort set alle danske kommuner er nu med i et samarbejde, der skal indfri målene i Parisaftalen, skriver Ritzau.

Dermed har tæt på alle landets kommuner meldt sig ind i kampen for at blive klimaneutrale inden 2050.

Parterne bag – Realdania, KL og de fem regioner – kalder de kommunale og regionale klimaambitioner for historisk høje.

"Klimasamarbejdet mellem kommunerne har aldrig stået stærkere. Jeg er rigtig stolt over, at det kommunale Danmark i den grad går i front," siger fKL-formand Jacob Bundsgaard.

Kommunale klimaemner kan ifølge Bundsgaard for eksempel være at håndtere skybrud, mindre støj og forurening fra grøn transport og om genanvendelse af affald.

Det sker i dag

  • Klokken 10.30: Miljøminister Lea Wermelin (S), borgmester Thomas Thors og den hollandske ambassadør i Danmark, Rob Zaagman, åbner den første udgave af bæredygtighedsfestivalen Sustainable Food Week 2021 på Bornholm.
  • Klokken 13.30: Minister for udviklingssamarbejde og minister for nordiske samarbejde Flemming Møller Mortensen (S) deltager i åbningen af Wefood Aalborg.
  • Klokken 13.50: Kronprinsesse Mary og uddannelses- og forskningsminister Jesper Petersen (S) uddeler Undervisningsprisen 2021 til syv inspirerende og engagerede undervisere på de videregående uddannelser. 

Forrige artikel De tyske socialdemokrater får flest stemmer: Nu venter svære regeringsforhandlinger De tyske socialdemokrater får flest stemmer: Nu venter svære regeringsforhandlinger Næste artikel Presset på eks-borgmestres dobbeltløn stiger: Venstre melder sig klar til opgør Presset på eks-borgmestres dobbeltløn stiger: Venstre melder sig klar til opgør