Dagens overblik: Ansatte i ministerie fik lyntest, mens plejehjemsmedarbejdere måtte arbejde uden

Regeringen droppede at lynteste plejehjemspersonale samtidig med, Sundhedsministeriet indførte lyntest for deres medarbejdere. S-regeringen har ansat 27 nye presse- og kommunikationschefer på to år. Lynetteholmen forventes vedtaget trods tvivl om lovlighed. Få morgenoverblikket.

Godmorgen og velkommen til dit sidste politiske overblik på dagen, hvor statsminister Mette Frederiksen (S) har fået sit første vaccinestik mod covid-19. Det skete i Øksnehallen i København.

Ministre før plejehjemsmedarbejdere

DR kan man læse, at lyntest af medarbejdere på plejehjem blev droppet samtidig med, Sundhedsministeriet indførte lyntest af deres medarbejdere. Det skete indenfor tre dage i januar i år:

  • Den 5. januar sagde Mette Frederiksen (S) på et pressemøde, at plejehjemspersonale hurtigst muligt skulle lyntestes.
  • Den 6. droppede Sundhedsministeriet planen om at lynteste plejehjemsmedarbejdere, før de gik ind til ældre.
  • Den 7. januar indførte Sundhedsministeriet lyntest for ministre og deres nære medarbejdere. 

DR har talt med både Alzheimerforeningen, Enhedslisten og Venstre, som kritiserer beslutningen. Venstres ældreordfører Jane Heitmann undrer sig over prioriteringen.

"Jeg har stor forståelse for, at man kan have behov for, at en regering skal fungere. Men det klinger hult, når Mette Frederiksen stiller sig op igen og igen og siger, at vi skal passe på de mest sårbare, og at de svageste skal være de stærkeste," siger hun til DR.

27 nye presse- og kommunikationschefer på to år

Siden S-regeringen kom til i 2019 har de ansat 27 nye presse- og kommunikationschefer i de 19 ministerier. Det skriver Altinget Embedsværk. 

Borgerlige partier har løbende kritiseret ansættelserne, fordi de mener, det politiserer embedsværket, fordi der har været eksempler på nyansatte med bånd til Socialdemokratiet eller ministrene.

Modsat særlige rådgivere hører presse- og kommunikationschefer nemlig til det neutrale embedsværk, som skal kunne arbejde for den til enhver tid siddende regering.

Socialdemokratiets politiske ordfører, Jesper Petersen, afviser anklagerne, som han kalder spekulationer.

Lynetteholmen: Ikke lovlig

Et flertal forventes fredag at vedtage loven, der gør det muligt at bygge den kunstige halvø Lynetteholmen. 

Men til DR understreger eksperter i miljøret, at projektet ikke er lovligt. En af årsagerne er, at der mangler en samlet vurderinger af konsekvenserne for miljøet, når planerne om boligbyggeri, ringvej, rensningsanlæg og metro til halvøen føres ud i livet.

Kammeradvokaten underbygger dog regeringens forsvar, og siger, at projekterne ikke er besluttet, og derfor ikke kan vurderes som ulovlige.

Læs også Altinget Hovedstadens analyse af kampen om Lynetteholmen.

Ingen ny folkeskolereform 

Folkeskolereformen fra 2014 har hverken forbedret elevernes faglighed eller trivsel. Det var resultatet af den redegørelse, der kom i sidste uge, som børne- og undervisningsminister Pernille Rosenkrantz Theil (S) torsdag skulle debattere med partiernes ordførere. 

Altinget Uddannelse skriver, at flere af partierne brugte debatten til at lægge afstand til deres rolle i aftalen fra 2013. Partierne nåede også konsensus om, at man ikke vil lave en ny skolereform.

Læs seks pointer fra debatten her. 

Det sker i dag:

  • Klokken 7.30: Statsministeren bliver vaccineret mod corona
  • Klokken 9: Møde i Folketingssalen, hvor en række lovforslag bliver behandlet: Forslag om nattog gennem Danmark, forslag om anlæg af Lynetteholmen og et borgerforslag om at ophæve tjenestemandsreformen fra 1969 og skabe ligestilling i lønforholdet mellem offentlige faggrupper.
  • Klokken 9: Kulturminister Joy Mogensen (S) holder konference om at styrke foreningslivet
  • Klokken 9: Udenrigsminister Jeppe Kofod (S) deltager i Baltikum-konference, der har til formål at markere 100-året for de diplomatiske relationer mellem Danmark og Estland, Letland og Litauen.
  • Klokken 16: Statsminister Mette Frederiksen og skatteminister Morten Bødskov (S) præsenterer i dag planerne for yderligere fire nye skattecentre. 

Forrige artikel Hvornår taler politikerne, og hvor kan man fejre grundlovsdag? Få overblikket her Hvornår taler politikerne, og hvor kan man fejre grundlovsdag? Få overblikket her Næste artikel Forsvarets Efterretningstjeneste hjemsender chef i overvågningssag Forsvarets Efterretningstjeneste hjemsender chef i overvågningssag