Sådan blev Baronessen fra varmestuen overbevist om at stemme til EU-valget

Mennesker ramt af social udsathed er blandt dem med lavest valgdeltagelse. På Kirkens Korshærs varmestue i Slagelse gør man sig tydelige anstrengelser for at lave om på den kedelige statistik. Fælles brevstemning, valgflæsk og målrettet kommunikation om EU-regulerede emner er blandt midlerne.  

For en flad 20’er kan man købe frokost i Kirkens Korshærs varmestue i Slagelse. Sidste torsdag stod den på buffet med flødekartofler, en risret, bearnaisessauce og en salat med melon og feta. Og så var den gratis.

Men ikke nok med det: Frokosten bød også på muligheden for at møde og tale med en kandidat til EU-parlamentet forud for valget på søndag.

Kort før middag indfinder SF-kandidat Kim Elmose og Konservatives Jacob Stryhn sig i de lyse lokaler, mens Danmarks Demokraternes Dina Person skulle have deltaget, men måtte melde fra.

På varmestuens opslagstavle er begivenheden annonceret – sammen med en håndfuld opslag med information om emner, der reguleres af EU: Sundhed i forhold til stofmisbrug, sikre forhold for indsatte i fængsler, dyrebeskyttelse, kvaliteten af receptpligtig medicin, fattigdom og miljø.

Et andet opslag gør reklame for en fælles gåtur med brevstemning og efterfølgende valgflæsk.

{{toplink}}

Varmestuens brugere befinder sig i forskellige livssituationer – en stor del af dem er repræsenteret blandt de befolkningsgrupper, som statistisk set har lavest valgdeltagelse.

Til kommunalvalget I 2021 lå den for eksempel på 54,4 procent for mennesker med en indkomst under 100.000 kroner, mens den toppede ved 83,2 hos mennesker med indkomst mellem 900.000-999.999 kr.

Valgdeltagelsen hos mennesker på kontanthjælp lå på 34,6 procent, hos modtagere af integrationsydelse allerlavest, på 31,1 procent.

Forventningen til valgdeltagelse til det kommende valg til EU-Parlamentet er, at den bliver lavere end rekordvalget i 2019, hvor hele 66 procent af de berettigede stemte.  

Og mekanismen er som følger: jo lavere deltagelse, jo større forskel mellem de grupper, der stemmer mest og dem, der stemmer mindst.

Bekymring for Euro og indflydelse

Efter en rundvisning fylder de to fremmødte kandidater tallerknerne og sætter sig ved hver sit bord. Indtager livshistorier og bekymringer i nogenlunde ligelig fordeling.

En bruger er blevet ramt af en arbejdsskade, en har fået sin forlovede på plejehjem for nylig. En vil vide, om kandidaterne mener, vi skal have Euro og en anden kan ikke se, hvordan lille Danmark overhovedet har noget at sige i et kæmpestort system som EU.

Jacob Stryhn fremhæver sin tidligere partiformand og senere parlamentatiker Bendt Bendtsen for dennes store indflydelse på EU’s energipolitik, og at hans parti netop sidder i den største af EU-parlamentets grupperinger – ergo har stor indflydelse.

Den værst sult er stillet, og kandidaterne flytter plads. Den kælne arvehund, Fie, som en tidligere bruger, der desværre er afgået ved døden, har efterladt sig, har lagt sig under et af bordene som for at følge med i samtalen.

Andre med firbenede venner kan erhverve sig en pose med hundemad fra en kasse nær frokostbuffeten.

En tidligere modstander møder en ny

Kim Elmose sætter sig ved samme bord som Solveig Larsen, der er pensionist og bor i ældrebolig lige ved siden af varmestuen, hvor hun er kommet gennem mange år. 

Hun har kælenavnen Baronessen, og i dag spiser hun frokost i selskab med sin ven, Baronen.

“Hvad går det her ud på?” spørger hun, da Kim Elmose sætter sig ved bordet og præsenterer sig.

“EU – jeg hader EU,” udbryder hun, da hun hører svaret.

“Nå, jamen så må du jo stemme på nogen, der arbejder for at komme ud af EU. Men hvis jeg skal være ærlig, så ved jeg faktisk ikke, hvem der er mest imod EU af de nuværende partier,” siger kandidaten, som erkender, at han selv var modstander af EU, da han var yngre, men nu er tilhænger. 

Dels fordi Danmark jo nu engang er medlem, og fordi “alt ved EU er ikke perfekt, men det er det bedste, vi har,” som han siger.

Forurening fra fabrikker eller landbrug – eller begge dele?

Kim Elmose hænger i ved bordet. Giver eksempler på, hvad EU egentlig regulerer: Regler for dyretransport og forurening og producentansvar for store virksomheder, fordi det er nemmere, når man har et helt marked fra alle EU-landene at presse på med. Nogle af de øvrige omkring bordet mener, at det klarer vi udmærket selv i Danmark.

Ved snakken om forurening vil Baronen vide, hvordan vi egentlig kan tillade at virksomheder som Cheminova og andre ved Skælskør og Svendborg udleder gift i vandet.

“Her er mange vandløb uden fisk eller planter på grund af forurening,” siger han og suppleres pludselig af Solveig Larsen:

“Jamen det er sprøjtemidler, der har ødelagt det - det ved jeg alt om, for jeg kommer fra landet,” proklamerer hun og tilføjer, at hun faktisk har ringet ind til Folketinget for år tilbage for at få stoppet forureningen og brugen af sprøjtemidler. Hun er bekymret for, at de mange kræftdødsfald, hun kender til, har sammenhæng med brugen.

“Hvorfor har I ikke stoppet det – er det, fordi I er uenige, eller ved I bare ikke noget om det?” spørger hun. 

Baronen bemærker, at landbrugene nu om dage ikke er landbrug, men hele fabrikker.

“Ellers kan det ikke køre rundt,” forklarer han.

“Men hvordan kunne det så det det i gamle dage?” spørger hun.

En del af forklaringen, lyder det, er at der simpelthen skal flere penge til, fordi folk vil have råd til alt muligt, for eksempel udlandsrejser.

“Udlandsrejser – hvorfor nu det? Det burde forbydes!” siger Solveig Larsen.

Så bombastisk vil Kim Elmose nu ikke formulere det – men han vil gerne arbejde for bedre togforbindelser i EU.

Mette og Magnus skal køres væk på en trillebør

Baronessen og Baronen har talt sig varme på politik og lufter deres skepsis over for både statsminister Mette Frederiksen og miljøminister Magnus Heunicke. 

“Vi kan køre dem væk på en trillebør og så lade os to komme derind I stedet for,” griner de.

EU-kandidaten gør opmærksom på, at man som borger faktisk godt kan få en folketingspolitiker i tale, hvis man vil lufte sin harme.

“Det er bedst at lave en aftale – altså du kan godt gå ind til skranken i Folketinget, men det kan godt være der ikke kommer nogen med det samme,” siger han med et glimt i øjet.

Så som det næstebedste alternativ foreslår han Baronessen at lytte til sin fornuftige sidekammerat, Baronen, der netop har holdt formaningstale:

“Når vi nu lever i et demokrati, skal vi også stemme. Der er jo lande, hvor de ikke har demokrati - Rusland for eksempel: Putin siger, du bliver sendt til Sibirien, hvis du ikke stemmer på ham,” lyder den, og hans tidligere så EU-fjendske sidekammerat, Baronessen nikker nu.

Baronen husker tilbage på, da han og man en kort tid var mere optimistisk på demokratiets vegne i Rusland.

“Ja, ham der Gorbatjov, han sagde glasnost og perestrojka – og så tænkte man lige et øjeblik, at det var godt nok…” mindes han.

En ny holdning og en beslutning

Solveig Larsen går ud i gården for at ryge. Da hun kommer tilbage, har truffet sin beslutning:

“Ja, jeg bliver nok nødt til at stemme. Det er vist det klogeste,” siger hun.

Ved du så, hvem du skal stemme på?

“Nej, gud, det ved jeg ikke – kan du ikke fortælle mig, hvem jeg skal stemme på?”

Nej, det kan jeg ikke fortælle dig ...

Baronessen vender sig mod den ene af de to fremmødte kandidater:

“Nå, men nu har jeg jo talt med dig, så dig kender jeg, hvad var det, du hed?” 

“Jeg hedder Kim Elmose, og jeg stiller op for SF,” svarer kandidaten. 

Forrige artikel Mette Frederiksen overfaldet af mand på gaden Mette Frederiksen overfaldet af mand på gaden Næste artikel Her er de kulørte kandidater til Europa-Parlamentet, du godt vil kende Her er de kulørte kandidater til Europa-Parlamentet, du godt vil kende