Cordua: Splitten i håndgranaten bliver siddende

Der har længe været lagt i kakkelovnen til det helt store opgør mellem LA og V-regeringen i spørgsmålet om de topskattelettelser, som skulle følge af en ny skattereform. Den blev bebudet eller ”lovet” af regeringen, da den fremsatte sit regeringsgrundlag, hvor LA direkte betingede sin støtte til Løkke-regeringen, at den ville arbejde for det.

Men i går blev opgøret herom (som især kræver overtalelse af DF, der er blankt imod forslaget) udskudt til efteråret, da statsministeren – tilsyneladende uden at have orienteret LA på forhånd – meddelte, at man først ville have overblik over kommunernes økonomi. Det følger af den store indvandring af asylansøgere, der fortsat finder sted, og som belaster kommunernes budgetter ud over bristepunktet. Det skal regeringen have overblik over, før man kan gennemføre en skattereform, der indebærer skattelettelser.

For Liberal Alliance blev Løkkes udmelding opfattet som et slag i ansigtet, og den kom, kort efter at LA's politiske leder Anders Samuelsen – med vanlig sans for drama – havde bekendtgjort, at LA fremover kun kan garantere regeringens levetid frem til grundlovsdag 5. juni.

Når Løkke løber fra løftet, så er det grundlag, hvorpå LA i sommer gav regeringen støtte, væk. Derfor blev konsekvensen af udskydelsen af skattereformen da også, at Samuelsen helt trak støtten til regeringen, hvilket er forståeligt henset til, at det er partiets absolutte hovedkrav. En manglende reaktion var utænkelig, da det jo ville have udstillet LA som fuldkommen politisk impotent.

Historiske paralleler
Der findes i øvrigt en parallel situation, som da Enhedslisten, efter at SFSR havde lavet skattereform med VK-partierne 22. juni 2012, opsagde sin status som støtteparti og som en del af regeringens parlamentariske grundlag. Det skabte en del ravage, ballade og mistillid, men regeringen fortsatte ikke desto mindre yderligere tre år.

Men hvad er så de reelle konsekvenser af, at LA trækker støtten til regeringen? Umiddelbart er konsekvensen den, at det meget tydeligt viser, hvorfor de mindretalsregeringer, der som hovedregel har regeret Danmark siden krigen, er så stabile som de er. Og grunden er vores styreform – den såkaldte ”negative parlamentarisme”, der yder mindretalsregeringer en vis beskyttelse.

Styreformen indebærer, at en regering kan blive siddende ligeså længe, at der ikke viser sig et flertal i Folketinget vel at mærke, hvis flertallet specifikt markerer, at den er IMOD regeringen. Det vil sige, at rød blok skal have vedtaget et såkaldt mistillidsvotum, der indeholder en ordlyd i stil med: ”I det Folketinget konstaterer, at regeringen er ude af stand til at løse landets presserende problemer blandt andet med at få vedtaget en skattereform, udtaler Folketinget sin mistillid til Statsministeren”.

Reglerne følger af Grundlovens § 15 stk. 2, hvor der står, at ”ingen minister kan forblive i sit embede, efter at Folketinget har udtalt sin mistillid til ham”. Og udtaler man mistillid til Statsministeren, medfører det regeringens fald. Sidst det skete var i oktober 1947, da Regeringen Knud Kristensen (V) faldt.

Stemmer LA for denne dagsorden eller undlader at stemme imod den, falder regeringen. Stemmer LA imod, ja så bliver Løkke-regeringen siddende. Uanset hvad Samuelsen måtte true med af retoriske udfald om, at regeringen har snydt på vægten. Det følger af de parlamentariske spilleregler, der fremgår af Grundloven.

Men hvad ville der ske, hvis LA finder den røde knap i Folketingsalen, som Samuelsen indtil videre dog har afvist? Så vil V-regeringen skulle gå af, men på vejen ud kan Løkke – ligesom Knud Kristensen gjorde – udskrive et folketingsvalg. Han kan i øvrigt også undlade at gøre det. Det skete, da V-regeringen L. Holstein-Ledreborg i 1909 bare gik af for så at blive afløst af den radikale Zahle-regering.

Vil udløse valg
Hvis tingene skulle udvikle sig i den retning, så er det dog nærliggende, at Løkke bare udskriver et folketingsvalg, inden man når så langt. Det kortslutter folketingsarbejdet på stedet, og så kan regeringen blive siddende, indtil valget er overstået.

I den situation vil LA skulle forklare sine mange vælgere, hvorfor de har væltet en borgerlig regering. Spørgsmålet er, om vælgerne vil belønne LA eller straffe dem for det? Logikken taler for, at LA bliver straffet, men blandt mange engagerede LA’ere abonnerer man på en ”live or die”-tilgang til politik, hvor tanken om at brænde Løkke-regeringen af, hvis ikke LA får indrømmelser, virker dragende. Spørgsmålet er, om man også mener det i hele ledelseslaget? Formentlig ikke.

Mister blå blok regeringsmagten, vil det under alle omstændigheder skabe ondt blod de blå partier imellem og spille en stor trumf i hånden på Socialdemokraterne og rød blok. De vil i en valgkamp med stor troværdighed kunne sige til vælgerne, at det blå regeringsalternativ er afgået ved døden.

Det vil umiddelbart sende Lars Løkke og Claus Hjort på pension, men spørgsmålet er også, hvad LA og Anders Samuelsen skal få tiden til at gå med de måske 1-2 valgperioder, før de blå får chancen igen? Samuelsen har tidligere udtalt, at han hellere vil bruge tiden på sin familie, hvis ikke han får ændret samfundet på de områder især skattelettelser, som er vigtige for ham.

Ny arbejdsform
Indtil videre bliver ”splitten i håndgranaten”, men det betyder ikke, at det fra nu af er ”business-as-usual”. En fortolkning af LA’s seneste melding om at trække støtten til Løkke-regeringen kunne være, at LA i det daglige samarbejde gør sig besværlige og er knapt så fleksible med hensyn til at finde kompromiser med de enkelte ministre.

Det er en arbejdsform, der erfaringsmæssigt slider på tilliden til alle parter og vil frustrere ministrene, der får sværere ved at komme igennem med deres ting.

Det bliver spændende at se, om krigserklæringen fra LA kan ses i de kommende meningsmålinger. Vil partiets vælgere for eksempel købe Løkkes forsikringer om, at kommunernes økonomi og flygtninge kommer før – de også af LA erkendte – udgifter til topskattelettelser? (Det koster ifølge Finansministeriet og LA selv 7 milliarder kroner at afskaffe dem helt og 2,5 milliarder at fjerne 5 procentpoint af topskatten). Eller formår LA at mønstre nye vælgere på kravet?