Cordua: Politikernes retorik bør rejse sig over ølstue-niveauet

Der går en dyb forundring gennem det danske samfundsliv fra tid til anden. En dyb forundring især over naiviteten og uprofessionalismen i dansk politik.

Var der nogen levende sjæl med ansvar og indsigt – ja også mange ud over denne gruppe – som nogensinde forstod, hvorfor Lars Løkke Rasmussen (V) igen og igen blev fanget i det ene mærkværdige bilag efter det andet, som savnede enhver fornuftig forklaring?

Var der ret mange, der forstod, hvorfor Helle Thorning-Schmidt (S) og hendes mand ikke i god tid fik orden i deres skattepapirer, så der aldrig kunne sås selv den mindste tvivl om, hvad der skulle betales i skat og hvor?

Himmelråbende naiv amatør?
Ligesådan er det også med stor forundring, at vi nu igen skal se, at en af landets fremmeste politikere, som ingen betvivler både indsigt og evne, nu roder sig ud i en pinlig affære, som ingen forstår, at han har sat sig selv i. Det er naturligvis forhenværende finans- og udenrigsminister, forhenværende partiformand, forhenværende formand for Folketinget og nuværende leder af FN's Generalforsamling Mogens Lykketoft (S), som jeg her tænker på.

Hvordan kan man have befundet sig i toppen af dansk politik i 40 år og stadigvæk tro, at man kan slippe af sted med at tilsvine to statsministre - hvor den ene er siddende og den anden en partifælle - over for en kreds af 50 mennesker i et privat fødselsdagsselskab fyldt med politikere, embedsmænd, silkeaber og hofsnoge (læs: professionelle sladderhanke) og BAGEFTER rundsende hele talen inklusive tilsviningerne i en e-mail til 50 modtagere og stadigvæk bilde sig ind, at det aldrig vil kunne finde vej til et medie og blive en politisk kæmpe-sensation?

Det er faktisk ret mageløst. Hvis ikke man vidste, at der var tale om Mogens Lykketoft, så ville man jo tro, at vi havde at gøre med en himmelråbende naiv amatør fra den politiske sekundaliga. Men det er altså ikke tilfældet.

Hvad er problemet?
”Nå ja, men hvad er problemet? Mogens siger jo bare sandheden," lyder det fra alle klakørerne i baglandet, som nu finder det ”befriende”, at dansk politik nu igen hærges af perfiditeter.

I sidste uge var det den nuværende folketingsformand, Pia Kjærsgaard (DF), som tilsyneladende betragter posten som en platform til at få ud gennem sidebenene, hvor lidt hun agter Helle Thorning-Schmidt i en situation, hvor de allerfleste med en ordentlig opdragelse hjemmefra eller med tilstrækkeligt format lykønskede den tidligere statsminister med sit nye arbejde.

Mistillid mellem politikere
Det er vist mig bekendt første gang siden enevældens afskaffelse, at posten som parlamentets formand anvendes på den måde. Jeg er dog så gammeldags, at jeg synes, at man som Folketingets formand skal forsøge at samle den politiske ledelse af landet og afstå fra alle spydigheder eller ting, der splitter de politiske kræfter. Det er nok tvivlsomt, om Pia Kjærsgaard nogensinde indser værdien af det formål.

Dette land har verdens mest ukorrupte politikere, som alle som en er optaget af at gøre verden bedre ud fra hver deres politiske udgangspunkt. Der har igennem tiderne været en endog ret barsk tone, men i nyere tid har den ikke været så hård som nu. Man kan spørge sig selv: Er Lykketofts og andres udtalelser noget, der gavner det danske folkestyre og øger omverdenens respekt?

Svaret giver sig selv. Det er faktisk en skærpende omstændighed og dybt skuffende, når det er parlamentsformænd – nuværende og tidligere – der opfører sig, som sad de på en ølstue. Det skaber også mistillid mellem politikerne, og de er helt enkelt dårlige eksempler i en verden, hvor debattonen – ikke mindst på de sociale medier – efterhånden er alt for hård og for længst har passeret bundniveauet på ølstuerne.

Betyder det så noget for Mogens Lykketoft, at han opfører sig som en klodrian? Næppe. Det er ikke første gang, at Lykketoft er ”kommet til” at sige et eller andet meget kontroversielt.

”Vaneforbryder”
Det sker med jævne mellemrum, at han må beklage – eller også har alle andre misforstået – eller ”fordrejet” hans udsagn til trods for, at de er
blevet eksplicit udtrykt i taler mv. Men når de så åbenbares i offentligheden, så går sprinkleranlæggene i gang. Faktisk har Lykketoft i årevis været Christiansborgs  - i sine egne øjne -  mest misforståede og fejlciterede politiker.

Han er med andre ord ”vaneforbryder”, og det bliver sikkert ikke sidste gang, at han lukker damp ud. Faktisk kan man næsten ikke vente på at læse hans erindringer, som sikkert bliver det næste projekt henset til, at manden nok ikke skal regne med den nuværende regerings opbakning til flere opgaver udenlands.

Det må være udelukket nu. Og så har Lykketoft for nyligt rundet de 70, hvor han netop i en tale under fejringen af sig selv kom med de hårde udfald mod Thorning og Løkke. Fejringen skete under ”private former” i et lokale på Christiansborg, som folkestyret generøst havde stillet til rådighed.

Hæv debatniveauet
Som en passende bod kunne Lykketoft tage Pia Kjærsgaard i hånden, og så kunne de to sætte sig i spidsen for et projekt, der sigtede efter at højne debatniveauet, herunder at politikerne opførte sig og talte nogenlunde ordentligt til hinanden.

Det tror jeg, at der er en ret stor og bred forventning om i vælgerbefolkningen – altså dem, der har givet dem det store, men midlertidige, privilegium at træffe beslutninger på vegne af os alle sammen!

---
Jarl Cordua er liberal-borgerlig politisk kommentator og vært på radioprogrammet "Cordua & Steno” på Radio 24syv. Hver onsdag skriver han klummen 'Liberale Brøl' i Altinget. Klummen er alene udtryk for skribentens egne holdninger.