Cordua: Hjem i hængekøjen

Det er svært at være SF nu om stunder. Partiet fik en gedigen kindhest af vælgerne ved valget i fjor og kæmper i meningsmålingerne for at holde sig bare nogenlunde oven vande i forhold til 2015-valget, der med 4,2 procent gav partiet det ringeste valgresultatet siden det herrens år 1977.

Nu melder SF-formand Pia Olsen Dyhr – forud for partiets landsmøde i weekenden – at SF ikke skal i regering foreløbig. Det er nok verdens mindste hemmelighed i dansk politik. Sagen er nok snarere, som det blev beskrevet af Thornings tidligere rådgiver Noa Redington for nyligt i Politiken, at SF ikke skal i regeringen, indtil solen brænder ud.

For Pia Olsen Dyhr er det næppe det store offer. SF's evne til at sidde i regering blev testet under Thorning-regeringen, hvor man dumpede med et brag den nat i februar i 2014 efter et rabaldermøde i DGI-byen, hvor partiet efter to og et halvt års prøvelser – og nærmest for øjnene af seerne på TV 2 News – faldt fra hinanden. Kun en feberredning fra Olsen Dyhr gjorde, at partiet ikke fuldstændigt kollapsede frem mod valget.

Regeringskontorerne
Det kan dog ikke skjule den kendsgerning, at mange af de kræfter i SF, som abonnerede på forestillingen om, at ”indflydelse får man primært via regeringskontorerne”, er blevet stadigt færre. Flere tidligere ministre er gået til Radikale og Socialdemokraterne, og der er kun Holger K. Nielsen (som stopper efter næste valg), Jonas Dahl og Pia Olsen Dyhr tilbage i folketingsgruppen, som har spist af magtens tallerkener og erfaret, hvad man kan udrette, når man sidder i regeringskontorerne – som i modsætning til, hvad mange vælgere lader sig bilde ind af landets stadigt flere populistiske politikere, er større end, hvis man er i opposition.

Da Pia Olsen Dyhr var transportminister fik hun forhandlet et af de ret få store synlige resultater hjem for SF med den brede aftale om Togfonden, hvor oliemilliarder i Nordsøen med tiden skulle bruges på massive investeringer, der kunne sikre hurtige tog mellem landsdelene.

Den sidste indflydelse forsvinder
Desværre for Togfondens partier er olieprisen styrtdykket, siden man indgik aftalen, så DF nu ser sit snit til at rende fra aftalen. Det kan de gøre med henvisning til, at planens økonomiske forudsætninger - blandt andet en langt højere oliepris end i dag - er skredet, men de kan også gøre det, fordi SF er komplet ligegyldige parlamentarisk og vil være det længe.

SF kommer formentlig ikke til at sidde for bordenden i politiske forhandlinger, så længe denne generation af DF-politikere er i politik. Bundlinjen er, at det lille tilbageblevne monument over SF's regeringsdeltagelse nu er sunket i grus. Det vil næppe mindske skeptikerne i partiet, der slår syv kors for sig bare ved tanken om, at SF igen skulle gå med i regering.

Ét blandt flere små partier
Dermed befinder SF sig igen - ligesom så meget andet i dansk politik – i en position, der minder om 1970’erne. Tingets næstmindste parti er nu bare ét blandt flere små eller mellemstore partier, der konkurrerer om venstrefløjens troløse vælgere.

I dag kan røde vælgere vælge mellem ”den vrede venstrefløj” i skikkelse af det på papiret revolutionære Enhedslisten, der dog på mange måder har overtaget den rolle som protestparti, som SF havde i sin anden storhedstid i 1980’erne - bortset fra, at EL er helt uden indflydelse.

Og så er der ”den glade venstrefløj” i skikkelse af Alternativet, hvor der er store smil, evig fest og lutter glade dage, og hvor man i stedet for EL, som skælder ud på alt og alle, i stedet krammer alt og alle. Siden valget tyder alt på, at disse to partier fortsat er at foretrække hos vælgerne frem for folkepartiet, der på en god dag knapt kan mønstre en 20-del af vælgerbefolkningen.

Kopi af Søvndals strategi 
Lige nu virker det som om, at SF slikker sårene, men egentlig har det godt med sig selv – selvom man oplever bizarre optrin, som da den tidligere formand Anette Vilhelmsen pludselig ryger ud af landsledelsen, blot fordi hun har været på en lang ferie i udlandet.

De forlig, hvor SF endnu er med og dermed bestemmer lidt, udløber ligeså stille, og så kan man igen deltage i konkurrencen om at love vælgerne milde gaver på venstrefløjen uden smålig skelen til forlig, statskasse og praktiske begrænsninger. Det bliver bare så godt!

Og man er såmænd gået i gang med at udstede løfter til børnefamilierne, der kun behøver at arbejde 30 timer om ugen og kan få ”babylån” med fast lav rente. Man kan godt begynde at glæde sig til flere SF-løfter. Det ligner en kopi af Søvndals strategi, fra før han ramte realiteterne i Det Sorte Tårn. 

Det ligner også en bekræftelse af Hans Mortensens maksime om, at ”SF har det bedst med sig selv, når de har mindst indflydelse og omvendt”. Her er lunt og godt, og man kan være sur og udtrykke den sociale protest uden at behøve at tage noget særligt ansvar i modsætning til det evige mareridt, som man oplevede ”under åget” i Thorning-regeringen.

Er der overhovedet plads til SF?
Men hvad skal man egentlig med et tredje parti på venstrefløjen, der ikke er interesseret i magt og indflydelse? (Altså medmindre der pludselig opstår en socialistisk juleaften i dansk politik, hvor man får indflydelse uden at behøve at komme med indrømmelser). Kan SF nogensinde overgå EL i at være mest sure på Socialdemokraterne? Næppe.

Det er også svært at se SF – som det var sidst i 00’erne – som partiet, hvor ungdommen, hippierne og den knapt så betonede del af den antiautoritære del af venstrefløjen pludselig hører hjemme. Der er festen hos EL og især Alternativet indtil videre bare langt bedre. SF er simpelthen ”old hat”, alt for meget fodformede seminarielektorer og en stor bagskid fra 68.

Gad vide om de stadigt eksisterer om fem eller ti år?
------
Jarl Cordua er liberal-borgerlig politisk kommentator og vært på radioprogrammet "Cordua & Steno” på Radio 24syv. Hver onsdag skriver han klummen 'Liberale Brøl' i Altinget. Klummen er alene udtryk for skribentens egne holdninger.