Byrådsmedlem i Odense skal vikariere for Lilleholt

Venstre-byrådsmedlem Mark Grossmann skal vikariere for Lars Christian Lilleholt og får dermed en midlertidig plads i Folketinget.

Mark Grossmann (V), der til daglig er byrådsmedlem i Odense Kommune, afløser midlertidigt Lars Christian Lilleholt (V) i forbindelse med Lilleholts sygemelding.

Det oplyser Fyens Stifttidende.

Lilleholt er foreløbig sygemeldt i fire uger, efter at han har fået amputeret sin tå.

Grossmann starter i Folketinget torsdag 14. oktober, hvor han er klar til at afløse Lilleholt:

"Nu må jeg sørge for at udfylde rollen på Christiansborg bedst muligt og give den en over nakken. Jeg vil selvfølgelig stikke en finger i jorden, men man får ikke mange af den her slags chancer, og derfor har jeg ikke tænkt mig at sidde stille derinde," fortæller han.

Grossmann er Venstres anden-suppleant på Fyn. Han fik 2.600 personlige stemmer ved folketingsvalget i 2019.

Venstres første-suppleant på Fyn, Ole Pedersen (Lokallisten), har takket nej til pladsen. Ole Pedersen er byrådsmedlem i Faaborg Midtfyn Kommune og er i dag ikke længere medlem af Venstre. Hvis han havde taget imod tilbuddet om den ledige folketingsplads, var Pedersen blevet løsgænger i Folketinget.

Pedersen vil i stedet bruge sine kræfter på kommunalvalget, da han er spidskandidat for Lokallisten i Faaborg-Midtfyn Kommune. Han fik 3.994 personlige stemmer ved folketingsvalget i 2019.

Forrige artikel Socialdemokratiet henter ny pressechef hos Danmarks Lærerforening Socialdemokratiet henter ny pressechef hos Danmarks Lærerforening Næste artikel Messerschmidt går efter Pia Kjærsgaards gamle valgkreds Messerschmidt går efter Pia Kjærsgaards gamle valgkreds