Bred aftale: Sådan vil Folketinget bekæmpe farlig kemi

KEMI: Et enigt Folketing har landet en ny aftale om kemiindsatsen i 2018-2021, hvor partierne samlet fordeler 285 millioner på området. Læs her hvordan. 

Et enigt Folketing landede fredag morgen en ny aftale for kemiområdet 2018-2021

Aftalen, der skal styrke indsatsen mod børn og unges udsættelse for skadelig kemi, fordeler i alt 285 millioner til kemiområdet.

Miljø- og fødevareminister Esben Lunde Larsen (V) er tilfreds med den brede aftale:

"Med den nye kemiindsats sætter vi ambitionsniveauet endnu højere op. Skadelig kemi skal ud af produkter og fødevarer. Det skal det, så vi kan beskytte navnlig de ufødte, børn og unge mest muligt," skriver miljø- og fødevareminister Esben Lunde Larsen (V) i en pressemeddelelse. 

Regeringen har i sit finanslovsudspil afsat 265 millioner til kemiindsatsen. De resterende 20 millioner er fundet i aftalen om erhvervs- og iværksætterpakken, som regeringen, Dansk Folkeparti og Radikale står bag.

Styrket kontrol
Som led i aftalen afsættes 61,3 millioner til en styrket kontrol med skadelige kemikalier. De penge skal blandt andet finansiere en styrket kontrol med forbrugerprodukter og fødevarer. 

Derudover skal Miljøstyrelsens Kemikalieinspektion se på mulige skærpelser over for virksomheder, der flere gange bryder reglerne. 

Særligt det element i aftalen glæder Socialdemokratiets miljøordfører:

"Vi skal særligt sætte hårdt ind for de virksomheder, som gentagne gange bliver snuppet af myndighederne. Derfor er jeg rigtig tilfreds med, at vi har fået ind i indsatsen, at der skal kigges på at skærpe sanktionerne," siger Christian Rabjerg Madsen (S) i en pressemeddelelse. 

Millioner til forskning
Partierne afsætter desuden 107,6 millioner til forskning og "vidensopbygning". 

Især forskning i hormonforstyrrende stoffer prioriteres med 34,3 millioner øremærket til netop det område.

Og ifølge SF's miljøordfører, Pia Olsen Dyhr, er der stort behov for mere viden:

"Vi har en rigtig stor viden i Danmark, men der er stadig rigtig meget, hvor vi ikke ved. Blandt andet hvordan stoffer, som måske ikke er hormonforstyrrende i sig selv, kan blive det i kombination med andre stoffer," skriver SF's miljøordfører Pia Olsen Dyhr. 

 

Hele aftalen kan læses her

Se hele pressemødet her:

Forrige artikel Johanne Schmidt-Nielsen skal på barsel: Rosa Lund gør comeback Johanne Schmidt-Nielsen skal på barsel: Rosa Lund gør comeback Næste artikel Prøv quizzen: Har du fulgt med? Prøv quizzen: Har du fulgt med?