Boganbefalinger: Det læste politikerne og meningsdannerne i 2023
Politikere, chefredaktører, sognepræster og andre meningsdannere har gennem hele december anbefalet deres yndlingsbøger i Altingets julekalender. Vi har samlet et overblik over alle boganbefalingerne til dig her.
"Hvilken bog er den bedste, du har læst i 2023?"
Det spørgsmål er gået igen til næsten alle deltagere i Altingets julekalender for 2023, og svarene har budt på alt fra store klassikere til de nyeste bestsellere.
Nu har vi samlet alle anbefalingerne i en liste til dig, der mangler inspiration til en god bog i juleferien, eller som står med en bog, der skal byttes, eller et gavekort, der skal indløses.
Dyk ned i alle boganbefalingerne her:
Hans Engell, politisk kommentator
Anbefaling: 'Troldmanden fra Kreml' af Giuliano da Empoli
"Bogen er skrevet som ét langt interview med Putins spindoktor. Den bygger på en sandfærdig historie med en, som har arbejdet for Putin. Den er velskrevet, fascinerende, uhyggelig og spændende. Det er den bedste bog, jeg har læst i år."
Læs hele interviewet med Hans Engell her.
Anne Sophia Hermansen, kulturkommentator på Weekendavisen
Anbefaling: 'Det blinde øje' af Mathilde Walter Clarks og 'Overleverne' af Alex Schulmans
"Det har været et storslået bogår. Jeg vil gerne anbefale Mathilde Walter Clarks 'Det blinde øje' om, hvordan det gik til, at minkene forsvandt ud af minksagen. Og Alex Schulmans 'Overleverne', som jeg har svært ved at genfortælle til folk, uden jeg begynder at græde."
Læs hele interviewet med Anne Sophia Hermansen her.
Glenn Bech, forfatter
Anbefaling: 'Intet nyt fra Vestfronten' af Erich Maria Remarque
"På grund af al den krig, der er i verden, har jeg i år for første gang læst 'Intet nyt fra Vestfronten' af Erich Maria Remarque. Det er simpelthen en af de bedste bøger, jeg nogensinde har læst."
Læs hele interviewet med Glenn Bech her.
Peter Hummelgaard (S), justitsminister
Anbefaling: 'Manden i Mørket' af Ole Christian Madsen
"I år har jeg læst mere skønlitteratur, end jeg plejer. Det har gjort mig utrolig glad. Jeg vil gerne anbefale 'Manden i Mørket' af Ole Christian Madsen. Den er virkelig godt skrevet, og fangede mig som den kæmpe historienørd, jeg er. Og så tror jeg, de fleste mennesker kan lide en god krimi."
Læs hele interviewet med Peter Hummelgaard her.
Sørine Gotfredsen, journalist, forfatter og sognepræst
Anbefaling: 'Fru Martha Oulie' af Sigrid Undset
"Jeg er meget begejstret for Undset, fordi hun er dygtig til at beskrive kvinder og kvinders stræben efter at forstå, hvad kærlighed betyder, og det at forstå dybden af sin egen egoisme."
Læs hele interviewet med Sørine Gotfredsen her.
Pernille Skipper, politisk kommentator og tidligere folketingsmedlem for Enhedslisten
Anbefaling: 'Når du strammer garnet' af Camilla Stockmann
"Jeg vil anbefale 'Når du strammer garnet' af Camilla Stockmann. Den er udgivet i anledningen af 50-året for den fri abort i Danmark. Den fortæller om de kvinder, der ikke havde fri abort, og de konsekvenser, det havde. Den er godt researchet og rørende skrevet. Jeg vil anbefale alle – især mænd – at læse den."
Læs hele interviewet med Pernille Skipper her.
Christina Olumeko (ALT), finans- og uddannelsesordfører
Anbefaling: 'Forvandlingens metode' af Edouard Louis
"Edouard Louis har skrevet bogen 'Forvandlingens metode'. Her skriver han om klassekamp og det fængsel, som fattigdom og fordomme var for ham. Han er lidt den franske pendant til Glenn Bech."
Læs hele interviewet med Christina Olumeko her.
Martin Henriksen (NB), EU-spidskandidat
Anbefaling: 'Bibelen'
"Jeg er ikke den store litterære person. Jeg læser lidt i Bibelen en gang imellem. Det er bogen over alle bøger."
Læs hele interviewet med Martin Henriksen her.
Pia Olsen Dyhr (SF), partiformand
Anbefaling: 'Kold Maj' af Maria Hellebergs og 'Rend mig' af Pernille Skipper
"Må jeg nævne to? Den ene er Maria Hellebergs 'Kold Maj', som er en voldsom, men også meget smuk historie. Den anden er Pernille Skippers 'Rend mig'. Den siger og fortæller meget om forskellen på mænd og kvinder i politik."
Læs hele interviewet med Pia Olsen Dyhr her.
Lea Korsgaard, ansvarshavende chefredaktør på Zetland
Anbefaling: 'Morgenstjernen' af Karl Ove Knausgård
"Den foreløbigt sidste bog af Karl Ove Knausgårds Morgenstjerne-trilogi er formidabel. Den handler om det helt almindelige levede liv og de sociale kvababbelser, der hænger sammen med at begå sig med andre mennesker. Og så er der tilsat et mystisk element med en kæmpestjerne, noget djævleudryddelse og et drab i en skov."
Læs hele interviewet med Lea Korsgaard her.
Maj My Humaidan, forfatter og journalist
Anbefaling: 'Den inderste kerne' af Lotte Kaa Andersen
"Jeg har læst 'Den inderste kerne' om den danske matematiker og jordskælvsforsker Inge Lehmann. Den er skrevet af Lotte Kaa Andersen og er en fuldkommen fænomenal fortælling."
Læs hele interviewet med Maj My Humaidan her.
Mads Brügger, ansvarshavende chefredaktør på Frihedsbrevet
Anbefaling: 'Vi er fem' af Matias Faldbakken
"Jeg vil gerne anbefale den bog, der hedder 'Vi er fem' af den norske forfatter Matias Faldbakken. Det er overrumplende god bog; så vild og vanvittig, at jeg sjældent har læst noget lignende."
Læs hele interviewet med Mads Brügger her.
Samira Nawa (RV), finans- og klimaordfører
Anbefaling: 'Girls just wanna have funds' af Camilla Falkenberg, Emma Due Bitz og Anna-Sophie Hartvigsen
"Bogen 'Girls just wanna have funds', der har fokus på økonomisk ligestilling både i forhold til iværksætteri og aktiemarkedet, hvor kvinder er voldsomt bagud. Emma Watson har læst og anbefalet bogen, og hun er ret cool, synes jeg."
Læs hele interviewet med Samira Nawa her.
Marie Bjerre (V), digitaliseringsminister og minister for ligestilling
Anbefaling: 'Må jeg være fri' af Christoffer Lilleholt, Linea Søgaard-Lidell, Morten Dahlin, Marie Bjerre og Mads Duedahl
"Jeg vil da anbefale min egen bog 'Må jeg være fri', som er skrevet af mig selv og fire andre venstrefolk. Det er en ideologisk bog med borgerlig systemstatskritik. Den kommer med et bud på en ny Venstre-politik, en ny fortælling."
Læs hele interviewet med Marie Bjerre her.
Inger Støjberg (DD), partiformand
Anbefaling: 'Hitlers dødsgruppe' af Simon Schultz van Engeland
"Lige nu lytter jeg til 'Hitlers dødsgrupper' af Simon Schultz van Engeland. Den er simpelthen så barsk, at man er nødt til at tage en dyb indånding."
Læs hele interviewet med Inger Støjberg her.
Svend Brinkmann, psykologiprofessor og forfatter
Anbefaling: 'Jordisk' af Theis Ørntoft
"Jeg vil gerne anbefale Theis Ørntofts bog 'Jordisk'. Det er en lang, men supergod bog. Nærmest en serie af mini-romaner, som alligevel flettes sammen til sidst. Det er en familiekrønike, der også handler om olie, naturressourcer og klima. Den er virkelig imponerende skrevet."
Læs hele interviewet med Svend Brinkmann her.
Mette Abildgaard (K), miljø- og ældreordfører
Anbefaling: 'Selvbyggerbørn' af Merete Riisager
"Selvbyggerbørn af Merete Riisager. Hendes tanker om, hvordan vi skal passe bedre på vores børn har inspireret mig virkelig meget. Både som politiker og i forhold til det politiske udviklingsarbejde, men ikke mindst som mor."
Læs hele interviewet med Mette Abildgaard her.
Søren Pind, bestyrelsesformand i Danish Cyber Defence og tidligere folketingsmedlem for Venstre
Anbefaling: 'Napoleon' af Herman Lindqvist
"På grund af den frygtelige Ridley Scott-film om Napoleon vil jeg anbefale, at man læser Herman Lindqvists bog, der hedder 'Napoleon'. Den er god, og den giver et godt indblik. Den er skrevet af Sveriges svar på Palle Lauring, som folk i min generation og ældre vil kunne huske som den store danmarkshistorie-fortæller."
Læs hele interviewet med Søren Pind her.
Ole Birk Olesen (LA), finans- og naturordfører
Anbefaling: 'Vejen til ansvar' af Alex Vanoplsagh
""Jeg læste utrolig mange bøger indtil jeg fyldte 35 år. Jeg gør det ikke længere. (...) Jeg har læst Alex Vanopslaghs bog, og den vil jeg gerne anbefale."
Læs hele interviewet med Ole Birk Olesen her.
Pelle Dragsted (EL), politisk ordfører
Anbefaling: 'Birgithe med th' af Katrine Marie Guldager
"Jeg læser meget fagbøger. Men hvis det skal være en skønlitterær bog, var jeg glad for at læse Katrine Marie Guldagers bog 'Birgithe med th'. Det er en samfundskritisk bog, der har fokus på offentligt ansattes forhold. Den var rigtig god."
Læs hele interviewet med Pelle Dragsted her.
Mette Thiesen (DF), social- og sundhedsordfører
Anbefaling: 'Showbiz' af Morten Messerschmidt
"Nu er jeg næsten nødt til at sige min formands bog, 'Showbiz', ikke? Ej, spøg til side, det mener jeg faktisk. Morten krænger sjælen ud og fortæller om de ting, der er svære i balancen mellem et liv i politik og livet som menneske. Den er vigtig, for den viser, at vi, der sidder herinde bag Christiansborgs tykke mure, også bare er mennesker."
Læs hele interviewet med Mette Thiesen her.
Kathrine Lilleør, sognepræst, debattør og forfatter
Anbefaling: 'Præsteværelset' af Kathrine Lilleør
"Min egen bog 'Præsteværelset'. Fordi man får grund til at gå og overveje nogle eksistentielle spørgsmål om svigt, tillid, tro, kærlighed, håb og død."
Læs hele interviewet med Kathrine Lilleør her.