Blå blok presser Lidegaard

ENERGI: Konservative og Dansk Folkeparti støtter Venstres bekymring over regeringens udgiftsramme og lægger dermed ekstra pres på regeringen forud for energiforhandlingerne. Dansk Energi appellerer til bredt forlig.

Konservative og Dansk Folkeparti støtter Venstres bekymring over, at regningen for energiaftalen bliver for stor for forbrugere og virksomheder. Også de mener, at smertegrænsen går ved VK-regeringens oplæg til en energiaftale, der blev fremlagt i foråret. Dermed øges presset på regeringen op til energiforhandlingerne, som for alvor begynder fredag formiddag.

I VK-regeringens plan var der nye udgifter for 3,6 milliarder kroner, men signalerne fra den nye regering har været, at det vil blive løftet et niveau. På Christiansborg forventes det, at regeringens udgiftsramme når op på over fem milliarder kroner.

"Vi er meget bekymrede over de meldinger, som er kommet fra Martin Lidegaard om, at han vil udvide udgiftsrammen," siger Konservatives energiordfører, Mike Legarth, der understreger, at hverken forbrugere eller virksomheder har brug for ekstra afgifter.

DF deler Venstres bekymring
Dansk Folkeparti deler også Venstres bekymring for øgede afgifter, og sammen med Venstre og Konservative holder partiet fast i VK-regeringens udspil, som rammen for de kommende forhandlinger.

Ifølge partiets chefforhandler, Kristian Thulesen Dahl, vil der allerede med VK-regeringens gamle udspil blive udskrevet nok ekstra regninger til forbrugere og virksomheder.

"Og der er ingen tvivl om, at den nye regering får behov for at sende en endnu større regning, fordi den vil have endnu mere vedvarende energi hurtigere end VK-regeringen. Der er en risiko for, at det bliver rigtig dyrt, så vi deler den bekymring Venstre udtrykker," siger Kristian Thulesen Dahl.

Ingen ultimative krav
Konservative og Dansk Folkeparti vil dog ikke være så ultimative i formuleringerne som Venstre, der har truet med ikke at være med i aftalen.

Konservatives egen EU-klimakommissær, Connie Hedegaard, har også tidligere rost regeringens grønne regeringsgrundlag, og selv har partiet flere gange forsøgt at markere sig som et grønt parti. Mike Legarth slår da også fast, at partiet forhandler som et selvstændigt parti.

"Nu går vi til forhandlingsbordet, og vi gør det med håb om en aftale inden for de rammer, vi selv har lagt frem. Energiaftalen er uhyre vigtig, da det har stor betydning for alle forbrugere og virksomheder. Derfor er en bred aftale også vigtig," siger Mike Legarth.

Kristian Thulesen Dahl fortæller, at DF inden forhandlingerne har talt med Venstre om de områder, hvor partierne har fælles interesser. Men der deponeres ingen handlekraft hos hinanden, forsikrer han.

"Vi vil gøre alt, hvad der står i vores magt for at få indflydelse på forhandlingerne, så regningen for en større uafhængighed af fossile brændsler bliver en billigere vej, end den regeringen vil foreslå. Men når Dansk Folkeparti møder op til forhandlingerne, så starter vi ikke ved indgangsdøren med at komme med ultimative krav," siger Kristian Thulesen Dahl.

Dansk Energi: bredt forlig vigtigt
Hos Dansk Energi er der forståelse for, at der er uenigheder mellem regeringen og oppositionen. Men her understreger man vigtigheden af at nå et bredt forlig.

"De investeringer, der foretages på energiområdet, skal stå i mange år og har en meget lang afskrivningsperiode. Det er derfor nødvendigt, at investorerne kender rammerne langt ud i fremtiden. Og det er klart, at et bredt forlig med de borgerlige er en mere langsigtet garanti for, at rammerne ikke pludselig ændres," siger adm. direktør i Dansk Energi Lars Aagaard.

Energiaftalen skal gerne række frem til 2020, hvor der kommer mindst to folketingsvalg inden. Derfor er det vigtigt, at der opnås en bred enighed, så et regeringsskifte ikke pludselig betyder radikale ændringer. For er der usikkerhed, vil investeringerne blive kortsigtede og dyrere, og det vil ramme både forbrugere og virksomheder, lyder det fra Lars Aagaard.

"Der er en grund til, at vi historisk har haft brede forlig: Det er fordi, at der er en stor samfundsmæssig interesse i, at det her bliver løftet bredt over den politiske midte. Men når det er sagt, så kan det godt være, der er uenighed om hastigheden, vi skal køre på den grønne vej, som vi kører på. Men der er ingen fundamental uenighed om retningen. På den måde er risikoen ved et smalt forlig dermed også blevet mindre, da en ny regering ikke pludselig vil lave noget afgørende om," siger Lars Aagaard.

Forrige artikel Filadelfia dumper kvalitets-test Filadelfia dumper kvalitets-test Næste artikel Ugens slagtilbud: Skatteprocenten Ugens slagtilbud: Skatteprocenten