Bertel Haarder: Diversitet må aldrig blive et mål i sig selv
Det er afgørende, at diversitet i kulturlivet aldrig bliver et mål i sig selv. Det skal være et middel til at forny og fremelske endnu bedre kunst, skriver Bertel Haarder.
Selvfølgelig er det en fordel, hvis vi kan øge diversiteten i dansk kulturliv. Spørgsmålet er, hvilke håndgreb – eller overgreb – vi vil benytte for at opnå det.
I et liberalt demokrati kan man godt være tilhænger af noget uden at ville gennemtvinge det med påbud. Og man kan godt være imod noget, uden at ville indføre forbud.
Danmark er landet, hvor vi er nået utroligt langt ved, at civilsamfundet i dialog og gensidig tillid har rettet op på urimeligheder. Det skete ikke gennem påbud, men gennem fjernelse af hindringer.
Lovgivningsmagten har eksempelvis fjernet hindringerne for, at kvinder kunne stemme ved valgene og blive præster i Folkekirken.
Reglerne hober sig op
Vi er også et frihedselskende folk, som ikke bryder os om alt for mange regler og krav om registrering. Jævnfør den aktuelle kamp mod registreringskravene i ældreplejen og social- og sundhedssektoren, som tager tid og opmærksomhed fra borgerne.
Vi har en socialdemokratisk statsminister, der nu vil frisætte offentligt ansatte fra mængder af krav, som hendes eget parti har betragtet som fremskridt, da de i den bedste mening blev indført for at ”beskytte” og ”sikre” borgerne på alle leder og kanter og forebygge kritik.
Jeg er helt enig. Alt for mange regler har hobet sig op. Altid i den bedste mening, men det bliver det ikke bedre af.
Vanetænkning er en dødssynd
Derfor reagerede jeg instinktivt som nyslået kulturminister imod krav om, at spillestederne skulle registrere kønsbalancen på scenen. Blev musikken bedre af optælling, regneark og afrapporteringer – som der netop nu i alle mulige andre sammenhænge tages afstand fra?
{{toplink}}
Jeg var også en smule skeptisk, da lederne på Det Kongelige Teater regelmæssigt skulle redegøre for, hvad de havde gjort for diversiteten i deres afdeling. Er det ikke kvaliteten, kunstens egenværdi, der er afgørende? Og er der ikke allerede ret stor diversitet i netop teaterverdenen?
Jo. Vist, vist. Men ved nærmere eftertanke må jeg erkende, at der jo ikke sker noget ved, at ledende personer tænker sig om en ekstra gang og giver sig selv en anledning til at overveje, om der er mulighed for at gøre tingene anderledes. Det hører med til at være leder.
Det kan altid være en fordel at åbne for nye typer og give nye grupper en chance. Vanetænkning er den ottende dødssynd! Ligesom rip-rap-rup-effekten, der gør det lettere at få øje på dem, der er som én selv.
Diversiteten må aldrig blive et mål i sig selv
Det altafgørende er, at diversiteten aldrig bliver et mål i sig selv. Det skal være et middel til at forny og fremelske endnu bedre kunst.
Ellers ender vi i utålelige woke-tilstande, hvor kvalitetshensyn overskygges af, at der pludselig skal tages mere hensyn til nogen end til andre, herunder nogle, der vælger at føle sig krænkede eller diskriminerede på egne eller andres vegne.
Det hører hjemme i sandkasser og kan ikke forenes med det ubønhørlige krav, vi bør stille til al kunst og kultur: At det er den højeste kunst, der er formålet – det himmelske lys, som det hedder i universitetsverdenen.
Og så skal vi huske på armslængden, som på en gang stækker politikerne og samtidig sætter dem fri til at mene og sige, hvad de vil, om både kunsten og dens udøvere.
Det var velgørende, da Per Stig Møller (K) som kulturminister sagde, hvad han mente, om en kunstnerisk gimmick, ”lort på dåse”. Han kunne sige sin hjertens mening i tryg forvisning om, at han ikke havde magt til at forbyde det. Det er liberalt demokrati.
{{toplink}}
Sundhedsorganisationer: Vi er langsomt ved at tabe kampen mod mødredødelighed
Professor: Krigen i Ukraine modbeviser myten om, at kommuner ikke bidrager til den førte udenrigspolitik
