Bendtsen: Nye EU-våbenregler kan ramme jægere og sportsskytter

DEBAT: Europa-Kommissionen har for nylig fremsat et forslag til en opstramning af EU's våbendirektiv. Hvis forslaget går igennem i sin nuværende form, vil det ramme mere end 300.000 danske sportsskytter og jægere, skriver Bendt Bendtsen (K).

Af Bendt Bendtsen (K)
Medlem af Europa-Parlamentet 

Når man deaktiverer et våben i Danmark, går vi helhjertet til værks, og sikrer os, at det aldrig nogensinde kan bruges igen.

Sådan er det ikke i hele Europa, og vi har derfor et problem med deaktiverede våben, der kan handles uden kontrol. Ved angrebene i Paris blev der blandt andet anvendt våben, hvor der var sat en splint op, som man med lidt våbenkundskab kunne fjerne, så våbnet igen blev brugbart.

Det holder ikke. Europa-Kommissionen har derfor for nylig fremsat et forslag til en opstramning af EU's våbendirektiv - under indtryk af netop de forfærdelige terrorangreb i Paris og siden i Bruxelles, og vi kan også tilføje forløbet i København på Krudttønden og synagogen i Krystalgade.

Forslaget skal skabe mere kontrol med de lovlige våben i Europa og lukke huller i de eksisterende regler.

Rammer danske sportskytter og jægere
Desværre er det et skidt arbejde, fremsat uden at det er blevet ordentlig gennemarbejdet, og hvis forslaget går igennem i sin nuværende form vil det også ramme mere end 300.000 danske sportsskytter og jægere. Det er ikke hensigten, men viser, hvor galt det kan gå, når man forhaster sig. Forslaget er blevet fremsat uden, at der er lavet konsekvensanalyser og uden, at der er ordentlig baggrund og fakta til at lave noget solidt og ordentlig lovgivning.

Den største bekymring med forslaget er, at det netop rammer de lovlige våben, mens vi har store problemer med ulovlige, uregistrerede våben. Ved angrebene i Paris blev der f.eks. anvendt illegale fuldautomatiske militærvåben og ombyggede teatervåben. I København var det et Hjemmeværnsvåben stjålet ved et hjemmerøveri.

Det foreslås også, at private ikke må eje halvautomatiske våben, der ligner fuldautomatiske våben. Og de våben, der allerede findes i private hænder, skal konfiskeres og destrueres. Det vil selvsagt ramme de mange jægere og sportsskytter, der ejer netop den slags våben. Det vil også ramme våbensamlere og museer, der i visse tilfælde skal destruere dele af deres samlinger og vores historiske arv. Danske idrætsorganisationer har også påpeget, at flere skydediscipliner kan risikere at glide ud af det olympiske program, hvis forslaget går igennem. Ja, forslaget er endda så uklart formuleret, at der er tvivl om, hvorvidt det også gælder legetøjsvåben.

Slå ned på illegale våben
En opstramning af våbenreglerne bør først og fremmest sigte på at slå ned på den illegale handel med våben. I Bruxelles venter vi i spænding på, at Kommissionen fremlægger et forslag, der kan komme smuglerruterne til livs. Vi skal have en kraftig opstramning af den eksterne grænsekontrol i EU, så vi kan ødelægge terroristernes forsyningskanaler. Vi skal have bedre koordinering mellem myndigheder, så vi kan bekæmpe den organiserede kriminalitet, der står bag de indsmuglede våben.

Problemerne med de lovlige våben er små. Der er dog steder, hvor der er plads til forbedring. Vi skal helt bestemt se på fælles standarder for deaktiverede våben, så vi er sikre på, at delene ikke kan bruges igen. Vi skal også have bedre styr på våbenregistrene internt EU, så politimyndighederne kan arbejde og spore dem, på tværs af grænser.

Forslaget er nu landet hos os i Europa-Parlamentet, og når jeg lytter til mine kollegaer og eksperter, er jeg optimistisk med hensyn til at få bragt forslaget på ret kurs. Vi skal ramme terrorister og kriminelle, ikke jægere og idrætsfolk.

Forrige artikel Eva Smith: Straf til 12-årige er den dårligste løsning Eva Smith: Straf til 12-årige er den dårligste løsning Næste artikel Grosbøll: Vi skal turde forny Folkemødet Grosbøll: Vi skal turde forny Folkemødet