Avis fejlciterer forsker på forsiden og antænder ny ballade i Slagelses byråd

Et opdigtet forskercitat røg på forsiden af Sjællandske. Nu beskylder oppositionsparti i Slagelse avisen for at gå borgermesterpartiets ærinde i ophedet debat om kommunens økonomi. Avisen beklager, men afviser manipulering.

Det dominerende lokalmedie i Slagelse fører valgkamp for kommunens socialdemokratiske borgmester, John Dyrby Paulsen. Det indtryk sidder hans hovedudfordrer til borgmesterposten tilbage med efter at have læst Sjællandske.

Få måneder inden kommunalvalget bragte avisen, som er Slagelses største, en forsidehistorie i den trykte avis, der skulle skære igennem i en lokalpolitisk strid om kommunens økonomi.

Men historien byggede på et – viste det sig – opdigtet citat fra en af landets førende kommunalforskere. Oppositionspartiet Venstre mener derfor, at avisen går borgmesterpartiets ærinde.

"Det er helt vanvittigt. Det er godt nok en journalistisk fordrejning af tingene til fordel for borgmesteren og hans parti," siger Knud Vincents, som er Venstres borgmesterkandidat i Slagelse.

Økonomien splitter byrødderne

I artiklen 'Ekspert ser ingen fare i kommunens økonomi' fra 27. september citerede Sjællandske professor Kurt Houlberg fra Vive for at udtale, at "jeg ser ingen fare for, at Slagelse Kommune skulle ende i Luksusfælden".

Avisen bragte sidenhen en rettelse og beklagede, at den "fik lagt ordet Luksusfælden i munden" på professoren og i indledningen "fik det til at se ud, som om han udtalte sig om kommunens fremtidige økonomi".

Slagelses fremtidige økonomi har op til kommunalvalget splittet byrødderne. Den ene fløj – anført af Venstre – har advaret mod at øge investeringer i kommunen, fordi økonomien er "presset," mens den anden fløj – anført af Socialdemokratiet – har påpeget, at kommunen har "penge i kassen". Knud Vincents mener derfor, at avisen blåstempler Socialdemokratiets fortælling om, at kommunens velstand bør føre til øgede investeringer.

"Borgerne læser den her fede overskrift om, at der ikke er noget galt med økonomien, og tror så, at der er tale om kommunens fremadrettede økonomi," siger Knud Vincents.

Socialdemokratiets gruppeformand i Slagelse, Sofie Janning, anerkender, at artiklen er "god" for partiet.

"Men artiklen er mest en fordel for Slagelse Kommune. Den viser et reelt billede af økonomien – ikke det skræmmebillede, som der ellers bliver fremstillet," siger hun.

Avisen kalder fejlcitering for "forkastelig"

Sjællandskes ansvarshavende chefredaktør, Bente Johannessen, erkender, at avisen har vinklet "forkert" ud fra det, som Vive-forskeren sagde.

Avisen har derfor ændret overskriften "Ekspert ser ingen fare i kommunens økonomi" i den trykte avis til "Ekspert afviser at dykke ned i omdiskuteret kommunebudget" på netavisen.

"Vi har erkendt og derfor også bragt en præcisering af, at vi dels har fejlciteret eksperten, og dels, at det fremgår umiddelbart af rubrikken og indledningen på artiklen som om, at det er opfølgning på den aktuelle budgetdebat, hvor eksperten har set længere tilbage. Det fremgår altså af artiklen, men man skal læse den helt til ende og være rimelig interesseret i Slagelse Kommunes økonomi for at fatte de detaljer," siger Bente Johannessen.

I Slagelse har der været en del debat mellem særligt Venstre og Socialdemokratiet om kommunens økonomi. Går I et ærinde for Socialdemokratiet med forsidehistorien?

"Det har i hvert fald ikke været hensigten med den, men jeg kan godt se, at overskriften kan fortolkes sådan. Men jeg synes, at når man læser hele historien, så fremgår det, hvad det er, at eksperten udtaler sig om. Men det er selvfølgelig forkasteligt, at vi har et forkert citat til at indlede med, og at vi tillægger manden noget, som han aldrig har sagt".

Balladen fortsætter i byrådet

Sagen har atter antændt ballade og vrede i Slagelse Byråd.

Før valget for fire år siden blev byrådet landskendt for giftige beskyldninger om magtmisbrug, kupforsøg og knive i ryggen. Efter valget kom en kontroversiel aftale mellem John Dyrby Paulsen og Villum Christensen (LA) om, at de skulle dele borgmesterposten, som Villum Christensen aldrig nåede at få, fordi han annullerede aftalen. Med John Dyrby Paulsen fortsat ved roret stoppede balladen ikke. Han skrev sidste år til en lokaljournalist, at han overvejede "at stoppe al samarbejde," og fik Folketingets Ombudsmand på nakken, som udtalte, at borgmesteren "gik for langt".

Kommunalforsker Roger Buch kalder det uheldigt, at Sjællandske er kommet til at "spidsformulere". Hvis avisen ikke havde rettet fejlen, ville det "have været alvorligt" for valgkampen, fordi avisen kunne have risikeret at lægge "et perspektiv ned over valgkampen, som ville blive rammesættende".

"Nu bliver fejlen så opdaget. Det er ikke sikkert, at mange borgere opdagede den lillebitte notits, hvor avisen dagen efter fortæller i den trykte avis, at den har begået en fejl. Men hvis sagen bliver en del af valgkampen i kommunen, skal andre nok gøre opmærksom på, at det var en fejl, og at forskeren ikke sagde de her ting," siger Roger Buch, der er centerleder på Danmarks Medie- og Journalisthøjskole.

Afviser bevidst manipulering

Det er klart, siger kommunalforskeren, at fejlen ville have været langt mere alvorlig, hvis avisen havde haft et formål med at bringe det forkerte forskercitat.

"Vil man gerne skubbe til den politiske debat i en bestemt retning? Det ved jeg slet ikke, om mediet vil, men man ser nogle gange, at medier har en underliggende politisk dagsorden," siger Roger Buch.

At Sjællandske har haft et underliggende formål med artiklen, afviser Bente Johannessen.

"Der er tale om en beklagelig fejl, men der er ikke tale om bevidst hverken manipulering eller politisk hensigt. Vi har drøftet denne historie både på redaktionschefniveau og på ledelsesniveau og med journalisten, der har skrevet det. Så, nej, vi går ikke nogens politiske ærinde," siger hun.

Altinget har været i kontakt med Kurt Houlberg. Han bekræfter, at han føler sig fejlciteret af Sjællandske, men tilføjer, at han ikke har nogen yderligere kommentarer.

Forrige artikel Måling: Miljø og klimaindsatser er topprioriteter hos københavnerne ved valget Måling: Miljø og klimaindsatser er topprioriteter hos københavnerne ved valget Næste artikel Mette Frederiksen: Danmark skal være i hjertet af EU og Nato Mette Frederiksen: Danmark skal være i hjertet af EU og Nato