Anne-Marie Meldgaard stopper i politik

AFSKED: Formanden for Folketingets Europaudvalg, Anne-Marie Meldgaard (S), forlader ved næste valg dansk politik.

Den 62-årige politiker har meddelt sin valgkreds, Århus 1. kreds syd, at hun ikke ønsker at fortsætte i Folketinget efter næste valg. 

Hun har endnu ikke besluttet, hvad hun skal lave, når hun stopper, men hun agter ikke at gå på hverken pension eller efterløn.

Hun fastslår, at hun har haft 20 fantastiske år i Folketinget, og at beslutningen om at stoppe har været svær. Men nu er tiden kommet til at prioritere familien og helbredet efter 20 års "rakkerliv" mellem bopælen i Århus og København.

"Hvad jeg præcist skal lave, har jeg ikke spekuleret over endnu. Der er masser af ting, man kan give sig i kast med, når man ikke skal bruge fire dage om ugen i København," siger Anne-Marie Meldgaard.

Jørgen Tjørnehøj, der er formand for Socialdemokraterne i Århus 1. kreds syd, oplyser, at arbejdet med at finde Anne-Marie Meldgaards afløser først går i gang på den anden side af efterårsferien. Der er ingen kandidater i kikkerten på nuværende tidspunkt, siger Tjørnehøj, der beklager Meldgaards afgang og roser hendes mangeårige indsats i Folketinget.

Anne-Marie Meldgaard, som er formand for Folketingets Europaudvalg, overlader til kredsen at finde hendes afløser, men vil gerne give sin mening til kende om kandidatfeltet, når det er på plads.

"Jeg håber meget, at kredsen finder en kvindelig kandidat. Hvis vi ser på Århus som helhed, er der tre unge mænd at vælge imellem. Der er også brug for en kvindelig kandidat," siger Anne-Marie Meldgaard.

Forrige artikel Ole Sohn: Klar fejl at gå med i DKP Ole Sohn: Klar fejl at gå med i DKP Næste artikel Nyrup vil isolere Nyrup vil isolere "ikke-stuerene" partier