Anders Samuelsens grundlovstale

Det talte ord gælder.

Kære danskere, kære Danmark.

Udenfor raser stormen -- og mange steder med frygtelige omkostninger. Det er blevet hårde tider i Europa. Hårde tider i det meste af verden.

I Grækenland beskæres pensioner opsparet gennem mange år. Ledigheden viser sit grimme ansigt over alt. Mange har ikke længere råd til de daglige fornødenheder. Og der er ingen udsigt til snarlig bedring.

I Spanien er ejendomsmarkedet kollapset. Arbejdsløsheden spreder sig som en steppebrand -- næsten halvdelen af de unge går nu ledige. Renterne tordner i vejret og ganske almindelige mennesker går hårde tider i møde. Selv Tyskland er trods sin ellers stærke økonomi nu kommet under pres.

Og dominobrikkerne truer med at falde en efter en -- i Grækenland, Spanien, Italien, Irland, Portugal -- ja selv i Frankrig og Tyskland -- hvor man nu skal betale regningen for et Europa, der i mange år har levet over evne -- og hvor gældsætning har været set som en gangbar vej til opbygning af velfærd.

I Danmark kan vi mærke stormen rase udenfor -- den danske rente falder og falder. For boligejerne kan det være godt nyt -- men for Danmark som et hele er det et signal om alvorlig krise rundt om os.

For når den danske rente falder, betyder det jo at penge ankommer fra andre lande til Danmark. At banker, forretningsfolk, pensionsopsparere -- ja selv stater -- nu veksler deres investering i EURO til den langt mere solide og sikre danske krone.

Danmark er for mange blevet en 'sikker havn' i en turbulent økonomisk tid. At det er til stor fordel for vores økonomi er uomtvisteligt -- uden den fordel vi som nation opnår af denne meget lave rente var tingene betydeligt værre herhjemme.

Men hvad er det, der gør Danmark til en sikker havn frem for Grækenland, Italien, Spanien, Irland ... ja selv Tyskland?

Det er først og fremmest de internationale markeders tillid til at Danmark har evnen og viljen til at føre en sund økonomisk politik. At vi ikke vil gældsætte os unødigt. At vi kan svare enhver sit. Og at vi er klar til at sætte tæring efter næring.

Det er en god anmeldelse af få af sine naboer -- noget vi bør være stolte over.

Men der er ingen garanti for at denne begunstigede status som 'sikker havn' kan fastholdes -- faktisk er der mange tegn på at vi netop nu er ved at sætte mange af de selvsamme ting overstyr som skærmer os mod stormen.

Betingelsen for at den danske økonomi kan blive ved at være stærk og sund -- og at vi dermed også fremover har råd til velfærd er under pres.

Tusinder og atter tusinder af job forsvinder i disse dage og måneder ud af Danmark -- det er blevet for dyrt at producere til de høje danske lønninger, siger virksomhederne og placerer i stedet deres opgaver i blandt andet Sverige, Tyskland og Polen -- hvor infrastruktur og uddannelse er på niveau med det danske men lønningerne er lavere og arbejdsmoralen ofte højere.

Når job forsvinder -- og når højtkvalificerede job veksles til mindre kvalificerede job vakler økonomien under os -- det betyder jo i den sidste ende at stadig flere havner på velfærd og at der bliver stadig færre mennesker tilbage til at betale regningen.

Det er en byrde, der bliver sværere og sværere at bære for de mange der går på arbejde -- en byrde der sætter sig i form af meget høje skatter og afgifter og som mærkes på pengepungen hver dag -- når vi handler ind, når vi tanker benzin, når vi skal betale huslejen og varmeregningen.

For de mange der går arbejdsløse bliver byrden også hårdere at bære -- pengene rækker ikke lige så langt som de gjorde engang -- der er ikke råd til den velfærd vi havde for blot få år siden.

Hvis denne udvikling fortsætter -- med stadig færre job, stadig højere skatter og afgifter, stadig flere på velfærd så ender det galt for Danmark.

Hvis det bliver ved vil markederne tabe tilliden til os. De vil indse at vi nu ligesom Grækenland, Spanien og Italien har offentlige udgifter og gæld som vi ikke med sikkerhed har råd til at betale tilbage -- og de vil straffe os ved at fjerne deres penge med det resultat at renten stiger -- at leveomkostningerne bliver endnu højere og udsigten til at vi som nation klarer os sikkert gennem det uvejr der raser bliver meget mindre.

Men er der intet vi kan gøre for at vende udviklingen -- for at sikre at Danmark også fremover bliver set som en stærk og solid nation?

Selvfølgelig er der det. Opskriften er enkel. Og resultaterne kan opnås ganske hurtigt.

For det første skal vi sænke skatten på arbejde såvel som skatten på firmaer. Det vil mindske lønpresset og gøre det nemmere for virksomheder at producere lønsomt i Danmark -- forudsætningen for fornyet vækst og nye job.

Men hvad sker der med velfærden, når vi sænker skatterne? Betyder det ikke i den sidste ende at der bliver færre penge til uddannelse, sundhedsvæsen, socialt sikkerhedsnet og pension?

Ikke nødvendigvis -- når vi får gang i væksten flytter vi jo folk ud af passiv forsørgelse og forvandler dem til aktive bidragsydere -- og dermed kommer der både mindre belastning på statens udgifter og nye indtægter i statskassen.

Men vi skal spare på nogle områder i det offentlige system -- vi skal blive bedre til at købe ind -- bedre til at producere velfærd med færre omkostninger -- bedre til at få mest muligt ud af pengene.

Hvis vi vil være sikre på også til næste år og året efter og mange år frem i tiden at bo i et Danmark der har styrken og økonomien til at svare enhver sit -- som har råd til velfærd og som kan tilbyde de fleste et godt og fornuftigt job -- så er det vejen fremad.

Der findes ingen nemme løsninger. Og selvom regeringen og dele af oppositionen lader som om det hele kan klares ved et 'snuptag' og en smule omrokering af midler fra den ene lomme til den anden -- så er det ikke sandt.

Vi kan ikke fremover have succes som nation og som folk medmindre vi er villige til at gøre den offentlige sektor mindre samtidig med at vi styrker den 'ægte' vækst  og skaber blivende nye job ved at gennemføre de reformer, der er nødvendige for at Danmark atter kan konkurrere med de nationer vi sammenligner os med.

Det kræver en villighed til omstilling -- og en parathed til at yde en ekstra indsats.

I Danmark har de bredeste skuldre altid båret den største byrde. Sådan skal det også være i fremtiden. Men vi skal være intelligente og rationelle. Vi skal sikre en indsats der leverer de ønskede resultater.

Det ved jeg danskerne kan. Nationen kan. Nu mangler vi bare at få vores politikere til at vågne op og indse situationens alvor.

Men spørgsmålet er om demokratiet har spillet fallit? Har Vi en grundlov der er stærk nok til at beskytte os mod nævenyttige politikere og dagens tilbud på valgflæsk

Grundlovsdag ER en af årets smukkeste dage, fordi vi i dag fejrer den grundlov, som sikrer, at det er i Danmark i sidste ende er folket, der leder landet. Den grundlov, som sikrer, at staten ikke begår overgreb mod den enkelte borger, men sikrer danskerne deres ytringsfrihed, deres retssikkerhed og deres private ejendomsret.

Eller måske skulle jeg sige: Den grundlov, som burde sikre, at det er folket, der bestemmer, hvad der sker i Danmark, og som burde sikre danskerne de frihedsrettigheder, som egentlig skulle være umistelige.

Demokratiet ER udfordret. Ikke bare i Danmark, men over hele Europa. Det er blevet tydeligere og tydeligere over de sidste ti-femten år, at afstanden mellem befolkningerne og politikerne er blevet større og større. At afstanden mellem det, politikerne lover befolkningen og stiller dem i udsigt, og hvad de så rent faktisk leverer, er blevet større og større og større.

Den er efterhånden blevet så stor, at jeg i dag vil tillade mig at stille spørgsmålet, om demokratiet i virkeligheden har spillet fallit?

Det er måske ikke ligefrem noget nyt, at politikere leverer valgflæsk, når vælgerne skal til stemmeurnerne. Det har de gjort i alle årene lige siden 1849, da den første grundlov trådte i kraft. Men jeg må indrømme, at jeg er blevet rystet over den udvikling, der er sket, bare i de 15 år, der er gået, siden jeg selv første gang kom i Folketinget.

Der er efterhånden slet ingen grænser for, hvilke løfter en politiker vil give sine vælgere inden valget. Der er ingen grænser for, hvor mange fantastiske ting, de kan love, og hvilke fantastiske regnemetoder de kan bruge for at få deres løfter til at hænge sammen. Og når valget er overstået, er der ingen grænser for, hvor hurtigt politikerne løber fra de løfter, de gav før valget, og hvor bedraget befolkningen må føle sig bagefter.

Når jeg siger det, vil jeg gerne gøre det klart, at jeg ikke kun taler om den nye røde regerings mange løftebrud. Nej, løftebrud og vælgerbedrag er desværre noget, som regeringer af alle forskellige farver har excelleret i.

Som mange kan huske, var det den tidligere statsminister Poul Nyrup Rasmussen, der lavede et af de mest kendte løftebrud. Forud for valget i 1998 var han så presset i meningsmålingerne, at han udstedte et klart og kontant løfte om ikke at røre ved efterlønsordningen - og gik endda så vidt som til at udstede et fysisk efterlønsbevis. Han vandt også valget - men hvad skete der? Han lavede som en af sine første aftaler et indgreb mod efterlønnen.

Da VK-regeringen kom til var det med en nydefineret "kontraktpolitik", der skulle sikre, at vælgerne vidste præcis, hvad de fik, når de stemte på Venstre og den nye VK-regering. Men da det kom til stykket, kunne eller ville VK heller ikke overholde det, de havde lovet vælgerne.

De sagde, at de ville indføre et skattestop og arbejde for "ærlige skattelettelser", som gav folk en større del af deres egne penge tilbage i lommerne. VK afviste gang på gang at lave en skattereform, som bare flyttede rundt på skatterne, og som kun tog lige så mange penge op af den ene lomme på skatteborgerne, som den puttede i den anden.

Men hvad skete der? Selv om VK havde lovet det stik modsatte, så gennemførte de en skattereform, som ganske vist satte skatten på arbejde ned, men som på den anden side indførte den ene nye skat efter den anden: Fedtskatten, særskatten på pensioner, iværksætterskatten, multimedieskatten - og et utal af nye afgifter, som har svækket Danmark og den danske konkurrenceevne.

Tanken om rigtige, ærlige skattelettelser var pludselig forduftet, da valgstederne var lukket.

I disse dage ser vi det samme mønster gentage sig: Statsminister Helle Thorning-Schmidt og udenrigsminister Villy Søvndal gik til valg på en stor, magisk plan under navnet "Fair Løsning", som kunne fremtrylle massevis af magiske milliarder til mere offentligt overforbrug, mens danskerne over en bred kam skulle brandbeskattes endnu mere, end de bliver i forvejen.

Men så snart valget var overstået, og Helle Thorning-Schmidt var gjort til statsminister, så var løfterne forsvundet. I regeringsgrundlaget stod der pludselig ikke længere noget om millionærskat, ikke længere noget om 12 minutters ekstra arbejde om dagen og ikke længere noget om, at efterlønsordningen ikke skulle indskrænkes alligevel.

Den regering, der gik til valg på millionærskatten og på at brandbeskatte dem, der trækker det største læs og tjener flest penge, har nu fremlagt forslag til en skattereform, der letter i topskatten. Den regering, som gik til valg på at øge de offentlige overførsler, har nu fremlagt et forslag til en skattereform, der begrænser stigningen i overførselsindkomsterne.

Det, jeg er bekymret for, som det er hele den bevægelse, der er sket politisk. Det er, som om politikerne kommet til den konklusion, at man aldrig kan vinde magten ved at sige sandheden, men at man mener, man er nødt til er at stikke vælgerne blår i øjnene for at få dem til at stemme på sig.

Vi kan se det også uden for Danmarks grænser.

I Grækenland holdt regering efter regering sig ved magten ved at kaste penge i grams i det græske samfund - penge, som Grækenland ikke havde, og som man derfor måtte låne sig til.

Frankrig har også netop fået ny præsident - Francois Hollande, som kom til magten ved at love at sætte pensionsalderen ned, øge den offentlige sektor og indføre en topskat på hele 75 pct.

I sidste ende handler det om tillid. Og selv om jeg er glad for, at Thorning og regeringen har droppet millionærskatten og har gennemført tilbagetrækningsreformen, så kan jeg også godt forstå, at de danske vælgere, som stemte på hende, reagerer meget voldsomt og nu giver Socialdemokraterne historisk dårlige meningsmålinger på under 17 pct.

For det er jo, som om hun - i lighed med både Poul Nyrup, Anders Fogh og Lars Løkke - slet ikke har nogen faste holdninger eller egentlig overbevisning. Hun sagde det, der skulle siges for at lokke vælgerne til at stemme på hende, og nu hvor hun er blevet valgt, siger hun kun det, som hendes embedsværk eller regeringspartneren De Radikale tillader hende at sige.

Før valget kunne Finansministeriets regnemetoder ikke bruges til noget - nu er regeringens politik baseret på dem.

Før valget hed det velfærd eller skattelettelser - nu anerkender man, at skattelettelser kan føre til mere velfærd. Før valget skulle overførselsindkomsterne sættes op - og nu, efter at Liberal Alliance og Joachim B. Olsen fik rejst hele debatten, mener regeringen pludselig, at det skal kunne betale sig at arbejde.

Det er, som om politikere i dag ikke er i stand til at lede - ikke i stand til at styre. Som om vi er blevet skuespillere, hvis rolle er bestemt af de usynlige manuskriptforfattere bagved.

Men det er et demokratisk problem - for hvis politikere ikke også er ledere, så har demokratiet spillet fallit. Så er det ikke folket, der bestemmer - men så er det de tavse manuskriptforfattere, der bestemmer, hvad der skal ske i Danmark. Så er det spindoktorer, embedsmænd, partistrateger og lobbyisterne, der i virkeligheden har fat i magten. Så er der ikke meget demokrati tilbage.

Økonomiske reformer er ikke altid lige behagelige. De kan godt gøre ondt i den første tid - men vi i LA tror på, at danskerne også godt ved, at de kan være nødvendige og vil gøre godt på lang sigt og vil bringe Danmark, os, vores børn og børnebørn mere sikkert ud i fremtiden.

Det budskab gav os 5,0 pct. af stemmerne. 176.585 danskere, der satte kryds ved Liberal Alliance - også, selv om vi gjorde opmærksom på nogle ubehagelige sandheder.

Det faktum giver mig en tro på, at demokratiet faktisk ikke har spillet fallit. At det ikke er befolkningen, der er noget galt med, men at det er Helle Thorning og regeringen, der har læst danskerne forkert. Danske vælgere er helt grundlæggende både fornuftige og rationelle.

I Liberal Alliance tror vi på, man kan vinde et folketingsvalg ved at sige sandheden. Også selv om den nogle gange er ubehagelig.

Siger vi sandheden, og holder vi fast ved den, så tror jeg, at vi efter næste valg har en ny borgerlig regering, og at Liberal Alliance har de afgørende mandater. Så kan Danmark for alvor begynde den rejse mod fremtiden, som vil sikre et friere og rigere samfund for os og for fremtidens danskere.

Rigtig god grundlovsdag!