Lonning-Skovgaard udløste sit eget fald med elendig håndtering af besynderlig krise
Venstre-borgmesterens forbløffende nedtur viser, at man ikke kan slippe afsted med hvad som helst på Københavns Rådhus
I Folketinget skal en minister altid holde grundigt øje med oppositionen og støttepartierne.
På Rådhuset skal en borgmester nærmere holde øje med sine egne partifæller.
Det er den banale og brutale lære, efter Cecilia Lonning-Skovgaard (V) tirsdag aften måtte opgive sin post som beskæftigelsesborgmester i København. {{toplink}}
Det er en lære, flere andre borgmestre har gjort før hende. Da Alternativets Niko Grünfeld gik af som kulturborgmester i 2018, og da socialdemokraten Frank Jensen gik af i 2020, var det begge gange, fordi deres egne partier havde mistet tilliden til dem.
Det er en logik, der følger af styreformen i det kommunale system. En borgmester kan ikke uden videre afsættes af et flertal i Borgerrepræsentationen (eller i en almindelig kommunalbestyrelse), og derfor har man heller ikke oplevet noget reelt stormløb mod Cecilia Lonning-Skovgaard fra de øvrige partier på Rådhuset.
Kritikken mod hende er mest kommet fra nuværende og tidligere ansatte i hendes egen forvaltning. Til sidst mistede Venstres ledelse troen på, at hun kunne håndtere situationen.
Ganske vist var det Venstres Ungdom i København, der først gik ud med kritik af borgmesteren, men man kan nok gå ud fra, at det ikke var VU, der bestemte, om Venstre skulle trække tæppet væk under Lonning-Skovgaard.
Paradoksalt og besynderligt
Cecilia Lonning-Skovgaards deroute er en af de mest paradoksale og besynderlige politiske kriser i mange år.
Paradoksal fordi hun selv kom til tops ved hjælp af et palads-kup i 2016 mod den daværende Venstre-leder i København, Pia Allerslev. Hun blev væltet, fordi partiet savnede en skarpere liberal profil og en mere markant frontfigur i Hovedstaden.
Besynderlig fordi hele sagen dybest set begyndte med en misforståelse. Det vakte enorm opsigt, da Berlingske i efteråret 2021 kunne afsløre, at kommunens jobcentre ikke havde henvist en eneste ledig til job. Cecilia Lonning-Skovgaard erklærede sig rystet og lovede straks at rette op. Kort efter fjernede hun en direktør fra sin post som en direkte udløber af sagen.
Havde godkendt strategien
Efterhånden blev det imidlertid klart, at de manglende henvisninger ikke nødvendigvis var udtryk for, at jobcentrene ikke sendte ledige i job; de gjorde det bare med en anden metode, hvor man forsøger at matche den ledige med virksomhedens behov. Det var en bevidst strategi, forvaltningen havde valgt.
Og det viste sig også, at det var en strategi, som Cecilia Lonnning-Skovgaard var orienteret om og selv havde godkendt.
Den slags misforståelser opstår jævnligt, når store afsløringer brager afsted i medierne – og det senere viser sig, at der findes mere eller mindre gode forklaringer på det meste.
Lagde sig ud med de ansatte
Men i stedet for at få opklaret misforståelserne og afdramatisere sagen, gik Cecilia Lonning-Skovgaard tilsyneladende i panik, måske fordi det hele skete så tæt på kommunalvalget. Hun afsatte en direktør (hvilket vedkommende måtte læse i pressen) og lagde samtidig et meget hårdt pres på medarbejderne i forvaltningen.
Som et tegn på den manglende tillid mellem borgmester og embedsfolk hyrede hun eksterne advokater for at tjekke, om embedsværket udleverede for mange oplysninger, når der blev søgt om aktindsigt.
På den måde – og med sin usædvanligt hårde tone i nogle situationer – bragte hun sig i et skarpt modsætningsforhold til sin egen forvaltning.
Og netop en undersøgelse af arbejdsmiljøet i forvaltningen endte med at blive dråben, der fik bægeret til at flyde over for Lonning-Skovgaards partifæller.
Væltede sig selv
Der skal meget til, for at en borgmester bliver tvunget fra posten. Men heller ikke på Københavns Rådhus kan man slippe afsted med hvad som helst.
Den besynderlige sag om Cecilia Lonning-Skovgaard efterlader et indtryk af en politiker, der ikke kunne håndtere en mediestorm, som ikke kunne styre sin organisation gennem en krise, og som ikke havde styr på sit eget bagland. Og derfor blev hun den tredje borgmester på fire år, der måtte forlade Københavns Rådhus i utide.
Venstres borgmester udløste sit eget fald.
Den perfekte storm rammer dansk ulandsbistand og kan skabe sprækker i rød blok
Konservativ skævert på Ukraineflygtninge var et ekko af kiks fra nullerne
