Konservativ skævert på Ukraineflygtninge var et ekko af kiks fra nullerne

Værdipolitik, især udlændingepolitik, har – sjovt nok – aldrig været en stærk konservativ disciplin. Det viste Det Konservative Folkeparti gang på gang i nullerne, og i forbindelse med aftalen om særloven for de ukrainske krigsflygtninge skete det så igen.

Her meldte Det Konservative Folkeparti sig ud af gruppen af aftalepartier, fordi særloven inkluderer lidt over 2000 mennesker fra Mellemøsten, Ukraine selv har givet asyl. Herefter stillede K et ændringsforslag, som faldt, alt imens man efter heftigt pres, også fra baglandet, lovede at stemme for særloven alligevel.

Havde det ikke været for indgåelsen af det historiske nationale kompromis om dansk forsvar, ville billedet, der stod tilbage, være af et parti og en partileder med manglende taktisk tæft og strategisk overblik – ligesom det afslørede en uklar idé om, hvilket slags parti man egentlig er.

Er man en dyb og integreret del af politisk mainstream – et parti, der står sammen med de andre gamle partier og indgår nationale kompromisser, der forandrer grundvilkårene i dansk politik i al forudsebar fremtid?

Eller er man et mindre, borgerligt protestparti, der stikker en kæp i hjulet på førnævnte mainstream for egen vindings skyld?

Ultimativt er det svaret på det spørgsmål, der står tilbage efter slingrekursen på særloven for K. For man kan kun blive statsministerparti på én af måderne. Den første.

Kulturkanon og burkaforbud

Umiddelbart skulle man tænke, at netop Det Konservative Folkeparti ville have en privilegeret adgang til de værdipolitiske slagmarker, og at kulturkampens våben lå særligt godt i hånden på netop konservative politikere.

Men det var faktisk, da dansk politik i starten af nullerne slog ind på værdi- og kulturkamp, at partiet gik ind i sin værste og mest langstrakte krise. Og det var da værdikampen ebbede ud som den afgørende fælles platform for de borgerlige partier, at K begyndte sin ellers imponerende opstigning og genopstandelse.

Partiet gik ind i nullerne og VKO-perioden i kølvandet på en intens intern magtkamp, der ikke lader DF-krisen fra de seneste måneder noget at høre. Måske var det grunden til, at partiet ikke rigtig havde fanget, hvad det var, Anders Fogh Rasmussen ville, når han talte om værdi- og kulturkamp. Det var rørte vande for DF’s politikere, og det ville også være forkert at sige, at K ingen fuldtræffere havde, for der var enkelte - man har bare svært ved at erindre én, der ikke var i egen fod.

Brian Mikkelsen var som kulturminister den eneste konservative minister, der formåede at finde noget, der mindede om en selvstændig position i Foghs værdikamp. Men han var også ved at sætte det hele over styr, netop da han ville forvandle sin kulturkanon til et DF’sk slagvåben i udlændingedebatten.

Kanonprojektet blev lanceret i december 2004, og efter en lidt vaklende start blev det hurtigt et projekt med et vist tværpolitisk tilsnit, der også kunne tiltrække såvel venstreorienterede som mere apolitiske stemmer, hvis fælles mål handlede om dannelse bredt set.

Men da Brian Mikkelsen i sin tale på Det Konservative Folkepartis landsråd september 2005 gjorde sit eget virke med kulturkanonen som fremmeste eksempel til et svar i ”den konfrontation, vi oplever når indvandrere fra muslimske lande nægter at anerkende dansk kultur og europæiske normer” havnede kanonprojektet i stor krise.

Havde det ikke været for den danske forfatter Jens Christian Grøndahls arbejde i kulisserne, var det formentlig havareret og endt som et pinligt slag i luften. Ikke alene for Brian Mikkelsen, men VK-regeringen i det hele taget.

Kikset blev det også nogle år senere, da K med Naser Khader som ny ordfører i 2009 uden at have taget Venstre i ed – og uden at have undersøgt det ordentligt i Justitsministeriet, hvor man ellers selv havde ministerposten – ud af det blå foreslog et forbud mod at bære burka.

Kronjuristerne vendte tomlen ned, Venstre ville ikke være med, og til sidst måtte partiet selv lide den tort at trække sit eget forslag, som ellers var konciperet til at give K profil på udlændingeområdet.

For at redde lidt af æren for K lod statsminister Lars Løkke Rasmussen nedsætte em embedsmandsgruppe, som skulle støvsuge danske ministerier for burkarelaterede udfordringer. I Brian Mikkelsens gamle kulturministerium vendte man tilbage med den konklusion, at ”en burka sandsynligvis gør det svært at være skuespiller.”

Da integrations- og udlændingeordfører Marcus Knuth forlod forhandlingerne med Matias Tesfaye om særloven, fordi den ifølge Knuth var ”en stor undergravning af det danske asylsystem”, som efterlod ham”mildest talt chokeret helt ned i min grundvold”, var det ikke bare overraskende og – åbenbart – i fuld koordination med formand Søren Pape Poulsen.

Det var også et forsøg på igen at stævne ud i et farvand, der i nullerne udgjorde en mineret skærgaard, hvor partiet igen og igen led skibbrud.

Kampen om de udlændingepolitiske stemmer

Det ligner den tragiske fortælling om møllets forhold til flammen. Men det åbner også en dør til en ny dynamik i den borgerlige blok – især efter Morten Messerschmidt er blevet ny DF-formand. 

Det har længe været de konservatives strategi, at man vil erobre pladsen som det definerende borgerlige parti fra Venstre, som til gengæld kan få lov til at erobre midtervælgere, endda uden at være lovet statsministerposten på forhånd.

Konservative har ovenikøbet reserveret sig retten til at slå på Venstre undervejs for yderligere at cementere, hvor borgerligt et parti Konservative var blevet.

Af de mails til ledelsen om partiets kurs i forhold til særloven om de ukrainske krigsflygtninge, som Politiken fremlagde i sidste uge, kunne man tydeligt udmåle afgrunden mellem partiet på Christiansborg og baglandet.

I baglandet forholdt man sig til som krigen som en ekstraordinær undtagelsessituation. På Christiansborg lignede det taktiske manøvrer, hvor man ikke ville åbne en flanke for Dansk Folkeparti og Nye Borgerlige.

Fordi Messerschmidts eneste raison d'être i øjeblikket er hurtig fremgang i meningsmålingerne, befinder DF og NB sig i stadig mere intens kamp om deres fælles vælgere. Begge er dermed ekstra opmærksomme, når emnet flygtninge dukker op. Her så K åbenlyst en oplagt mulighed for at blive bannerfører for en udlændingepolitisk kritik af særloven, eller også var man bange for selv at blive offer for den kritik, hvis man lod være. Nok en blanding af de to.

Bekymringen er reel nok i den forstand, at der mellem DF, NB og K er en betydelig andel af deres respektive vælgere, der kunne finde på at skifte til et af de to andre partier. 9,6 procent af K’s vælgere ville stemme på NB, hvis de ikke skulle stemme K og 6,1 procent på DF.

Omvendt ville 12 procent af NBs vælgere stemme K, hvis ikke NB stod på stemmesedlen, og 40 procent ville stemme DF. Blandt DFs vælgere er der ligeledes 12 procent, der ville stemme K og 29 procent, der ville stemme NB. Alt sammen tal fra Altingets måling fra sidste år af partiernes valgreserver.

Der er med andre ord mange vælgere at vinde og tabe på udlændingedagsordenen mellem de tre partier.

Spørgsmålet er så, om det var der, vælgerne var i tilfældet Ruslands invasion af Ukraine. Det konservative bagland var i hvert fald ikke, og hos Venstre var der ingen forståelse.

Model Støjberg

At det var tidligere Venstre- og Inger Støjbergmand, Marcus Knuth, der stod for forhandlingerne er en pointe i sig selv. Med hende som ledestjerne har Knuth på første hånd lært, hvordan man udøver den politiske kunst konstant at finde udlændingepolitiske vinkler uanset den politiske dagsorden i øvrigt og konstant skærpe linjen i offentligheden.

Den kurs endte med at koste Støjberg hendes politiske karriere og de facto medlemskab af Venstre. Ligesom hendes rigsretsdom anviste helt konkrete, juridiske grænser for, hvor langt man kan drive det med værdikamp, når man tilhører rækken af partier, der konkurrerer om regeringsmagt og ministerkontorer.

Når K melder sig fuldt og helt ind i en kamp med DF og NB om de yderste udlændingepolitiske stemmer, glemmer partiet, at man historisk set er en del af politisk mainstream; ikke et protestparti. Og konservative vælgere og bagland kan ikke lide, at deres parti opfører sig som et protestparti. Ligesom protestparti i mere end en forstand heller ikke rimer på statsminister.

Retræten fra den hårde position i forhold til ukrainerloven – hvor man alligevel lovede at stemme for, uanset hvad det blev til med ændringsforslaget – kunne man udmåle i realtid på Twitter. Heldigt for Pape og resten af K var det, at det nationale kompromis, pressemødet med de fire andre gamle partiers ledere og den efterfølgende partilederdebat på TV2 flyttede opmærksomheden andre steder hen.

Men det ændrer ikke på, at det Det Konservative Folkeparti og Søren Pape Poulsen nåede at sætte alvorlige spørgsmålstegn ved det statsministerkandidatur, han og partiet halvt om halvt har præsenteret igennem det sidste års tid.

Ligesom det endnu engang har understreget, at værdikamp ikke er en konservativ metier.
 

es@altinget.dk