Det borgerlige sammenhold kommer med en pris

Lige siden starten for over to år siden er han blevet beskudt fra alle sider.
Der var konflikten med Løkke, med Støjberg, med det jyske Venstre, med Kristian Thulesen Dahl (DF) og med Pernille Vermund (NB). Partiet ligger kun på 15 procent i målingerne, langt under valgresultatet. Derfor var det elementære første step at skabe ro og demonstrere, at der rent faktisk eksisterer et borgerligt regeringsalternativ.

Nogenlunde sådan ser tingene ud fra Venstre-høvding Jakob Ellemann-Jensens perspektiv, og det er på den baggrund, man skal forstå de sidste ugers demonstrative alliance, ikke alene med Konservative, men også med Liberal Alliances Alex Vanopslagh og Nye Borgerliges Pernille Vermund.

Det var den alliance, der røg ud af finansminister Nicolai Wammens (S) reformforhandlinger og ugen efter holdt et alternativt pressemøde, som om intet var hændt. Et taktisk nederlag mener mange, men sådan ser man ikke på det i V og K.

Et es i krisetider
Strategerne i de to partier er ikke alene tilfredse med med, man omsider fik demonstreret et borgerligt sammenhold. Man er også godt tilfreds med det valggrundlag, der nu er kreeret.

Økonomisk ansvarlighed bliver det fremherskende borgerlige valgslogan, og de blå hæfter sig ved, at økonomi er et af de – relativt få – politikområder, hvor vælgerne har mest tillid til dem. Et felt, hvor Poul Schlüter (K) vandt klare borgerlige valgsejre i 80’erne, og Lars Løkke Rasmussen var tæt på at vende en helt håbløs situation til sejr i valgkampen om efterlønnen i 2011.

Spørgsmålet er bare, om historien tolkes rigtigt.

For da Poul Schlüter vandt sine sejre i 80’erne, var Danmark i en dyb økonomisk krise, og i den situation var vælgerne parate til en skrap krisemedicin. Da Løkke gik til angreb på efterløn og dagpenge i 2010 og 2011, buldrede finanskrisen stadig derudad. I den situation havde Løkke et publikum til ”genopretningspakken”, som halveringen af dagpengeperioden med en eufemisme blev døbt.

VLAK-reprise
Helt anderledes i dag. Beskæftigelsen er på et absolut toppunkt, og forhandlingerne hos Wammen centrerede sig om at skaffe mere arbejdskraft. Manglen på arbejdskraft er et problem for mange virksomheder, javel, men rekordhøj beskæftigelse skaber sjældent krisebevidsthed hos vælgerne.

Læg dertil at såvel Pape som Ellemann har valgt at gå til frontalt angreb på ”Arne-pensionen”, som de vil afskaffe igen. Til gengæld for skattelettelser, herunder topskattelettelser.

Den type økonomiske diskussioner bliver hverken en reprise af Poul Schlüter i 1984 eller Løkke i 2011. Det bliver en gentagelse af positionen fra VLAK-regeringens tid, som var håbløst upopulær blandt vælgerne.

Hardlinere i front
Med de to finansordførere Troels Lund Poulsen (V) og Rasmus Jarlov (K) i spidsen har V og K lagt sig et sted, hvor de færreste midtervælgere kan være med. Begge er meget ideologiske, begge er hardlinere, og efter Karsten Lauritzens afgang fra Venstre, er de mere pragmatiske kræfter svage i begge partier.

Hos Konservative – der faktisk har haft en vis appel til midtervælgerne – mener man, at det primært er Venstres opgave at få vælgere over midten. Den opgave vil det største borgerlige parti normalt påtage sig, men Venstre er så presset, at partiet snarere forsøger at genopbygge kernen. Og Dansk Folkeparti – der sikrede borgerlige flertal i 2001, 2005, 2007 og 2015 – er i så sølle forfatning, at partiet ikke længere har appel til de S-vælgere, DF så længe havde et sikkert greb om.

Socialdemokraterne er derimod stærkt opmuntrede efter striden om reformpakken. Den socialdemokratiske top har været uhørt aktiv for at give sin tolkning af konflikten, og det valggrundlag, det blå firkløver liner op, er helt fint for en regering, der ellers var ved at komme i defensiven.

Flirten forbi
Dertil kommer et par rare tillægsgevinster set med regeringens øjne: Dansk Folkepartis deltagelse i forliget var på forhånd godkendt af den nye formand Morten Messerschmidt, der tilmed gjorde det klart, at DF også fremover vil være med til forlig over midten – uden resten af de borgerlige.

Og ikke mindst: Der er efter forliget opstået en sand spinkrig mellem de fire blå partier og Radikale, der ellers havde sendt en stribe signaler om, at man lige så godt kunne gå blåt som rødt.

Sofie Carsten Nielsen (R) og Andreas Steenberg (R) blev beskyldt for at have solgt sig alt for billigt, mens Radikale skød tilbage, at partiet gik efter resultater og ikke konfrontation. Radikale peger på, at man fik nedsat beløbsgrænsen for udenlandsk arbejdskraft, fik skattelettelser i bunden og fjernet en højere aktiebeskatning.

Det har kun skærpet konflikten, at det blå forslag til at hente mere udenlandsk arbejdskraft er skruet sådan sammen, at det i praksis udelukker de fleste muslimske lande. Et forslag, som minder om det forslag, den tidligere VLAK-regering havde, og som socialdemokraterne ikke er voldsomt imod.

Men i den aktuelle sammenhæng blev forslaget især promoveret af Pernille Vermund, og Radikale har brugt det som eksempel på, at de gamle borgerlige partier nu har forlovet sig med Nye Borgerlige. Den del af konflikten illustrerer samtidig, hvor illusorisk det hele tiden har været at forestille sig et borgerligt alternativ rækkende fra Radikale til Dansk Folkeparti og Nye Borgerlige.

Vermunds time
For at toppe den kan den nye blå blok give ilt til Lars Løkke Rasmussens parti, Moderaterne. Løkkes påstand om gold blokpolitik var ellers gjort til skamme af flere brede forlig, blandt andet klimaaftalen om landbruget. Men hvis fronterne nu skærpes så meget, at det bliver umuligt at indgå brede forlig i resten af valgperioden, får Løkkes primære argument for at danne et nyt parti pludselig liv igen.

De egentlige vindere ved den nye borgerlige alliance er Pernille Vermund og Alex Vanopslagh, der er lukket ind i de gamle borgerlige saloner. Nye Borgerlige blev udskammet som højreekstremister af Lars Løkke Rasmussen i sidste valgkamp, mens LA demonstrerede en sjælden grad af regerings-uduelighed i sidste valgperiode. Nu er deres rolle som pariaer fortid.

De to partier fra den yderste højrefløj kan lune sig ved, at deres nyvundne indflydelse i hvert fald holder valgperioden ud. For Søren Pape Poulsens(K) melding om, at den borgerlige leder med flest blå mandater bag sig i givet fald skal have statsministerposten, har pludselig gjort Vermund og Vanopslagh interessante.

Problemet er bare, at konkurrencen om statsministerposten mellem Pape og Ellemann bliver helt hypotetisk, hvis samarbejdet med Vermund og Vanopslagh kaster midtervælgerne i armene på Mette Frederiksen.

erik@altinget.dk