Alternativet klar med FT-kandidater i Nordsjælland

Seks kandidater er opstillet til Folketinget for Alternativet i Nordsjælland. Christian Poll er genvalgt som spidskandidat.

Alternativet har sammensat det hold af nordsjællandske kandidater, der ved næste folketingsvalg skal kæmpe om at repræsentere partiet på Christiansborg. Det skriver Sjællandske Medier.

Spidskandidaten bliver nuværende MF Christian Poll, der er partiets ordfører for blandt andet energi, klima, miljø og landbrug.

Et andet prominent navn, der nu har skiftet partibogstav på stemmesedlen, er MF Pernille Schnoor. Tilbage i april 2016 forlod hun nemlig den socialdemokratiske folketingsgruppe og blev medlem af Alternativet. Siden da har hun været ordfører for sundhed, psykiatri, handicap, ældre og indfødsret.

Andre kandidater på listen i Nordsjællands Storkreds er Hans Peter Hjerl, Kit Broholm, Michael Macdonald Arnskov og Bina Seff.

Forrige artikel Nordea-direktør skal stå i spidsen for ATP Næste artikel Konservativt byrådsmedlem skifter til LA