Se aftalen: Sådan fordeler partier en halv milliard til ladestandere og grønne færger

Folketingets partier vil bruge 475 millioner kroner på blandt andet ladestandere, tankstationer til fremtidens lastbiler og flere grønne færger. Se hele aftalen her. 

475 millioner kroner skal i løbet af 2021 og 2022 bruges på at understøtte den grønne omstilling af transporten både til lands og til vands. 

Det er Folketingets partier - undtaget Nye Borgerlige - fredag nået til enighed om, skriver Transportministeriet i en pressemeddelelse. 

Pengene skal blandt andet bruges på ladestandere til elbiler ved boligforeninger og på både private og offentlige parkeringspladser, en tilskudsordning til indkøb af grønne lastbiler samt bidrag til opsætning af tank- og ladeinfrastruktur til den tunge transport.

"Jeg er rigtig glad for, at så stort et flertal står bag aftalen og viser, at der er politisk vilje til grøn omstilling af hele vores transportsektor fra personbiler og erhvervstransport til elfærger," siger transportminister Benny Engelbrecht (S) i en pressemeddelelse. 

Langt størstedelen af puljen stammer helt tilbage fra energiaftalen 2018, hvor alle Folketingets partier med undtagelse af Nye Borgerlige blev enige om at afsætte pengene til at understøtte den grønne omstilling af transportsektoren.

Lovforslag på vej

Over halvdelen af puljen - 275 millioner kroner - skal fordeles allerede i år, mens de resterende 200 millioner kroner først vil blive udmøntet i 2022. 

Heraf skal 150 millioner kroner gå til opsætning af ladestandere på både offentlige og private arealer, men hvordan det mere konkret skal ske, skal partierne bag aftalen først finde en løsning på til efteråret. 

Det skal ske på baggrund af et nyt lovforslag fra regeringen, der skal danne grundlag for den fremtidige regulering af ladestandermarkedet. 

Det lovforslag vil ifølge teksten blive sendt i offentlig høring allerede inden sommerferien og tage udgangspunkt i det seneste sæt anbefalinger fra Anders Eldrups bilkommission, der blev fremlagt i februar. 

Her anbefalede kommissionen blandt andet, at laderstanderudrulningen skal drives af markedet, og at kommunerne for at få de bedst mulige tilbud fra de private aktører skal udnytte udbud, når de stiller offentlige arealer til rådighed. 

Tilfredse lobbyister

Aftalen er allerede blevet mødt med rosende ord fra flere af de erhvervsorganisationer, der får del i puljerne.

Blandt andet er Lærke Flader, der er branchechef i Dansk Elbil Alliance, glad for aftalen, som hun ser som et vigtigt skridt på vejen mod at realisere ambitionen om én million elbiler i 2030. 

"Der er et stort behov for udbygning af ladeinfrastrukturen i Danmark. Derfor er det vigtigt, at politikerne nu melder sig på banen med et stort skub til investeringerne i ladeinfrastruktur," siger hun i en pressemeddelelse. 

Også Jesper Kronborg, branchechef i SLD, der repræsenterer danske transportvirksomheders interesser, er umiddelbart tilfreds. Han kalder på sin Twitterprofil aftalen for et "fint skridt på vejen mod mere grøn transport".

Han efterlyser dog flere penge til "indkøb af grønne lastbiler, opsætning af drivmiddelinfrastruktur, nedsættelse af afgifter på bæredygtige brændstoffer og udvikling af bæredygtige brændstoffer". 

Forrige artikel Bredt flertal indgår aftale: Dropper krav om 10 procent færre studiepladser i de større byer Bredt flertal indgår aftale: Dropper krav om 10 procent færre studiepladser i de større byer Næste artikel Støjbergs første dag i Rigsretten: Holstein guider dig gennem de to største spørgsmål Støjbergs første dag i Rigsretten: Holstein guider dig gennem de to største spørgsmål