Aftale for satspuljen på socialområdet på plads

SATSPULJE: Især udsatte børn og ældre bliver tilgodeset i satspuljeaftalen for 2015 på socialområdet, hvor der i alt er afsat 1,2 mia. kr. fordelt på 41 nye initiativer.

Der er indgået aftale om satspuljen for 2015, der i alt fordeler 1,2 mia. kr. på børne- ligestillings- integrations- og socialområdet over de næste fire år.

Aftalen omfatter blandt andet 351,7 mio. kr. til at styrke indsatsen for udsatte børn og unge. Derudover har satspuljepartierne afsat 113,2 mio. kr. til svage ældre og demente.

Bag aftalen er alle partier i Folketinget undtagen Enhedslisten, der står uden for satspuljekredsen.

”Jeg er meget tilfreds med, at det er lykkedes at lande en aftale med de øvrige satspuljepartier, der forbedrer vilkårene for de mest sårbare og udsatte mennesker i vores samfund,” skriver minister for børn, ligestilling, integration og sociale forhold Manu Sareen (R) om aftalen i en pressemeddelelse og fortsætter:

”Vi afsætter over én milliard til at forbedre hjælpen til udsatte børn og unge, kvinder ramt af vold, hjemløse unge, ældre og demente. Jeg tror på, at de i alt 41 initiativer vil gøre en mærkbar forskel for de her mennesker, og aftalen er et vigtigt skridt på vejen til at nå regeringens sociale 2020-mål.”

Blandt de 41 initiativer er der også 87,6 mio. kr. til en målrettet indsats over for folk, som udsættes for vold fra deres allernærmeste, ved at styrke familierådgivningen på kvindekrisecentre, styrke overgangen fra kvindekrisecenter til selvstændig tilværelse samt give ambulant rådgivning og sociale indsatser til voldsramte og voldsudøvere.

Fokus på børn og unge
Derudover bliver 80,7 mio. kr. målrettet en indsats rettet mod udsatte børn og unge, der skal understøtte plejefamilieområdet gennem stabilitet i anbringelsen, styrkelse af netværksplejefamilier og styrkelse af det faglige miljø omkring plejefamilier. 

Endvidere er satspuljepartierne enige om bl.a. at afsætte i alt 48,8 mio. kr. til konflikthåndtering i statsforvaltningerne, hvor man tidligere på året har set alvorlige sager om forældreretten til et barn, der blandt andet førte til skyderi i byretten. Pengene skal bl.a. skal styrke forældres evne til samarbejde og konflikthåndtering, samt begrænse belastningen af børn ved skilsmisse og samlivsophævelse.

Socialområdet er et af de tre områder, som satspuljen giver penge til. Tidligere er satspuljen for henholdsvis sundheds- og arbejdsmarkedsområdet faldet på plads.

Forrige artikel Her er ambassadør-rokaden Her er ambassadør-rokaden Næste artikel Slut på dansk spin-æra i Bruxelles Slut på dansk spin-æra i Bruxelles