A-kasserne: Nye regler giver mere papirarbejde

INTERVIEW: De nye regler for lediges jobsøgning er langt bedre end de gamle, men giver mere papirarbejde, siger Morten Kaspersen, formand for AK-Samvirke.

Hvad synes du om aftalen?

"Jeg er meget tilfreds, for de nye regler fokuserer meget mere på de lediges muligheder for at komme i job og dialogen mellem a-kassen og den ledige om, hvor den ledige kan søge - både fagligt og geografisk. De gamle regler byggede på mistillid og kontrol, mens de nye bygger på tillid og en aftale. Desuden er det en kæmpe fordel, at vi ikke har et kvantitativt krav om et vist antal af job, som der var i den gamle og meningsløse regel," siger Morten Kaspersen.

Når der nu ikke længere er et kvantitativt krav, hvor mange job om ugen skal man så søge for at være sikker på at få dagpenge?

"Der kan ikke sættes et antal på. Man aftaler med den ledige, inden for hvilke områder der skal søges, og ved det efterfølgende møde skal det så godtgøres fra den lediges side, hvor mange man har søgt. Det kan være ved at have en kopi af en jobansøgning med, men det kan også bare være at et navn med, som man har søgt job hos. Inden for mit eget område i 3F er det ikke normalt at lave skriftlige ansøgninger, så derfor er det fint, hvis man har søgt direkte hos en arbejdsplads og kan godtgøre det," siger Morten Kaspersen.

Bliver der mere bureaukrati med de nye regler?

"Vi har fået mere notatpligt, fordi vi skal dokumentere over for Arbejdsdirektoratet, at vi har gjort det, vi skulle, og at den ledige overholder planen. Men uanset hvad vi laver i a-kasserne, skal vi tjekkes, så det kommer vi nok ikke udenom, når vi skal udbetale offentlige midler. Men der er udsigt til mere skrivearbejde end tidligere. Og for at undgå det skulle man i langt højere grad have tillid til hinanden, og selv om jeg godt kunne tænke mig det, så kunne vi ikke få mere ud af aftalen. Derfor vil det være fint, hvis vi hen ad vejen kan finde en metode, hvor det kan gøres mere enkelt," siger Morten Kaspersen.

De tidligere regler blev afskaffet især på grund af de mange proforma-ansøgninger, er det slut med dem nu?

"Det håber jeg. Nu kommer tingene til at foregå på en mere målrettet måde. Kommer der alligevel proforma-ansøgninger, må vi forklare medlemmerne, at de skal sende reelle ansøgninger," siger Morten Kaspersen.

Forrige artikel Historien om det politiske forfald Historien om det politiske forfald Næste artikel Miljøtillæg kan give grønnere firmabiler