Miljøtillæg kan give grønnere firmabiler

BILBESKATNING: Skattekommissionens forslag om at pålægge firmabiler et miljøtillæg vil give gode resultater, hvis tillægget er højt nok. Det konkluderer Tetraplan som følge af en ny rapport på området.

I januar måned kom en rapport om de energi- og CO2-mæssige effekter af afgiftsændringen fra 2007. Rapporten, der er lavet af Tetraplan A/S med støtte fra Energiforskningsprogrammet, konkluderer, at afgiftsændringerne kun i ringe grad har hjulpet på, at firmabilerne stadig er for store og udleder for meget CO2.

Som Altinget | Transport beskrev tirsdag, så vil et af Skattekommissionens forslag indebære, at firmabiler tillægges et miljøtillæg afhængig af bilens brændstofforbrug. Det kan give flere brændstoføkonomiske firmabiler på vejene, hvis tillægget er højt nok, mener Rasmus Gravesen, projektleder i Tetraplan:

"Vores resultater viser, at en ændring i pris kan få tre ud af fire firmabilister til at vælge en mere brændstoføkonomisk bil. Men det afhænger af størrelsen af tillægget. Hvis det er en marginal ændring, så betyder det ikke noget særligt, men hvis det er et stort tillæg for de store biler, så giver det også et økonomisk incitament til at vælge en mere brændstoføkonomisk bil," siger Rasmus Gravesen.

Omlægning med lille betydning
Han konkluderer ud fra rapporten, at afgiftsomlægningen i 2007 havde meget lille effekt på firmabilernes karakter:

"Ni ud af ti firmabilister havde valgt nøjagtigt den samme bil. Det skyldes, at afgiftsomlægningen fra 2007 mest har karakter af en justering. Den typiske firmabil er en mellemklassebil, og den er hverken steget eller blevet billigere. Derfor har den ikke betydet det store, for der er ikke særlig mange firmabilister, der køber de helt små biler," siger Rasmus Gravesen.

Firmabilister har ikke noget økonomisk incitament til at vælge de helt små biler, der netop er blevet billigere som følge af afgiftsomlægningen, da firmabilisterne alligevel beskattes af en pris på minimum 160.000 kr.

"Vores resultater støtter dermed op omkring initiativet vedrørende miljøtillægget. Halvdelen af firmabilisterne svarer netop, at de nuværende beskatningsregler ikke giver dem nogen grund til at vælge en mere brændstoføkonomisk bil, og vi kan se i kommentarerne i besvarelserne, at der er en del, der efterspørger dem," siger Rasmus Gravesen.

Forrige artikel A-kasserne: Nye regler giver mere papirarbejde A-kasserne: Nye regler giver mere papirarbejde Næste artikel Simon Emil raser over forsinket godkendelse Simon Emil raser over forsinket godkendelse