Pia Kjærsgaards grundlovstale

Om kun to dage - på søndag - skal danskerne stemme. Først og fremmest gælder det valget af de danske repræsentanter til Europa-Parlamentet. Jeg ved, at mange måske tænker, at EU er noget meget fjernt, og jeg forstår også, at nogle kan være SÅ trætte af at høre på tilhængernes mange lovsange om EU´s velsignelser, at de ikke gider høre mere.

Det kan da være lige meget, tænker de.
Det hele er så stort og uoverskueligt, føler de.
Hvad betyder det for min hverdag, spørger de.

Hvis de da ikke i det hele taget undrer sig over, at der hænger valgplakater, for hvad skal vi dog stemme om?

Faktisk betyder det en hel del, svarer jeg så. EU-Parlamentet er - hvad enten vi vil det eller ej - ingen ligegyldig forsamling længere. Parlamentet har stor indflydelse på en lang række områder - fra sundhed til miljø - som også er bestemmende for danskernes dagligdag. Derfor er det vigtigt, at vi sender de rigtige politikere derned.

Og én af de rigtige politikere skal vi høre tale her senere: Morten Messerschmidt. Han, og vore øvrige dygtige kandidater, er hver især det bedste bud på, hvorfor danskerne bør stemme på Dansk Folkeparti på søndag. Og det gælder alle - uanset, hvor de ellers måtte sætte deres kryds ved de øvrige valg.

De sidste ugers debat om EU har været usædvanlig sløv. Samtidig har alle ja-partierne danset rundt om EU som katten om den varme grød. Det virker som om, deres sædvanlige begejstring for det grænseløse Europa, Lissabon-traktaten, euroen - og alle de andre herligheder - er forduftet.

Men det er ren strategi. De ved nemlig godt, at et flertal af danskerne - og de fleste europæiske befolkninger - er modstandere af EU's langsomme og snigende angreb på nationalstaterne. De ved godt, at EU ikke er demokratisk.

Derfor prøver mange af dem nu at lyde som Dansk Folkeparti - de sætter pludselig spørgsmålstegn ved alt fra et tyrkisk EU-medlemskab til Schengen-samarbejdet. Men den ægte vare findes kun hos os. Det er det grundlæggende sunde ved Dansk Folkeparti - vi siger altid det samme både før og efter et valg.   

Ja, rigtig hjertelig velkommen til jer alle her på Lykkesholm Slot. Det er syvende gang, vi mødes her, og jeg kan ikke længere forestille mig en grundlovsfest uden for disse historiske rammer, som allerede Danmarks eventyrkonge H. C. Andersen forstod at sætte pris på, da han gæstede slottet i 1850 og blandt andet fik inspiration til sin historiske roman O.T.

Hvis man er meget pernittengryn, kunne man indvende, at et slot måske ikke er det rigtige sted at fejre en grundlov, for slotte og herregårde er historisk forbundet med adelen - og dermed noget udemokratisk. Men det er ikke rigtigt. Den danske grundlov blev ikke tvunget igennem af en revolution, hvor guillotinerne arbejdede i døgndrift som i Frankrig.

Nej, den danske grundlov er udtryk for en lang og sund historisk proces, som så sin begyndelse med stænderforsamlingerne, hvor en tredjedel fra hver af "stænderne" - borgere, bønder og adel på forsamlinger fik en rådgivende funktion i forhold til den enevældige konge - og hvor en mere og mere nationalsindet adel faktisk også erkendte, at det var vejen frem. Vel var det ikke demokrati i moderne forstand: Bønderne var repræsenteret med en tredjedel, selv om de udgjorde 80 procent af befolkningen, og kongen behøvede slet ikke at følge rådene.

Men det var en begyndelse på et demokrati. Et demokrati, som voksede op nedefra - et demokrati med folkelig forankring og i et tempo, der var til at forstå. Den danske grundlov med sine få og enkle paragraffer, som vi kender den i dag, er udtryk for ægte folkestyre. Stænderne arbejdede sammen. Hvordan kunne det lade sig gøre? Svaret er det enkle, at der var et FOLK. Et folk, der talte samme sprog, et folk som trods klasseskel havde nogenlunde samme opfattelse af livet og virkeligheden.

Demokrati er kun muligt, hvor der er et folk. Men er der et folk i EU? Nej, det er der ikke.

Der er 27 forskellige befolkninger, 27 forskellige nationale historier, 27 forskellige opfattelser af alt fra demokrati over sundhedspolitik til dyrevelfærd. Derfor kan demokrati i EU heller ikke lade sig gøre. EU er på mange måder en tilbagevenden til dengang, adelen bestemte.

I Danmark talte adelen - da undertrykkelsen var værst - fransk eller tysk. Den almindelige befolkning behøvede de slet ikke tale med. De skulle jo bare have en ordre fra en forvalter, og hvis det ikke hjalp, så havde man truslen om hundehullet eller træhesten som effektive kommunikationsmidler.

EU-Kommissionen og EF-Domstolen, hvor sidstnævnte med den uacceptable Metock-dom har tilsidesat medlemslandenes suverænitet på udlændingeområdet, er udtryk for denne elitære tankegang.

"Vi alene vide" og "L´Etat c´est moi" - Staten, det er mig", siger Kommissionen og Domstolen - og de opfører sig som en dårlig kollektiv kopi af den berygtede franske solkonge - men uden nogen underholdningsværdi andet end dybt kedsommelige cirkulærer og forordninger i kilometermål, skabt af humorforladte og tørre bureaukrater med foragt for europæernes virkelighed. Solkongen Ludvig den 14. var i det mindste farverig.   

Tilbage står, at EU-Parlamentet trods alt er det nærmeste, vi kommer på noget, der lugter lidt af demokrati. Ganske vist har parlamentet ingen lovgivende funktion, men på linje med ministerrådet har parlamentet i det mindste magt til at sætte en stopper på de mest vanvittige forslag fra Kommissionen. Den magt og indflydelse vil Dansk Folkeparti gerne sætte vores præg på.   

På søndag skal vi tage stilling til et vigtigt spørgsmål: Ønsker vi, at det danske bidrag til EU-Parlamentet skal bestå af politikere, som i værste fald opfører sig som viljeløse og hælesmækkende nikkedukker, hver gang Kommissionen eller EF-Domstolen dikterer ting, som truer Danmark - og som i bedste fald bare sidder og snorksover i timen, når der skal tages stilling til emner som opholdsdirektivet, hvor kun Dansk Folkeparti tog kampen op tilbage i 2003?

Eller ønsker vi i stedet at sende dygtige og kompetente ildsjæle til Bruxelles? Politikere, som konstant er på vagt over for tiltag, som yderligere svækker dansk selvbestemmelse og udhuler den danske grundlov. Men samtidig politikere, som alligevel ikke sidder med hænderne i skødet og hengiver sig til romantiske drømmerier om en verden uden EU?

EU er på godt og ondt blevet en del af danskernes hverdag og virkelighed, og Dansk Folkeparti har gennem snart 14 år netop haft respekten for virkeligheden og det politisk mulige som vores vartegn. Jeg vil vove den påstand, at Dansk Folkeparti er det parti, som har været bedst til at lytte til danskerne, og det er såmænd nok også derfor, tilhængerpartierne gennem hele valgkampen febrilsk har forsøgt at lægge afstand til deres tidligere begejstring for det europæiske projekt.

For hvad er det dog lige, der sker? Er en konservativ Bendt Bendtsen pludselig blevet genfødt som modstander af et tyrkisk EU-medlemskab? Og hvad med Venstres spidskandidat Jens Rohde? Han fandt det på Venstres landsmøde nødvendigt at understrege, at han faktisk vil repræsentere danskerne i EU-Parlamentet!!

Eller Socialdemokratiets Dan Jørgensen, som "pludselig" er varm tilhænger af både grænsekontrol og dyrevelfærd, selv om han har stemt mod begge ting i parlamentet? Helt ærligt: Hvor dumme tror de, vi er??

Og tro mig nu, når jeg siger det: Det stikker ikke dybt. Nej, når valget er overstået, bliver det "business as usual". Så skal danskerne igen høre på de lange, hændervridende jeremiader fra tilhængerne om alle de ting, "vi ikke kan undgå, fordi EU-Kommissionen har befalet det, eller fordi et EU-direktiv dikterer dette eller hint" - "og i virkeligheden er det jo til vores eget bedste, og vi er med til at løfte standarden i de svage medlemslande".

Ja, jeg kender alle tilhængernes undskyldninger, og jeg kunne såmænd i søvne skrive deres kedelige debatindlæg og taler.

Tilhængerne angriber i debatter konstant Dansk Folkeparti for at være "modstandere af EU". Med andre ord er der ingen grund til at stemme på DF, for vi vil alligevel ikke være med til noget. Helt ærligt: Tilhængerne ved godt selv, at det er noget vrøvl, men går den, så går den. Dansk Folkeparti går ikke af vejen for at fremhæve, at EU er godt for mange ting, og vi siger det, som det er: Valget handler ikke om "for eller imod EU", men om "mere eller mindre EU".

Det er ikke os, der hele tiden bringer spørgsmålet om det danske medlemskab op, men derimod tilhængerne, som bilder sig ind, at hvis ikke Danmark til punkt og prikke overholder hvert eneste lille direktiv, så kan vi ligeså godt melde os ud. 

Sludder og vrøvl!!

Lad tilhængerne rejse til Grækenland eller Italien og spørge, hvor mange direktiver, de overholder dér. De tager da det, de kan bruge, og blæser højt og flot på resten - og hvem skulle komme efter dem? En tandløs papirtiger med gule EU-stjerner på ryggen?

I forbindelse med Metock-dommen foreslog Dansk Folkeparti sidste sommer det indlysende logiske, at Danmark skulle ignorere opholdsdirektivet og lade sagen prøve ved EF-domstolen endnu en gang. Men næ nej, Domstolens ord er lov - også i Danmark - lød det forskræmt og duksedrengeagtigt fra tilhængerne. Jeg vil vove den påstand, at det er tilhængerne, der har et anstrengt forhold til EU - ikke Dansk Folkeparti. Vores tilgang er nemlig præget af realisme og snusfornuft. Det betyder, at vi naturligvis siger fra, når EU vil diktere den danske udlændingepolitik.

Det kan nemlig kun gøres af det danske Folketing og den danske befolkning!

Og her kommer så en nyhed: Dansk Folkeparti gør EU en stor tjeneste ved at sige nej til de mest utopiske forslag - for ellers kan jeg love, at danskerne og de europæiske befolkninger gør det helt af sig selv en skønne dag. Og så falder EU sammen som et korthus!

På samme måde gør Dansk Folkeparti EU en stor tjeneste, fordi vi siger NEJ til, at Tyrkiet nogensinde opnår medlemskab af EU. Når Kommissionen og tilhængerne ikke kan finde ud af det, ja, så må vi jo hjælpe dem på vej. Et 95 procent asiatisk - og 100 procent muslimsk land med 70 millioner indbyggere - ville få hele det europæiske samarbejde til at bryde sammen.

Dansk Folkeparti som EU's redningsmand? Jo, hvorfor ikke. Hvis vi virkelig ønskede at nedkalde et ragnarok - og ønskede en brat ende på det europæiske samarbejde, behøvede vi da bare at gøre som tilhængerne. Så skulle vi blot sige ja til de endeløse udvidelser, den grænseløse Europa - og klappe i hænderne af alle domme og direktiver - og så ellers klappe i.

Dansk Folkeparti går til valg på et klar program: Det europæiske samarbejde er nødvendigt, men det må ikke forhindre de europæiske befolkninger i at bevare deres selvstændighed. Det betyder, at Kommissionen skal fratages retten til at fremsætte initiativer, og det betyder, at domstolens magt skal begrænses.

Dansk Folkeparti siger nej til flere udvidelser af EU. Alt for store forskelle mellem rige og fattige lande sætter ikke alene vore grænser under pres - med mere kriminalitet som resultat - det betyder også alt for store forskelle mellem standarder på en lang række områder som for eksempel dyrevelfærd og fødevaresikkerhed.

Og helt ærligt: Skal danske forbrugere udsættes for fare, fordi vore standarder skal tilpasse bulgarsk eller rumænsk niveau? Skal danske dyr lide, fordi vi skal rette os ind efter holdningen til dyrevelfærd i Spanien, hvor der stadig gennemføres tyrefægtninger?

Vi siger nej tak!!!

Vi siger også nej tak til EU's skalten og valten med skatteborgernes penge i et gigantisk omfordelingscirkus, hvor et milliardbeløb hvert år forsvinder ned i et sort hul, fordi modtagerne aldrig forventes at aflægge regnskab for noget som helst.

Hvad mon der ville ske, hvis en dansk finansminister ikke kunne redegøre for 11 procent, der årligt forsvinder ud i den blå luft.

Jeg tør næsten gætte på, at både han og regeringen ville ryge ud i en vis fart - og heldigvis for det. Men Kommissionen unddrager sig direkte demokratisk kontrol og kan bare blive siddende, uanset hvad den foretager sig. Har det noget demokrati at gøre? Er det ikke snarere en ny form for enevælde?

Hver måned tager tyve lastvognstog turen fra Bruxelles til Strasbourg og tilbage igen, fordi Frankrig insisterer på, at EU-Parlamentet også skal have sæde her. Frankrig er et stærkt land og får naturligvis sin vilje. Også selv om det hvert år koster skatteyderne 1,5 milliarder kroner - og et stort, overflødigt udslip af den Co2, som EU-parlamentarikerne ellers er så optaget af at begrænse.

Men nej da!! Det gælder ikke i EU. Danskerne skal købe energisparepærer og el-biler og værsgo´ have dårlig samvittighed, når de køber en årlig flyrejse, men i EU kan der fråses uhæmmet med ressourcerne. Jeg vil kalde det et mageløst hykleri!!

Journalisten Sanne Udsen - forfatter til en af de mange biografier om bedrageren Stein Bagger har kaldt sin bog "Drømmefabrikken". Den samme betegnelse kan bruges om EU - en gigantisk drømmefabrik, hvor der drømmes så uendeligt store drømme, men hvor virkeligheden ude i Europa hele tiden forsøger at vække drømmerne ved de mange skriveborde.

Dansk Folkeparti er en del af den virkelighed! Vi vil give alle drømmerne en tiltrængt spand koldt vand i hovedet. EU har i dag to virkeligheder: Magthavernes virkelighed og de europæiske befolkningers virkelighed. Dansk Folkeparti vil i EU-Parlamentet bringe de to virkeligheder i øjenhøjde med hinanden.

Den danske grundlov er udtryk for et demokrati-syn, der er fast forankret i nationen og sproget. Men den er mere end det. Grundloven er på grund af sin enkelthed en højest atypisk lov. Det er den, fordi den skal være langtidsholdbar - fordi den ikke skal være offer for tilfældige politiske modeluner.  

"Lovenes lov" er ikke noget, man bare ændrer ligesom hastighedsgrænser eller loven om dataregistrering. Men én ting er sikkert: Den ydre ramme for hele vores folkestyre og for alle love og bestemmelser udgøres af grundloven. Det er den, der i sidste instans sikrer os mod lovløshed og vilkårlighed.

Jeg kan ikke lade være med at tænke de irakere, som har besat Brorsons Kirke på Nørrebro, fordi de i årevis har nægtet at respektere danske myndigheders afgørelser. Gang på gang er deres sager blevet genoptaget, og gang på gang har de fået afslag.

Fordi de efter myndighedernes indgående og samvittighedsfulde undersøgelser ikke skønnes at være personligt forfulgte - og dermed ikke kan betegnes som flygtninge.

Jeg ved da nu heller ikke lige, hvor meget flygtning, man kan være, hvis man ligefrem rejser på ferie i det land, man er flygtet fra? Eller hvis man vælger at indlede en kriminel løbebane og sælge narko - og så alligevel frækt kræver, "at man da skal have en chance til"?

Efter at vi langt om længe fik en aftale om hjemsendelse med de irakiske myndigheder i stand, besluttede irakerne - sammen med en gruppe forvirrede og naive danske hjælpere - at tage loven i egen hånd og nægte at følge myndighedernes anvisninger.

Det kaldes med et andet ord selvtægt!!

Men irakerne fandt ikke selv på at besætte først Vor Frue Kirke og siden Brorson Kirke. Danske hjælpere trækker i trådene og bilder irakerne ind, at modstand betaler sig. At når bare der lægges pres på politikerne, så laver vi en særlov.

Socialistisk Folkeparti, Det Radikale Venstre og Enhedslisten er for længst blevet bløde i knæene og vil have de mange sager taget op igen. Men hvad er der at undersøge, som ikke er blevet undersøgt før? Og hvordan kan det være, at det er lykkedes for Sverige at hjemsende i hundredvis af irakerne, uden at der er rapporteret om et eneste overgreb eller eksempel på forfølgelse?

Hvis de tror, der kommer en ny særlov, tager de fejl: Vi skriver ikke længere 1992! Det Radikale Venstre er sat ud af spillet!

Heldigvis! Sidst vi havde en såkaldt særlov fik 312 afviste palæstinensiske flygtninge opholdtilladelse. Selv om myndighederne også dengang havde afvist ethvert retligt grundlag for at give dem ophold.

Og jeg skal love for, at palæstinenserne virkelig forstod at belønne den danske gæstfrihed: I 2005 viste en undersøgelse, at 42 procent af dem havde begået kriminalitet, og at 74 procent var på overførselsindkomst. 135 var blevet straffet ved domstolene, og 238 blev i 2005 forsørget af det offentlige.   

Men der bliver ingen gentagelser! De irakiske flygtninge skal hjem - og de kan ligeså godt pakke deres kufferter og forlade kirken med det samme!

Det har på mange været et mærkeligt folketingsår. I alt for lang var der uklarhed om Anders Fogh Rasmussens NATO-kandidatur, og man må konstatere, at det sled på regeringen.

Det er der heldigvis blevet rettet op på, efter at Lars Løkke Rasmussen er blevet statsminister. I Dansk Folkeparti sætter vi nu lid til, at Lars Løkke Rasmussen mestrer opgaven til fulde.

Jeg tror, det er godt, at vi har fået en statsminister, som har en baggrund i kommunal- og amtsrådspolitik, og som har prøvet kræfter med både posten som indenrigs- og sundhedsminister og finansminister.

Noget bedre grundlag for at mestre den velfærdspolitiske dagsorden inden for en økonomisk ansvarlig ramme - og i en vanskelig situation med lavkonjunktur og krise - kan næsten ikke tænkes.

Venstrefløjen har gentagne gange angrebet regeringen og Dansk Folkeparti for at være økonomisk uansvarlige og ude af stand til at løse krisen. Jeg ved ærlig talt ikke, hvordan vi skulle have gjort det bedre.

Socialdemokratiet og Socialistisk Folkeparti prøver at bilde vælgerne ind, at Danmark er sådan en slags økonomisk ø, som vi fuldstændig kan isolere fra en verdensomspændende finanskrise.

Som i 1930´erne prøver de at foregøgle vælgerne, at når blot man sætte gang i tilstrækkeligt mange offentlige projekter, så kan man styre uden om krisen. Men hvor skal arbejdskraften komme fra? Arbejdsløsheden i Danmark hører stadig til blandt de laveste i Europa, og vi har stadig et af de bedste udgangspunkter for at bekæmpe krisen - skulle vi pludselig sætte det over styr?

At manøvrere gennem en økonomisk krise er en vanskelig balancegang. De forskellige medikamenter skal doseres i den rette mængde, og man må prøve sig forsigtigt frem. Ikke to kriser er ens - og det er løsningerne heller ikke.

Med frigivelsen af SP-opsparingen pumper vi nu ca. 25 milliarder kroner ud, hvor de har det allerbedst, nemlig i borgernes egne lommer. De falder på et tørt sted i en tid, hvor det er mere svært end nogensinde før at låne penge i banken - sammenholdt med skattelettelser til hele befolkningen fra næste år øger dette danskernes privatøkonomiske råderum i en svær tid. Jeg forstår ikke, at nogen kan være modstandere af det!

Jeg forstår det heller ikke, når venstrefløjen ønsker at bilde danskerne ind, at velfærden er blevet forringet - alene på sundhedsområdet ventes der en stigning i tilførslen af midler på næsten 24 milliarder kroner fra 2001 til 2009, mens det for det samlede offentlige område drejer sig om mere end 53 milliarder kroner.

Dermed ikke sagt, at alt er fryd og gammen på velfærdsområdet. Det er det langt fra. Men Dansk Folkeparti arbejder videre i samme spor, som vi hele tiden har gjort. Der er stadig masser at tage fat på - både når det gælder om at forbedre forholdene for de ældre, de syge og andre udsatte grupper.

Vi er slet ikke færdige endnu.

Men på søndag gælder det to vigtige afstemninger. Europa-Parlamentet og tronfølgeloven. Som jeg indledte med at sige, kan det ikke understreges nok, hvor vigtigt det er, at vi alle går hen og stemmer - også selv om solen stråler, og stranden, campingvognen eller kolonihavehuset lokker mere end valglokalet.

Sørg nu for at få det gjort. Netop på en grundlovsdag som denne er det vigtigt at huske, at stemmeretten ikke er kommet af sig selv. Den måtte vore forfædre kæmpe en lang, sej kamp for. Vis dem ære at gå hen og stemme - også for fremtidige generationers skyld.

Rigtig god grundlovsdag!