60 vindmøller om året kan lyse halvdelen af Danmark op

VINDMØLLER: Danmark kan få dækket halvdelen af sit elforbrug i 2025 af vindkraft, hvis der sættes 60 nye havvindmøller op om året.

Halvdelen af det danske elforbrug kan være dækket af vindenergi allerede i 2025, hvis der hvert år indtil da opsættes ca. 60 nye store havvindmøller.

Det fremgår af et svar, klima- og energiminister Connie Hedegaard (K) har givet til Folketingets Energiudvalg.

Ifølge klimaministeren vil det således kræve havvindmøller med en samlet effekt på i alt knap 4.300 MW at dække halvdelen af det danske elforbrug - det svarer til en udbygning på ca. 270 MW om året indtil 2025.

60 møller årligt
Med de nye og store vindmøller, der bl.a. planlægges brugt i svenske havvindmølleparker, og som kan levere helt op mod 5-8 MW pr. mølle, vil det mål kunne nås med en årlig opsætning af 60 nye møller hvert år.

"Det er faktisk ikke specielt mange og derfor en overkommelig opgave. Det kræver dog, at man får sin planlægning i orden - får sendt det signal til kommunerne, at de skal anvise, hvor møllerne skal stå, og får lavet en rækkefølgeplan for havvindmøllerne," siger SF's energiordfører Anne Grete Holmsgaard, der gerne ser en vindmølleudbygning både på land og til havs.

800 MW er besluttet
Allerede nu er er det besluttet at opføre nye havvindmølleparker på Horns Rev vest for Blåvands Huk, ved Anholt i Kattegat og syd for Lolland. Inden 2012 vil de forøge kapaciteten med i alt 800 MW.

Et af problemerne med at etablere havvindmølleparker med meget store møller er, at etableringsomkostningerne er særdeles høje. Men dels vil de udgifter falde med tiden, og dels forventes det, at både kul-, olie- og gaspriserne stiger i løbet af det næste årti.

Derfor skal der sættes ind med flere møller allerede nu, mener Anne Grete Holmsgaard, der nu vil forsøge at få ministeren til at få fart på udviklingen af en havvindmøllepark på Kriegers Flak i Østersøen. En sådan park vil ifølge Energistyrelsen alene kunne levere i alt 800 MW.

Forrige artikel Louise Gade ny direktør på Aarhus Universitet Louise Gade ny direktør på Aarhus Universitet Næste artikel Brian Mikkelsen accepterer minimumsstraf Brian Mikkelsen accepterer minimumsstraf