Den græske tragedie er vores selvbedrag

Af Frederik Nellemann, MBA-studerende på Harvard Business School, og Jonas Bech, økonomistuderende på Københavns Universitet

Den økonomiske krise i Sydeuropa er blevet overvurderet af et etisk korrupt rating-bureau system, farvede anglo-amerikanske medier, og en amerikansk politisk interesse i en svækket EU. Sådan lyder nogle af de argumenter, som for tiden nedtoner den økonomiske krise. Desværre skyder argumenterne helt forbi i den aktuelle situation, der samtidig ved at skyde skylden over på andre, fjerner et nødvendig fokus på den udfordring, Sydeuropa og resten af Europa står over for, og de løsninger, der skal til for at tackle den.

Det første problem med den nuværende situation, skal vi tro, er utroværdige rating-bureauer uden interesser i at levere objektive investeringsvurderinger. Hvordan kan Japan f.eks., et aldrende land med en "gæld 60 procent højere end noget sydeuropæisk land", have en rating bedre end Grækenland? Den simple grund er, at Japan ikke er afhængig af udenlandske investorer for at låne penge.

96 pct. af landets obligationer ejes af indlandske investorer, som fortsat efterspørger landets obligationer, da deflation og et lunkent aktiemarked betyder, at selv lav-rentede obligationer giver et attraktivt realt afkast.

Ydermere er USA og Storbritanniens AAA-rating og billig finansiering af underskud heller ikke nødvendigvis tegn på et ubrugbart rating-bureau system. Det er blot bevis på, at bureauerne, og investorerne vurderer det sandsynligt, at de vil være i stand til betale deres gæld.

Et lands rating er nemlig funktion af andet end gældsniveauet (hvilket på 60 pct. og 80 pct., for hhv. USA og England, af BNP ikke er på niveau med Grækenlands 130 pct.).

Ifølge tidskriftet The Economist bliver der taget hensyn til andelen af et lands indtægter, som går til rentebetalinger, samt finansieringsfleksibiliteten landet har på kortere sigt.

Men det faktum at et af historiens mest succesfulde investeringsfonde, Berkshire Hathaway, delvist ejer Moody's, et stort rating-bureau, må være bevis på at noget er galt, hævder kronikken.

Ikke når man tager højde for at Berkshire Hathway kun ejer i dag 13 pct. af Moody's udestående aktier (mod ca. 20 pct. i 2009). Selv hvis Buffet var ude på at snyde, burde han stramme lidt op; i april 2009 blev Berkshire Hathaway downgraded af en række ratingsbureauer, heriblandt Moody's.

Rating-bureauerne er dog ikke perfekte. Under finanskrisen var de i bedste fald naive omkring risikoen med de komplekse produkter, som bragte verdens finansielle sektorer i knæ. Senest er de blevet beskyldt af bl.a. ECB-præsident Jean-Claude Trichet for at have for meget inflydelse på markederne.

Men hvert rating-bureau er blot en af mange kilder, investorer kan anvende i deres beslutningsproces. Disse samme investorer kan benytte samme oplysninger om et lands økonomiske tilstand som bureauerne. Så når et land som Grækenland kommer under pres, dvs. investorer kræver højere renter for at være villige til at købe deres obligationer, er det en konsekvens af beslutninger taget af individuelle investorer verden over, fra investeringsbanker i New York til pensionskasser i Danmark.

Nogle gange møder man også argumenter om, at krisen i Grækenland og andre sydeuropæiske lande er overvurderet. Det er den absolut ikke. Disse lande står over for et stort insolvensproblem. Som en amerikansk subprime-boligejer, der blev fristet af lave renter til at købe for dyrt et hus, har Grækenland og andre sydeuropæiske levet over måde af lave renter, som euro-medlemskabet gav dem.

Men en lavkonjuktur og en infleksibel økonomi betyder, at der ikke er tilstrækkelige offentlige midler til at betale gælden på kort sigt. Selv de reformer med størst effekt vil ikke kunne sikre nok overskud på kort sigt til at betale for deres store gældsposter.

På trods af Grækenlands størrelse, kun 2,6 pct. af euro-zonens BNP, er krisen i Grækenland noget, vi bør frygte. For skulle Grækenland erklære sig insolvent, vil det ikke blot gå ud over lokale grækere, men også de mange europæiske banker, som ejer græsk og anden sydeuropæisk gæld.

Ifølge the Bank for International Settlements, stod europæiske bankers fordringer på Grækenland og Portugal i 2009 på henholdsvis $193 milliarder og $240 milliarder. Spanien var på $832 milliarder i 2009. I Italien stod den på $1,02 billion.

Og frygten er, at hvis Grækenland ikke længere skulle være i stand til at betale deres gæld, så ville det føre til store tab i andre lande, heriblandt Portugal, Spanien, og Italien, og derved potentielt skabe en bankkrise.

Det eneste, der kan hjælpe Grækenland, er at indføre de nødvendige reformer, som kan sætte gang i økonomien, men også statens mulighed for at indkræve skat, der så kan anvendes til betaling af renter. Det gigante indskud af EU-garanterede penge tilbage i maj 2010 skulle angiveligt have købt lidt tid.

Her påpeger nogle, at hvis blot Grækenlands sorte økonomi blev medregnet, så ville det ikke se så slemt ud. Hvordan selv en blomstrende sort økonomi kan forbedre landets offentlige finanser, forklares dog ikke.

Det påpeges nogle gange, at Grækenland "kun" mangler 120 milliarder euro, og at Italien fik 140 milliarder euro ind ved at give amnesti til italianere med penge i udlandet. Men her kan man blive ført bag lyset: den italienske stat har ikke det beløb i statskassen, kun fem-syv procent, der blev beskattet. Det er ønsketænkning at tro, at der findes lignende lette løsninger til det kæmpe finansieringsbehov der skal til for at blot stabilisere gældsniveauet.

Et stærkt EU er dog i Danmarks interesse. Men det er det ligeledes også for USA og Kina, i lige så høj grad som deres økonomiske vækst og import af danske varer er vigtige for os. Grækenland står i dag til regning for et offentligt forbrug over evne.

Med en aldrende dansk, såvel som europæisk, befolkning står vi over for tilsvarende udfordringer på længere sigt med de offentlige finanser. Skal vi i Danmark fortsætte med at nyde et højt niveau af velstand og velfærd, må vi åbne øjene og erkende dette. At rette skylden mod andre end os selv er selvbedrag.

Dette indlæg er også blevet bragt i Weekendavisen som svar på en kronik.