BBC: Dansk politik rystet af Thornings skattesag

SKATTESAG: Sagen om den danske oppositionsleder Helle Thorning-Schmidts forskellige oplysninger om sin mands ophold i Danmark har nu også fået britiske BBC's bevågenhed.

I flere uger har sagen om Helle Thorning-Schmidts ægtefælle, britiske Stephen Kinnocks skatteforhold kørt i de danske medier. Men nu er sagen også nået frem til de britiske. Tirsdag eftermiddag skrev britiske BBC om sagen, som ifølge den britiske public service station "ryster" dansk politik.

Helle Thornings-Schmidts ægtefælle er søn af den tidligere Labour-leder, Neil Kinnock, som i dag er udnævnt "lord" og sidder i det britiske Overhus.

I artiklen skriver BBC, at Stephen Kinnock arbejder og betaler skat i Schweiz af en indkomst på 110.000 pund om året. Og at skatten i Schweiz er på 15 procent, mens den i Danmark, "det højest beskattede land i verden", kunne løbe op i 63 procent sidste år.

Ifølge BBC har Helle Thorning-Schmidt politisk argumenteret for "højere skat for de høje indkomster", men holdt fast i, at hendes mand kun har været i Danmark i 33 weekender om året - og derfor ikke er skatteberettiget i Danmark - selvom hun til de danske myndigheder ved en anden anledning har skrevet, at Stephen Kinnock er i Danmark "hver weekend fra fredag til mandag".

Forrige artikel Ugebrevet EUROPA stopper Ugebrevet EUROPA stopper Næste artikel Den græske tragedie er vores selvbedrag