Byen hvor livet engang var værd at leve
USA-SERIE III: Den høje ledighed har for alvor sat sit præg rundtom i Amerika, hvor lukkede butikker eller tomme huse ikke længere er så sjældent et syn. Et af de hårdest ramte områder er Detroit i Michigan.
Af Anders Agner Pedersen
DETROIT, MICHIGAN: Der er noget, der ikke er som det skal være i Detroit. Faktisk er der ret meget, der ikke er, som det skal være i Detroit. Den engang så stolte bilby er hårdt ramt af den økonomiske krise, og ledigheden er i de seneste år steget voldsomt. Det officielle ledighedstal lige nu omkring 15 procent, og selv om det i sig selv lyder voldsomt, så tales der om, at det reelle tal i snarere ligger et stykke over 20 procent. Og i en by med godt 900.000 indbyggere vil lidt hurtig hovedregning afsløre, at der altså er tale om minimum 140.000 mennesker, der mangler arbejde.
Man fornemmer hurtigt, at byen lige nu er i noget, der minder om frit fald. Lammet af en krise, hvis lige ikke er set siden 30'erne, og som ikke ser ud til at gå væk lige med det samme.
Alene køreturen fra lufthavnen ind til byen bekræfter det. Manden bag rattet slider ikke dæk for at støtte de lokale producenter. Han gør det for at tjene penge, der kan dække udgifterne. Det meste af sit voksne liv har han drevet en entreprenørvirksomhed med en række ansatte. Det gør han for så vidt stadig. Han har bare ikke nogen ansatte mere. Dem måtte han fyre, da der ikke har været nogen ordrer i meget lang tid, som følge af krisen.
Det har ikke altid været så slemt i Detroit, som det er nu. Skulle man være i tvivl, vil bymuseet slå det fast. Der har en gang været liv og glade dage i The Motor City. I gamle dage brystede man sig af, at det her var 'byen, hvor livet er værd at leve'. Det er næppe for meget at sige, at tiden er løbet fra det motto.
Krigszone
Flere steder ligner byen en krigszone. Snesevis af fabriksbygninger står tomme, og infrastrukturen er så miserabel, at tanken: 'Nå, der røg det ene forhjul', flere gange popper op. Og for at sætte kronen på makværket, så er der flere områder i byen, hvor der er sat spånplader for døre og vinduer på de tusindvis af huse, som står tomme, da beboerne som følge af manglende huslejebetaling enten er blevet sat på gaden eller er flyttet til noget billigere.
At præsident Obama ved flere lejligheder har holdt sine taler omkring jobplaner, jobpakker og lignende i Detroit er langt fra tilfældigt. For byen er usædvanlig hårdt ramt. Ikke mindst som følge den store tilbagegang, som byens store bilproducenter Ford, Chrysler og General Motors har oplevet siden finanskrisen for alvor begyndte i efteråret 2008, og som har medført adskillige nedskæringer.
Det gik blandt andet ud over 57-årige Larry Allen. I 21 år arbejdede han i Chryslers produktionshal, hvor han sammen med sine nu tidligere kolleger byggede biler til Amerika og resten af verden. Det gør han ikke mere. Nu har han en deltidstjans hos en virksomhed, der laver nogle af de dele, som skal bruges til at bygge biler. Selv om det er bedre end ingenting, så er det stadig ikke nok, hvorfor Larry fortsat dukker op på byens arbejdsløshedskontor i håbet om at få et fuldtidsjob.
Det plejede at være ...
En af de sætninger, man ofte hører i Detroit er sætningen: Det plejede at være. Det plejede at være et sted, hvor folk med børn boede. Det plejede at være et sted, hvor man kunne færdes sikkert. Det plejede at være en succesfuld virksomhed. Men plejer er i den grad død i Detroit. I stedet har hans nedrige fætter håbløshed sat sig tungt på byens trone.
Det ligger med andre ord en massiv udfordring for såvel de lokale myndigheder som præsident Obama for at få Detroit ud af den negative spiral, som byen i øjeblikket befinder sig i. Om den nye jobpakke vil være den redningskrans, som hjælper de mange ledige op af dødvandet, har vi fortsat til gode at se. En ting er dog sikkert. Den stigende ledighed har haft fatale konsekvenser for Detroit. Og som det er nu, ville det mest nærliggende bymotto være: 'byen, hvor livet engang var værd at leve.'
7. maj: Sofie Carsten Nielsen
Medicinudgifters himmelflugt aftager
