Tysklands pressede kansler

TYSKLAND: Angela Merkel er tidligere fremhævet som en pragmatisk og dygtig politiker. Men nu står den tyske kansler midt i sin hidtil største krise, og ikke meget tyder på, det bliver lettere for hende foreløbigt.

Tysklands kansler Angela Merkel var tydeligt lettet og smillede, da stemmerne om "hjælpepakken" til Grækenland blev læst op i det tyske parlament forrige fredag. Stemmerne gik nemlig, som Merkel ønskede: Et flertal havde godkendt en euro-"redningsplan" og banet vej for tyske lånegarantier til andre eurolande for op mod 148 milliarder euro.

Men det holdt hårdt. Forhandlingerne havde været hårde, og kritikken fra oppositionen, pressen og internt i partiet havde været enorm. Og indtil det sidste var det slet ikke sikkert, hun kunne få et flertal bag forslaget. Det er blevet andre tider for den ellers så roste tyske kansler.

EU-pres
Dagene med store roser for hendes diplomatiske evner ved EU-topmøderne er forbi. Ifølge det tyske magasin Der Spiegel gjorde hun stor modstand mod en hurtig aftale, om at afhjælpe Grækenland. Ifølge det britiske magasin The Economist var det nemlig Merkels ønske at udsætte de for Tyskland ubehagelige beslutninger om at punge ud til Grækenland til efter delstatsvalget i Nordrhein-Westfalen.

Det gjorde hende upopulær blandt eurolandenes ledere og forhindrede alligevel ikke Merkels parti, CDU, i at lide det største nederlag i delstaten nogensinde.

Efter "redningsplanen" fortsatte Merkel med at tale om nødvendigheden for en "kultur af stabilitet" i EU, hvilket af nogle EU-partnere er blevet beskrevet som uberettiget forelæsning fra den tyske kansler.

Intellektuelle opstød
Den tyske kansler har en doktorgrad i fysik og regnes for en politisk intellektuel. Men blandt sine "ligesindede" møder hun også kritik:

"Først efter det seneste kurschok på børserne har kansleren givet sig, gjort mør af den amerikanske præsident, Den Internationale Valutafond og Den Europæiske Centralbanks kollektive sjælemassage. Af frygt for boulevardpressens masseødelæggelsesvåben synes Merkel at have mistet blikket for gennemslagskraften i finansmarkedernes masseødelæggelsesvåben," skrev den kendte professor i sociologi Jürgen Habermas for nyligt i Die Zeit.

Og kritikken blev fulgt op af den tidligere udenrigsminister Joschka Fischer i et interview i Der Spiegel:

"Tyskland er blevet mere isoleret i EU end nogensinde før, samtidig med at vi tyskere skal bære hovedparten af den økonomiske byrde, mens den franske præsident bliver hyldet for det," sagde han og fortsatte: "Det er virkelig statsmandskraft! Jeg kan ikke huske noget så pinligt som dette siden 1949".

Intern kritik
Senest har delstaten Hessens ministerpræsident Roland Koch, der er fra samme parti som Merkel, erklæret at ville træde tilbage i noget, der af mange er blevet tolket som en ren "krigserklæring" mod Merkel. Roland Koch havde anmodet om en mere konservativ linie end Merkels og har for nyligt opfordret kansleren til at skære i budgetterne til Mekels egne reforminitiativer, børnepasning og videregående uddannelser - og han fik hurtigt en klar afvisning fra kansleren.

Men kritikken internt i partiet er for første gang under Merkels ledelse blevet mere udtalt. Flere politikere har talt mod partilinjen i pressen, og flere af Merkels partimedlemmer stemte imod "euro-redningspakken".

Samtidig er oppositionspartierne begyndt at lugte blod - og det er taget til siden det store socialdemokratiske parti SPD er blevet oppositionsparti, efter at have været i regering med Merkels CDU indtil november sidste år.

Det lille liberale parti FDP, som Merkel danner koalitionsregering sammen med, har allerede været i interne stridigheder, og den tyske presse gør meget ud af at analysere temperaturen mellem Merkel og FDP's leder, Guido Westerwelle, der er udenrigsminister i Merkels regering.

For at overholde EU's stabilitetspagt er regeringen i Tyskland i øjeblikket i gang med at planlægge offentlige besparelser på omkring 75 milliarder kroner årligt frem mod 2016. Det vil være noget overraskende, hvis presset på Merkel bliver mindre i den nærmeste fremtid.

Forrige artikel Nye politiske navne optaget i Blå Bog Næste artikel 28. maj: Johanne Schmidt-Nielsen 28. maj: Johanne Schmidt-Nielsen