Vismændenes hovedbudskaber

Vismændenes hovedbudskaber er:

1. Behov for opstramning af finanspolitikken fra 2011
Den bratte økonomiske nedtur er blevet afløst af positiv vækst i fire kvartaler i træk. Selvom opsvinget er krybende med udsigt til flere år, hvor produktion og beskæftigelse vil være lavere end i en neutral konjunktursituation, anbefales alligevel opstramning af finanspolitikken fra 2011.

"Ledigheden er ikke kommet så højt over det strukturelle niveau som tidligere ventet, og der er stort behov for offentlige budgetforbedringer fremover på grund af den underliggende tendens til voksende underskud. Derfor bør opstramningen startes i 2011," siger overvismand Hans Jørgen Whitta-Jacobsen og fortsætter:

"Selv med regeringens planlagte opstramning, som isoleret giver et negativt bidrag til væksten fra 2010 til 2011 på 0,6 pct., vil den samlede aktive finanspolitik, der er gennemført i perioden 2009-11, fortsat løfte BNP med 2½ pct. og beskæftigelsen med 70.000 personer i 2011. Den danske finanspolitik er samlet set stadig meget ekspansiv i 2011 og i årene efter, og den vil fortsat være blandt de mest ekspansive i Europa."

2. Offentligt forbrugsskred i 2010 bør korrigeres i 2011
Det offentlige forbrug er hvert år i de sidste 10 år steget betydeligt mere end planlagt og forventet af regeringen, hvilket i høj grad skyldes skred i de kommunale udgifter. Også i år kan der allerede konstateres en betydelig budgetoverskridelse. Det er vigtigt, at dette ikke får varig virkning på de offentlige udgifter.

"Udsigten til en betydelig budgetoverskridelse i kommunerne i 2010 bør ikke få konsekvenser for niveauet for det offentlige forbrug i 2011. Det bør fastholdes på det niveau, som er aftalt i Genopretningsaftalen. Konsekvensen er, at det offentlige forbrug falder med 1 pct. fra 2010 til 2011. Til gengæld kan den del af det planlagte løft i de offentlige investeringer, som ikke nås i år, gennemføres i 2011," siger Hans Jørgen Whitta-Jacobsen.

3. Behov for 2020-plan med konkrete forslag til konsolidering og forøget strukturel beskæftigelse
Det offentlige underskud forventes at blive reduceret fra godt 4 pct. af BNP i år til omkring 2 pct. i 2013, hvis finanspolitikken gennemføres som fastlagt i Genopretningsaftalen.

Underskuddet vil herefter automatisk mindskes som følge af tilbagevenden til en normal konjunktursituation, men denne positive effekt modvirkes af forværringer i den strukturelle saldo som følge af flere ældre og lavere produktion i Nordsøen.

Underskuddet forventes derfor at forblive på omkring 2 pct. af BNP frem mod 2020 med udsigt til betydelig forværring derefter som følge af fortsat demografisk modvind. Der er derfor behov for en 2020-plan, som:

(1) Fastlægger et mål for det offentlige forbrug i pct. af BNP i 2020 og tager udgangspunkt i den aftalte konsolidering frem mod 2013.

(2) Forstærker styringen af de kommunale udgifter ved at indføre en modregning for den enkelte kommune, hvis regnskabet ikke overholder budgettet. Hvis kommunernes budgetter samlet set ikke overholder den aftalte ramme, kan staten udstikke udgiftsrammer til de enkelte kommuner.

(3) Opstiller et konkret mål for den strukturelle beskæftigelse med angivelse af konkrete reformer til målets indfrielse.

(4) Afskaffer skattestoppets nominalprincip.

"Analyserne i efterårets vismandsrapport peger på, at en hurtig reduktion af efterlønsperioden fra 5 til 3 år vil være et særdeles effektivt tiltag til at forøge den strukturelle beskæftigelse og forbedre det offentlige budget," siger Hans Jørgen Whitta-Jacobsen.

4. Regulering af den finansielle sektor og forslag om ny bankskat
Finanskrisen udsprang af manglende tillid til solvensen i banksystemet og nødvendiggjorde, at staterne ydede omfattende lån og garantier til banker og realkreditinstitutioner på vilkår, som ikke kunne opnås i markedet.

For at undgå fremtidige bankkriser og for at begrænse staternes risiko herved er det hensigtsmæssigt med en strammere regulering af den finansielle sektor, som der lægges op til med de såkaldte Basel III regler.

I forhold til det seneste udspil er det dog vigtigt i en dansk sammenhæng, at reglerne i højere grad tillader, at realkreditobligationer kan medregnes blandt bankernes likvide aktiver.

Ud over Basel III reglerne kan det være hensigtsmæssigt at indføre en adfærdsregulerende bankskat, der beskatter den mindst stabile del af bankernes finansiering og dermed tilskynder til et forstærket kapitalgrundlag. En sådan skat er f.eks. indført i Sverige.

"En skat på bankernes mindst sikre finansiering kan reducere risikoen for fremtidige finanskriser og være et hensigtsmæssigt supplement til den øvrige bankregulering. En sådan bankskat bør gennemføres som led i fælles regler på EU-plan. Skatten bør ikke blandes sammen med et evt. ønske om at opbygge en statslig fond, og den bør gennemføres uafhængigt af, om man ønsker at øge eller lette den samlede beskatning af banksektoren," siger Hans Jørgen Whitta-Jacobsen.

5. Svag dansk produktivitetsudvikling internationalt set siden midt 90erne
Danmark har siden midten af 1990'erne haft en svag udvikling i værditilvæksten pr.
arbejdstime set i forhold til andre velhavende lande i verden. I forhold til for eksempel Sverige, USA og Storbritannien er det danske produktivitetsniveau reduceret med 10-20 pct. I forhold til rige europæiske lande som Tyskland, Frankrig, Holland og Belgien har faldet været mindre, men også i forhold til disse lande ligger Danmark på et relativt lavt niveau.

"Danmark har gennem de seneste 10-20 år haft en svag produktivitetsudvikling sammenlignet med andre velstående lande. Analysen peger på, at det kan skyldes, at vi i Danmark er blevet mindre gode til at forbedre udnyttelsen af de samfundsmæssige ressourcer. Dette er bekymrende, da øget produktivitet er den eneste vej til øget velstand på langt sigt," siger Hans Jørgen Whitta-Jacobsen.

6. Endnu bedre rammebetingelser snarere end selektiv støtte til små, nystartede virksomheder eller til "vækstbrancher"
Det er vanskeligt at udpege skurkene i forbindelse med den internationalt set haltende danske produktivitetsudvikling:

(1) Kapitalapparatet pr. medarbejder er ganske vist steget mindre siden midten af 1990'erne end i den foregående 15 års periode - men det er et internationalt fænomen og forklarer ikke den særligt svage, danske udvikling.

(2) Bidraget til produktivitetsudviklingen fra forøget uddannelsesniveau i den private sektor er betydeligt og omtrent lige så stort som i sammenlignelige lande

(3) Forøgelsen af videnkapital i Danmark via investeringer i forskning og udvikling synes at være på niveau med forøgelsen i sammenlignelige lande.

(4) Bidraget til produktivitetsvæksten fra forbedret allokering af produktionsressourcerne på underbrancher synes at være på et højt niveau i Danmark, hvilket peger på, at det danske arbejdsmarked og andre faktormarkeder er effektive internationalt set.

Alligevel klarer Danmark sig dårligere end sammenlignelige lande mht. vækst i den såkaldte totalfaktorproduktivitet, TFP, der udtrykker, hvor effektivt givne mængder af kapital, arbejdskraft, uddannelse mm. udnyttes i produktionen. Følgende danske forhold kan her være opmærksomhedspunkter:

- Andelen af beskæftigede i den private sektor med en videregående uddannelse er kun i det europæiske midterfelt og er overgået af f.eks. Holland, Belgien, Frankrig og Storbritannien. Uddannelsesniveauet i den offentlige sektor i Danmark er betydeligt højere end i den private.

- Der synes at være meget store forskelle i TFP-niveau mellem virksomheder i
samme branche. Specielt er der et meget stort antal af små, relativt nystartede
virksomheder, som har lavt TFP. Selvom disse står for en meget lille andel af
branchens værditilvækst, binder de en betydelig andel af branchens ressourcer.

"Hvis man ønsker en forøgelse af den gennemsnitlige produktivitet via den økonomiske politik, synes støtte til små og nystartede virksomheder ikke at være det mest oplagte.

En sådan støtte kan være samfundsøkonomisk relevant, hvis den afhjælper nogle markedsfejl, nye virksomheder står overfor, men man skal ikke regne med, at Danmark ad den vej kan opnå en væsentlig forøgelse af produktiviteten inden for en overskuelig årrække.

Der vil herudover være en betydelig tendens til "støttespild", fordi det ikke kan undgås, at en del af støtten går til den store del af virksomhederne, som alligevel ikke vokser," siger Hans Jørgen Whitta-Jacobsen og fortsætter:

"En 'picking-the-winnersstrategi' med særlig produktions- og forskningsstøtte til brancher, der anses for at være vækstbrancher, må frarådes, da den risikerer at føre til fastholdelse af ressourcer i relativt lavproduktiv anvendelse.

Erhvervspolitikken bør fokuseres på at sikre gode rammebetingelser
for vækst i virksomhederne generelt. Det betyder, at der skal være fokus
på forøget konkurrence og på områder, hvor markederne ikke af sig selv giver tilstrækkelig tilskyndelse.

Vigtige områder, hvor den offentlige sektor kan bidrage til væksten, er en veludbygget infrastruktur, en højtuddannet og fleksibel arbejdsstyrke samt en tilstrækkelig stor national grundforskning til at sikre kvaliteten af de forskere og udviklere som uddannes fra landets højere læreanstalter."