Fortsat forvirring om tvangshjemsendte irakere

HJEMSENDELSER: Nyt svar fra Iraks premierminister skaber igen forvirring om hjemsendelsesaftale. SF kræver redegørelse fra regeringen.

I et svar til Kristeligt Dagblad skriver Iraks premierminister Nuri al-Maliki, at Irak ikke kan tvinge Danmark eller Sverige til at beholde afviste asylansøgere. Tidligere har han understreget, at Irak ikke har indgået nogen aftale om afviste asylansøgere. SF kræver nu klarhed over sagen fra integrationsminister Birthe Rønn Hornbech (V).

Iraks premierminister Nuri al-Maliki har i et svar til Kristeligt Dagblad skrevet, at Irak ikke kan tvinge Danmark eller Sverige til at beholde afviste irakiske asylansøgere, som ikke vil rejse tilbage frivilligt og derfor sendes hjem med tvang.

Dette fremgår i dagens Kristeligt Dagblad, som stillede al-Maliki en række spørgsmål på baggrund af, at premierministeren var citeret for at sige, at Irak ikke har indgået nogen aftale med noget land om afviste asylansøgere.

Men nu vil premierministeren tilsyneladende ikke sætte handling bag sine ord. I hvert fald skriver han i svaret til Kristeligt Dagblad, at han ikke kan pålægge nogen lande at beholde afviste irakere:

"(...) hvis nogle regeringer har taget det skridt at tvangshjemsende irakere, (...) så er det uden for vores beføjelser at pålægge det pågældende land at beholde irakerne," hedder det fra al-Maliki i det officielle svar til Kristeligt Dagblad.

SF kræver redegørelse
Men nu må regeringen tage ansvar i sagen. Sådan lyder det fra Socialistisk Folkeparti, som i en forespørgsel til integrationsminister Birthe Rønn Hornbech vil have en redegørelse for forvirringen omkring hjemsendelse af de afviste irakere.

"Jeg synes, det er lidt forvirrende. Vi har allerede bedt integrationsministeren om en redegørelse for sagen, men nu vil vi også bede hende tage stilling til den seneste udmelding fra Iraks premierminister," siger SF's udlændinge- og integrationsordfører Meta Fuglsang til berlingske.dk og fortsætter: 

"Vi skal have svar på, hvad den irakiske premierministers udtalelser betyder for Danmark, og hvad ministeren vil gøre."  

Hun tolker svaret fra den irakiske premierminister sådan, at Irak ikke ønsker, at nogen bliver hjemsendt med tvang:

"Det tyder på, at de i hvert fald i Irak mener, det skal være frivillige hjemsendelser. Dermed er der en uoverensstemmelse mellem den irakiske og danske regering om, hvordan det skal foregå," siger Meta Fuglsang til berlingske.dk som begrundelse for sin forespørgsel til integrationsministeren.

Det er kun nogle få dage siden, at Altinget beskrev, hvordan Iraks premierminister i et svar til Ritzau afviste, at der er en hjemsendelsesaftale for afviste irakiske asylansøgere.

Forrige artikel Kommuner går glip af ekstra skatteindtægter Kommuner går glip af ekstra skatteindtægter Næste artikel Eva Kjer skal redegøre for kødskandale