Rønn opfordrer afviste til at rejse frivilligt

IRAKERE: Integrationsministeren afviser enhver kritik af hjemsendelsen af de afviste irakere og opfordrer de resterende til at rejse af egen fri vilje.

Integrationsminister Birthe Rønn Hornbech (V) afviser pure enhver kritik af, at de nu hjemsendte irakere blev hentet om natten og opfordrer samtidig de resterende afviste irakiske asylsøgere til at vende frivilligt hjem til Irak, så politiet ikke skal tvangsudsende flere.

"Vi bliver ved at opfordre til, at de får en aftale med politiet om at rejse ud frivilligt. Det har vi sagt igen og igen. Ellers så sker det pludseligt. De kan ikke få aftaler om deres ejendele eller noget som helst. Det har vi opfordret til i årevis igen og igen," siger ministeren ifølge politiken.dk.

Hun har intet tal på, hvor mange personer, der i øjeblikket har en trussel om tvangshjemsendelse hængende over sig.

"Der er hele tiden nogle, der udrejser frivilligt, eller i hvert fald i vort system står som udrejst. Det ændrer sig hele tiden. Udrejserne sker løbende, og vi sætter ikke i avisen, hvornår det sker," siger hun, og afviser enhver kritik af politiets ageren ved aktionerne har været for hårdhændet: 

"Det er fuldstændig en politifaglig vurdering. Det er klart, at man sender dem ud på det tidspunkt, hvor der er færrest, de autonome kan genere og kan komme til skade. Det er altid den politifaglige vurdering," siger Rønn Hornbech og fortsætter:

"Vi kunne jo se i Brorsons Kirke, at de brugte halvanden time på at prøve at tale dem til rette, så alle ballademagerne kunne nå frem."

Forrige artikel Skatteministeren kritiseres for embedsmisbrug Næste artikel Skizofreni-test af fostre giver etiske problemer Skizofreni-test af fostre giver etiske problemer