Ny formand i svækket sygeplejeråd

FORMANDSVALG: Ekspert og iagttager vurderer, at Dansk Sygeplejeråds nye formand er tvunget til at være mindre offensiv end sine forgængere.

Den lange sygeplejekonflikt i 2008 vil på en række områder have en dæmpende effekt på Dansk Sygeplejeråd og den nyvalgte formand Grete Christensen.

Det vurderer arbejdsmarkedsforsker ved Aalborg Universitet Flemming Ibsen og forfatter og mangeårig arbejdsmarkedsjournalist Thomas Flensborg fra Politiken.

Nok fik inderkredsen i Dansk Sygeplejeråd valgt sin kandidat i form af den tidligere næstformand og fungerende formand Grete Christensen, der tillige er mangeårigt medlem af sygeplejerådets magtfulde hovedbestyrelse.

Tæt opløb - et problem
Men valget skete med under 1000 stemmers forskel ud af 24.982 stemmer i alt.

Flemming Ibsen er overrasket over, at der var så få stemmer mellem Grete Christisensen og udfordreren Irene Charlotte Hesselberg.

Irene Charlotte Hessselberg, der gik til valg på fornyelse og nytænkning, var ikke langt fra formandsposten trods sin outsiderstatus i forhold til Grete Christensen.

Flemming Ibsen ser den knebne sejr som et ekstra tegn på, at sygeplejerådet er svækket efter den to måneder lange konflikt i 2008, hvor sygeplejerskerne ikke fik opfyldt deres ultimative krav om 15 procent mere i løn.

"Grete Christensen træder ind i en stabiliseringsperiode efter konflikten. Der er stadig en stor økonomisk regning, der skal betales efter at have betalt medlemmerne løn under strejken. Samtidig sled konflikten også hårdt på deres medlemmer, der for en stor dels vedkommende ikke har været tilfredse med forløbet," siger Flemming Ibsen med henvisning til det tætte opløb i formandsvalget og tabet af medlemmer siden konflikten.

Svækket økonomi
Thomas Flensborg er enig i denne vurdering. Selv om Grete Christensen i går meldte ud, at strejkekassen vil være fuld til de næste overenskomstforhandlinger i 2009, har han sin tvivl om, at Dansk Sygepleråd rent økonomisk kan klare endnu en lang konflikt i 2011.

Samtidig skal de forhandle i et helt andet økonomisk klima.

"I 2008 var vi inde i en økonomisk højkonjuktur. Nu har vi en økonomisk krise, og det er svært at tro, at den ikke stadig vil påvirke regionerne og kommunernes økonomi markant i 2011, hvilket vil påvirke deres evne til at efterkomme lønkrav fra sygeplejerskerne," siger Thomas Flensborg.

Grete Christensen meldte dog også i går klart ud, at hun så vidt som overhovedet muligt ville undgå en konflikt i 2011.

Samtidig erkendte hun, at den knebne sejr er tegn på, at mange medlemmer er utilfredse med sygeplejerådets hidtidige indsats.

"Vi skal have bremset tabet af medlemmer og samlet organisationen igen," sagde Grete Christensen med henvisning til, at Dansk Sygeplejeråds organisationsprocent er gået fra 94 til omkring 90 procent, og at hendes modkandidat havde næsten lige så mange stemmer.

Lønkommission kan give muligheder
Flemming Ibsen peger dog på, at den nye formand har begrænsede handlemuligheder, når medlemmerne stadig har den udmattende konflikt frisk i erindring.

"Det bliver nok nogle mindre skarpe paroler end under hendes forgænger, Connie Kruckow," siger Flemming Ibsen.

Hvis han skal pege på lyspunkter eller muligheder, er det Lønkommissionen. Den er en udløber af sidste års konflikt.

Kommissionen har til opgave at sammenligne lønforholdene på det offentlige og private arbejdsmarked samt at undersøge, i hvilket omfang der er kønsbestemte lønforskelle.

"Kommissionen kommer sikkert frem til, at der er nogle grupper, som ikke er på det rigtige lønniveau. Det vil sygeplejerådet kunne bruge i sin agitation for højere løn. Og de vil helt sikkert pege på, at der er behov for, at politikerne giver et løft ud over de almindelige overenskomstforhandlinger. Men det tror jeg ikke, Lønkommissionen vil anbefale," siger Flemming Ibsen.

Han gætter på, at kommissionen i stedet vil anbefale, at eventuelle lønskævheder skal udjævnes af arbejdsmarkedsparter til overenskomstforhandlinger.

Forrige artikel SF står til at vinde kommunalvalget SF står til at vinde kommunalvalget Næste artikel Pilen peger på Eva Kjer som ny kommissær Pilen peger på Eva Kjer som ny kommissær