Oppositionen kræver undersøgelse af fangesag

NYHED: Det er utroværdigt, at et dokument i sagen om udlevering af afghanske fanger til USA, skulle være blevet væk, mener S og SF.

S og SF kræver nu sagen om det danske forsvars udlevering af krigsfanger til USA undersøgt til bunds.

Det skriver politiken.dk.

De to partier reagerer skarpt, efter det er kommet frem, at en notits, som regeringen og Forsvarsministeriet i årevis har meldt forsvundet, nu pludselig er dukket op.

I notitsen advarer Forsvarets Auditørkorps regeringen om, at USA ikke lever op til almindelige internationale forpligtelser for behandling af krigsfanger.

Alligevel har Danmark overdraget fanger til den amerikanske fangelejr i Kandahar.  

Regeringen er utroværdig
"Man burde jo have en undersøgelse af, hvem i regeringen, der har vidst hvad, og hvordan dokumenter som dette nogle gange forsvinder eller påståes at være forsvundet," siger Mogens Lykketoft til Politiken og fortsætter: 

"Jeg synes, det er fuldstændig uforklarligt, uforståeligt og utroværdigt, at det dokument er blevet væk. For jeg går ud fra, at det findes elektronisk." 

Også SF er forarget over, at vigtige dokumenter kan forsvinde og dukke op i Forsvarsministeriets arkiver.

"Udleveringen af fanger er en dybt problematisk handling, men i stedet for at påtage sig ansvaret og forsøge at løse problemet, forholder man offentligheden og Folketinget de oplysninger. Jeg skal love for, der er blevet 'fejet noget ind under gulvtæppet'," siger Kamal Qureshi, SF's menneskerettighedsordfører, til Politiken og fortsætter: 

"Jeg har ikke tal for, hvor mange gange jeg har bedt statsministeren, udenrigsministeren eller forsvarsministeren fremlægge alle oplysninger i den her sag - hver gang er svaret, at der ikke var noget at komme efter. Det viser sig nu at være en lodret løgn," siger Qureshi.

EL: Lad Ombudsmanden undersøge sagen
Enhedslisten foreslår Ombudsmanden at gå ind i sagen for at undersøge, hvordan det kan ske, at en række centrale dokumenter først forsvinder og så pludselig dukker op - og for at sikre, at ministeriet ikke fortsat 'gemmer' på vigtige dokumenter.

"Der mangler stadig vigtige dokumenter der kan kaste lys over sagen, og vi håber, at Ombudsmanden vil gå ind for at afdække forløbet om de forsvundne dokumenter i Forsvarsministeriet i denne vigtige sag. Det er på tide, at en ansvarlig og uafhængig myndighed tager over," siger Frank Aaen i en pressemeddelelse.

DF: Der bliver ingen undersøgelse
Selv om også Dansk Folkeparti kritiserer rodet omkring notitsen, mener regeringens støtteparti dog ikke, at sagen er en undersøgelse værd.

"Vi har tillid til de undersøgelser, regeringen selv laver," siger Dansk Folkepartis udenrigsordfører Søren Espersen til DR.

Forrige artikel De Radikale advarer mod at stemme på SF Næste artikel Peter Norsk trækker sig fra formandskamp