De Radikale advarer mod at stemme på SF

ADVARSEL: Det Radikale Venstre advarer de danske vælgere mod SF. En stemme på Villy Søvndal kan give Dansk Folkeparti mere magt.

Socialdemokraterne og SF har tidligere meldt ud, at De Radikale vil blive budt velkommen i et regeringssamarbejde, men udlændinge- og skattepolitikken kan de ikke få indflydelse på.

Nu frygter De Radikale, at S og SF i stedet vil samarbejde med Dansk Folkeparti om udlændinge-, rets- og økonomisk politik efter et valg, uden om De Radikale.

"SF vil lade hånt om gamle positioner og lade sig trække til truget af DF. Det eneste, de tænker på, er at få magten," advarer De Radikales næstformand, Morten Østergaard, ifølge Politiken, og forsikrer samtidig om, at en stemme på De Radikale vil være et bolværk mod indflydelse fra Dansk Folkeparti.

DF's gribbe er på vingerne
Morten Østergaard afviser, at De Radikale laver skræmmekampagne mod SF. Frygten er helt legitim, siger han, og Dansk Folkepartis gribbe er gået på vingerne for at få indflydelse.

"Hvis man tror at Dansk Folkeparti vil lægge stemmer til S og SF's politik, så tager man grueligt fejl. Uanset hvor hårdt krisen kradser, er det udlændingepolitiske stramninger der handles med. Vil man betale den pris?" spørger Morten Østergaard, og tilføjer at ethvert samarbejde har sin pris.

"Hvis man ikke er vil betale DF's pris, så må man betale vores."

Dansk Folkeparti forstår De Radikales frygt
Dansk Folkepartis gruppeformand, Kristian Thulesen Dahl, kalder De Radikales frygt for, at S og SF samarbejder med DF, for begrundet.

"Vi vil holde dem fast på deres løfter om, at udlændingepolitikken står fast, og vi vil kunne tilbyde dem vores mandater. De vil få svært ved at løbe fra deres løfter, og vi vil få mulighed for at få fastholdt vores ønsker," siger gruppeformanden, som forudser, at DF vil have gode muligheder for at få mærkesager igennem på social- og sundhedsområdet med en socialdemokratisk ledet regering.

Forrige artikel Voldsmænd og pædofile må se deres børn Voldsmænd og pædofile må se deres børn Næste artikel Oppositionen kræver undersøgelse af fangesag