DF åbner for samarbejde med venstrefløjsregering

INDFLYDELSE: Kristian Thulesen Dahl vil have DF til at søge indflydelse i en S-SF-regering, hvis magten skifter efter et valg, afslører han i ny biografi.

Skifter magtbalancen i Folketinget efter et folketingsvalg, vil Dansk Folkeparti lægge sig i selen for at samarbejde med en venstrefløjsregering og få konkrete politiske fingeraftryk på en sådan regerings politik.

Det fortæller gruppeformand Kristian Thulesen Dahl (DF) i den nye biografi "Kristian - Kronprinsen", der udkommer i næste uge på Broe Forlag.

En pligt at afsøge muligheder
"Jeg tror, der vil være en reel mulighed for os for at påvirke, hvad en socialdemokratisk ledet regering gør - og jeg er sikker på, at vi med den vælgersammensætning, vi har, vil få deres accept af at gå ind og søge direkte indflydelse i sådan en situation.

Faktisk mener jeg, det er vores pligt at afsøge de muligheder, hvis situationen opstår," siger Kristian Thulesen Dahl i bogen.

Samarbejde med lange udsigter
Han tror imidlertid ikke meget på, at et samarbejde med en S-SF-regering på kort sigt vil kunne udvikle sig lige så tæt, som de sidste otte års VKO-samarbejde har været.

"Det kan selvfølgelig også komme, hvis De Radikale i socialdemokraternes øjne forsøger at ødelægge en socialdemokratisk ledet regerings mulighed for at føre en udlændingepolitik, der er i takt med det, folket vil have. Så kan det godt ske. Spørgsmålet er bare, om de har modet til det, om de har SFs opbakning til det - og det er det, jeg tvivler på," siger Kristian Thulesen Dahl i bogen.

"Kristian - Kronprinsen" udkommer fredag 4. september på Broe Forlag. 310 sider. 299 kr.

Forrige artikel EP-kandidat udfordrer Lene Espersen Næste artikel Vestager: DF kommer ikke uden om os