Kommission til angreb på kassetænkning

FORSLAG: Arbejdsmarkedskommissionen foreslår, at staten skrotter alle refusionssatser til kommunerne og erstatter det med et fast refusionsprincip. KL er skeptisk.

Slut med kassetænkning og farvel til en stor bunke bureaukrati. Det er ifølge Arbejdsmarkedskommissionen effekten af det, de selv betegner som deres mest radikale forslag.

I dag refunderer staten kommunerne med forskellige refusionssatser, for at kommuner kan udbetale alt fra sygedagpenge til førtidspension, kontanthjælp og fleksjob. I stedet vil der været ét refusionsprincip uanset ydelse.

Princippet er, at kommunerne gradvist får mindre og mindre refunderet af udgiften, jo længere borgeren er på ydelsen, uanset hvilken ydelse der er tale om.

Kommission: Slut med kassetænkning
I dag er det et uigennemsigtigt system, som er svært at gennemskue, og det skaber en mærkværdig adfærd, mener Jørgen Søndergaard, der er formand for Arbejdsmarkedskommissionen.

"Med kun ét princip for refusion af de mange forskellige ydelser, så fjerner man med et slag kassetænkningen i kommunerne, fordi kommunen får samme refusion, uanset hvilken ydelse borgeren er tildelt," siger Jørgen Søndergaard.

Det betyder, at kommunerne bliver 100 procent refunderet i første måned, 65 procent fra 2. til 12. måned og 35 procent fra 1. til 3. år. Efter tre år må kommunen selv betale hele udgiften til den ydelse, som borgeren modtager.

Jørgen Søndergaard forklarer videre:

"Metoden støtter den grundlæggende præmis om, at et refusionsprincip kun kan fungere godt, hvis det både er godt for kommunekassen og samfundet."

KL tvivler på korrekt refundering
Formand for KL, Erik Fabrin (V) synes, forslaget lyder spændende. Men han tvivler stærkt på, at alle kommuner bliver korrekt refunderet, hvis man i ét hug erstatter de forskellige refusionssatser med én.

"For det første skal man være sikker på, at kommunerne kompenseres fuldt ud, når man laver sådan en omlægning. For det andet må det sikres, at den enkelte kommune også kompenseres i forhold til den virkelighed, som kommunen er i. Med det mener jeg, at der er meget stor forskel på kommunerne for eksempel i forhold til antal virksomheder og borgernes uddannelsesniveau og lignende," siger Erik Fabrin.

Fabrin: Spændende - hvis det holder vand 
Han mener, at kommunerne er så forskellige, at der er stor risiko for, at nogle kommuner ender med et kæmpe hul i deres økonomi, hvis forslaget blev ført ud i livet.

"Men hvis forslaget holder vand, så er det virkeligt spændende og nyskabende. Men jeg er bange for, at det kun vil fungere i den ideelle verden, og her befinder vi os ikke," siger Erik Fabrin.

Er du enig med kommissionen i, at det vil forhindre kassetænkning?

"Jeg oplever nu ikke, at kassetænkning er den væsentlige driver i kommunernes forvaltning. Men det er klart, hvis man kan finde et system, der neutraliserer kassetænkning, så er det spændende. Men jeg tror ikke, det vil fungere i virkeligheden," siger Erik Fabrin.

Forrige artikel Et overblik over rapporten Næste artikel Førtidspension og fleksjob skal ændres Førtidspension og fleksjob skal ændres