Radikale står splittet om regeringsdeltagelse

S-SF-R: Den ene halvdel af lokalformændene hos De Radikale siger ja til at danne regering med S og SF. Den anden er skeptisk.

50 pct. af lokalformændene hos De Radikale svarer klart ja til en S-SF-R-regering, den anden halvdel vil ikke med for enhver pris.

Det viser en rundspørge, som politiken.dk har foretaget blandt 30 af partiets lokalforeninger.

"Vi skal arbejde for en centrum-venstre-regering. Det mest oplagte er en social-radikal regering, der består af R, S og SF. Så selvfølgelig skal vi deltage i en sådan regering på ligeværdige vilkår," siger Gustav Sieg Sørensen, formand for lokalforeningen i Thy, til Politiken.

Det modsatte standpunkt indtager Mikkel Balle, der er lokalformand i Odsherred:

"Jeg tror, vi får mere politisk indflydelse ved at være et nødvendigt støtteparti for en S-SF-regering end ved at være lillebror i en rød blok," siger han.

Bogstavkombination langtfra fastlagt
Selvom Margrethe Vestager (R) i sidste uge erklærede sig parat til et gå i regering med Socialdemokraterne og Socialistisk Folkeparti efter næste folketingsvalg, hvis partierne kan blive enige om et regeringsgrundlag, er det dog langtfra sikkert, at det ender med en trekløverregering.

Fredag fastslog den socialdemokratiske leder, Helle Thorning-Schmidt, at Socialdemokraterne og SF skal udgøre fundamentet i en ny S-ledet regering, hvilket - ifølge S-lederen - betyder, at de to partiers fælles politiske udspil på udlændinge- og skatteområdet står fast frem mod næste valg.

Det er netop de to partiers skattepolitik, der bekymrer de radikale lokalformænd.

I rundspørgen foretaget af politiken.dk afviser 72 procent af lokalformændene således S og SF's planer om indførelse af en ekstra skat for de højeste indkomster - en såkaldt millionærskat.

Dyb uenighed om topskatten
S og SF's idé om en "millionærskat" går da også stik imod det udspil, De Radikale er kommet med.

Det er De Radikales ønske, at der skal være loft over fradrag for indbetalinger til pensioner med løbende udbetalinger og kun 15 procent i rentefradrag ved renteudgifter over 250.000 kroner om året.

"Vi kommer til at mangle arbejdskraft, og det er direkte ansvarspådragende for politikere ikke at gøre noget ved det. Det mest effektive er at få nogle af dem, der allerede er på arbejdsmarkedet, til at arbejde mere," siger Margrethe Vestager til Jyllands-Posten.

"Det er ikke lige det, der stemmer alt for godt overens med, hvad vi vil," siger Socialdemokraternes politiske ordfører, Henrik Sass Larsen om De Radikales udspil og fortsætter:

"Umiddelbart har jeg vanskeligt ved at se, hvordan den sociale profil bliver mere retfærdig."

Forrige artikel Ny konservativ stil - eller hvad Næste artikel De Radikale vil fordoble grøn check De Radikale vil fordoble grøn check