Hver tredje dansker er socialist

RØDE FANER: På arbejdernes internationale kampdag afslører en ny meningsmåling, at hver tredje dansker betegner sig selv som socialist.

Ifølge en ny meningsmåling, som Megafon har lavet for TV 2 og Politiken, erklærer næsten hver tredje adspurgte - 32 procent - sig helt eller overvejende enig i udsagnet "Jeg er socialist". Det skriver Politiken.

Socialisme er ikke bare socialisme
"Danskerne lægger jo vidt forskellige ting i begrebet socialisme," siger historiker og ekspert i arbejderbevægelsen Claus Bryld, og fortsætter:

"Nogle tager det helt bogstaveligt som gammeldags, rendyrket statssocialisme, som vi kender det fra Sovjetunionen. Andre vil nok bare kæde det sammen med fællesskab og solidaritet og en vis grad af statsregulering af erhvervslivet."

Direktør i den borgerlige tænketank Cepos, Martin Ågerup, tager målingen med knusende ro. Han tror ikke, at de 32 procent rent faktisk er socialister i traditionel forstand. Selv foretrækker han at "holde fast i de oprindelige begreber":

"Socialist, det er man, hvis man går ind for, at den private ejendomsret skal ophæves, og staten skal eje produktionsapparatet," siger han til Politiken.

Forrige artikel Frank Jensen klar med stor jobplan for København Frank Jensen klar med stor jobplan for København Næste artikel Radikale står til kraftig foryngelse