Ammitzbøll: Stor mulighed for Fogh

STØTTE: Borgerligt Centrum mener, det er godt for Danmark at kunne besætte så vigtig en international post.

"Borgerligt Centrum har siden sin start peget entydigt på Anders Fogh Rasmussen som statsminister, og vi bakker fortsat op om en borger­lig regering," siger partiformand Simon Emil Ammitzbøll i en pressemeddelelse og fortsætter: 

"Jeg håber dog, at der vil blive mere fokus på den personlige frihed, den basale velfærd og god integration. Vi har brug for færre forbud og regler, bedre sygehuse og skoler og en integrationspolitik, der tager udgangspunkt i, at de hertil kommende indvandrere hverken er skurke eller ofre."

Ingen grund til nyvalg
I forhold til oppositionens krav om nyvalg til Folketinget udtaler Simon Emil Ammitzbøll:

"En lang række statsministre er trådt til uden nyvalg - det gælder for både borgerlige og social­demokratiske statsministre. Inden for de sidste 30 år er Poul Nyrup Rasmussen, Poul Schlüter og Anker Jørgensen alle trådt til uden valg. Der er ingen grund til at bryde dansk tradition, blot fordi socialdemokraterne tilfældigvis ligger godt i meningsmålingerne i øjeblikket," slutter Simon Emil Ammitzbøll.

 

Forrige artikel Pia K: Rette mand på rette sted Næste artikel Løkke: Tillykke Anders!