DN bringer skovsagen til EU

SKOVSAGEN: Danmarks Naturfredningsforening vil have EU-Kommissionen til at vurdere, om Danmark lever op til sine habitat-forpligtelser.

Danmarks Naturfredningsforening vil nu have EU-Kommissionen til at vurdere, om de danske Natura 2000-skove har den tilstand, som EU's habitatdirektiv kræver.

I den omdiskuterede skovsag er det kommet frem, at Danmark i 2007 indberettede til EU, at de danske skoves tilstand var 'god' og 'ukendt', selv om Danmarks Miljøundersøgelsers eksperter først havde vurderet, at skovenes tilstand var 'dårlig'. DMU's vurdering blev afvist af Skov- og Naturstyrelsen, som tolkede habitatdirektivet anderledes end DMU. Den positive indberetning betyder, at Danmark lever op til sine forpligtelser om at sikre en gunstig bevaringstilstand i skovene, og at Danmark derfor ikke er forpligtet til at gøre en yderligere naturindsats i skovene.

Men nu vil Danmarks Naturfredningsforening have Kommissionen til at vurdere, om de danske skove virkelig har den tilstand, som EU kræver.

"Vi skal have efterprøvet, hvorvidt Danmark lever op til sine habitatsforpligtelser. Det skal vi af hensyn til vores natur og for at stoppe tilbagegangen i arter i Danmark. Det har vi en klokkeklar forpligtelse til," siger Ella Maria Bisschop-Larsen, præsident i Danmarks Naturfredningsforening i en pressemeddelelse. Hun fortsætter:
"Det er beskæmmende. Det drejer sig om at sikre god stand på mindre end fire procent af det samlede skovareal, men ikke engang her ønsker regeringen at yde en indsats. Men siden skovene er afgørende for mangfoldigheden af dyr og planter, så må vi nu hente hjælp hos EU."

Forrige artikel Ny overbliksportal for almene boliger Næste artikel Berlingske-mails afvist - fik Folketingets IP-adresse