Sundhed fylder mere og mere i åbningstalerne

OVERBLIK: Sundhed er kommet højere op på dagsordenen igennem de seneste fem års åbningstaler. Samtidig overdøver kræft alle andre sygdomme i talerne.

At sundhed har eroberet den politiske dagsorden ses nu også i statsmininsterens åbningstale i Folketinget.

Ser man, hvor meget sundhed har fyldt i åbningstalerne de seneste fem år (se uddrag af talerne nedenfor), danner der sig et mønster:

For fem år siden udgjorde sundhed små 3 procent af daværende statsminister Anders Fogh Rasmussens (V) tale, mens den nye åbningstale af Lars Løkke Rasmussen havde mere end 11 procent om sundhed.

Hertil var Lars Løkke Rasmussens første åbningstale længere end de seneste fire fra Anders Fogh Rasmussen.

Sundhed fyldte således væsentlig mere i åbningstalen i 2009 sammenlignet med eksempelvis åbningstalen i 2005.

Fra 2007 valgte Anders Fogh Rasmussen dog at prioritere sundhed væsentlig højere i sin åbningstale. En prioritering, den nye statsminister har vist, han har fulgt op på.

Kræft dominerer
Sundhedsområdet var mindst nævnt i 2006, og fokus på sundhedsområdet var udelukkende på manglen på arbejdskraft. Manglen på arbejdskraft i sundhedssektoren har siden holdt ved i talerne, men er blevet suppleret af konkrete bud på at håndtere "den nye ulighed på sundhedsområdet" (2007) og nye initiativer for fremgang på sygehuse.

Ser man på, hvilke sygdomme statsministrene har omtalt i åbningstalerne, er det tydeligt, at kræft får den højeste prioritering.

En optælling viser, at "kræft" er nævnt 16 gange i løbet af de seneste fem års åbningstaler. Imens er hjerte- og lungesygdomme, diabetes og psykiske syge tilsammen nævnt 7 gange.

Statsministerens åbningstale i Folketinget er bestemt ved § 38 i Grundloven, og holdes altid den første tirsdag i oktober. Årets åbningstale var den første af sin slags fra Lars Løkke Rasmussen.

Forrige artikel Oppositionen raser over fodlænker Næste artikel Store forventninger til natur-kanonen Store forventninger til natur-kanonen